Annonce

Regeringens finanslov uden penge til succesfuld indsats mod social dumping

Den danske statskasse bliver ved med at hive millionbeløb ind fra kontrol af udenlandske arbejdere og firmaer i Danmark. Men om et års tid løber midlerne ud.
631 millioner kroner på tre og et halvt år. Så meget har den danske statskasse indkasseret på at kontrollere især østarbejdere i Danmark for skattesnyd og momssvindel.

Det viser den nyeste opgørelse fra Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet om indsatsen mod social dumping. Det skriver Fagbladet 3F.

Alene inden for det første halve år af 2018 har Skattestyrelsen fået 84 millioner kroner hjem, som udenlandske arbejdere og arbejdsgivere havde glemt at betale i skatter og moms.

Ingen penge til næste år

Men selvom der er penge at hente, står indsatsen lige nu til at lukke ned. Om bare 14 måneder løber bevillingerne ud, og dermed står kontrollen af østarbejderne til at forsvinde.

Netop nu sidder Folketinget og forhandler om finansloven for de kommende år, men i oplægget fra regeringen er der ikke afsat midler til at fastholde kontrollen.

Og det får Socialdemokratiet til at slå i bordet og kræve faste bevillinger i fremtiden.

”De mange penge, som Skattestyrelsen kan kræve ind fra østarbejderne, understreger bare, hvorfor bevillingerne til at kontrollere skal være permanente,” siger social dumping-ordfører Mattias Tesfaye (S) til Fagbladet 3F, hvor han kalder det ”gak i låget” at stoppe kontrollerne.

SF, Enhedslisten og De Radikale har tidligere været ude at foreslå penge til at gøre indsatsen mod social dumping permanent.

De nye tal viser jo, at indsatsen mod social dumping er fuldt ud berettiget og kan betale sig.

Også regeringens støtteparti, DF, ønsker at kontrollen med udenlandsk arbejdskraft fortsætter:

”De nye tal viser jo, at indsatsen mod social dumping er fuldt ud berettiget og kan betale sig. Det er også derfor, at jeg forventer, at den indsats fortsætter efter 2019, siger Bent Bøgsted, der er beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti til Fagbladet 3F.

Minister afventer forhandlinger

Selvom regeringen ikke har afsat penge i finanslovsudspillet til at lade Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet tjekke udenlandske arbejdere for skattesnyd og brud på arbejdsmiljøloven, så åbner beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) alligevel op for, at det kan blive forhandlet ind i den endelige finanslovsaftale.

Indsatsen for ordnede forhold er helt central.

”Det er helt afgørende, at udenlandske virksomheder overholder danske regler og spillereglerne på arbejdsmarkedet, så de ikke vinder på unfair konkurrence. Indsatsen for ordnede forhold er helt central. Regeringen vil derfor prioritere en fortsat indsats for ordnede forhold i forhandlingerne om næste års finanslov. Jeg har ikke yderligere kommentarer, fordi de forhandlinger endnu ikke er færdige,” skriver ministeren i et mailsvar til Fagbladet 3F.

Skal forhandles på plads

Dermed står regeringen igen i den lidt mærkværdige situation, at den på den ene side taler varmt for at prioritere et område, men som den på den anden side altså ikke selv har prioriteret i sit eget finanslovsudspil.

En lignende situation er opstået på skatteområdet, hvor regeringen ikke har afsat penge til øget skattekontrol, men hvor skatteminister Karsten Lauritzen (V) alligevel lover at området vil få tilført flere penge i sidste ende:

”Hvis vi ikke bevilger flere penge, så vil der ske et fald. Men det tror jeg roligt, man kan regne med, at vi vil gøre på det område. Så faldet, man kan se i finanslovsudspillet, kommer reelt set ikke til at finde sted,” sagde skatteministeren til TV2 News.

Også på erhvervsskole-området valgte regeringen, efter forhandlinger med Dansk Folkeparti, at droppe planlagte besparelser, som efterfølgende blev udlagt som et stort løft.

Folketinget vedtager den endelige finanslov i december måned.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet