Reportage: Dansk industrihistorie i miniature

På Danmarks Tekniske Museum i Helsingør fortæller deres modeljernbane historien om landets industrielle udvikling fra 1846 og til foreløbig 1960.
Foto: Freddy Hagen
På Danmarks Tekniske Museum fortæller modeljernbanen historien om Danmarks industrialisering.
Jeg er taget til Helsingør for at besøge Danmarks Tekniske Museum, ja, faktisk for at besøge museets modeljernbane.

Den skulle efter sigende være ret anseelig og omfattende, selvom jeg naturligvis ikke indbilder mig, at det jeg skal se, har de samme ekstreme dimensioner, som Hamborgs berømte Miniatur Wunderland, en modeljernbane, der på få årtier er blevet et af byens vigtigste turistattraktioner.

Modeljernbanen i Hamborg besøgte jeg for nogle år siden sammen med min kæreste. Ingen af os var, som sådan, interesseret i tog eller modelbaner.

Vi havde derimod en del år dyrket miniaturer, og besøgt en række museer for at se disse mange, brogede vidundere, der er så fascinerende, fordi proportionerne og perfektionen på en eller anden sælsom måde skaber noget magisk.

Miniaturer kan være alt muligt. Tænk blot på den berømte, russiske juveler Fabergés æg, der indeholder små vidunderlige genstande eller modeller, eller H.C. Andersens fortælling, ‘Nattergalen’ fra 1843, der handler om denne magiske spilledåse, der skal konkurrere med den rigtige nattergals sang.

I miniaturen - og her i særdeleshed modeljernbanerne - har man også muligheden for at få et overblik, et fugleperspektiv, på et landskab

Miniaturer kan også være dukkehuse og meget andet, men som fænomen er det nok det håndværksmæssige og idéen om, at man kan dykke ned i dimensionerne, og dér ligesom fortabe sig, glemme at man ser på en model, og få forstyrret ens reelle perspektiv, så man næsten kan indbilde sig, at man ser på noget virkeligt.

I miniaturen - og her i særdeleshed modeljernbanerne - har man også muligheden for at få et overblik, et fugleperspektiv, på et landskab. Og det er nok derfor, at jeg også er endt med at holde af modeljernbaner, hvor man ser det hele fra oven, tredimensionelt, for efterfølgende at dykke ned i de mange detaljer.

Modeljernbanen på Teknisk Museum

Da jeg ankommer til museet, er ingen af modeljernbanens frivillige medarbejdere mødt ind endnu. Derfor går jeg alene rundt om modellen, der befinder sig i en stor, lang montre.

Den er meget detaljeret, og de mange forskellige landskaber er det, der først fanger mit øje. At se den på tværs giver et indtryk af et væld af detaljer, forskellige typer af landskaber, meget kuperede områder, mens man lægger mærker til de mange tog, der farer forbi, flyene, der cirkler over modellen og mange andre bevægelige detaljer.

Foto: Freddy Hagen

En egentlig bærende idé får jeg umiddelbart ikke øje på, men så ser jeg pludselig en ældre herre, iført et gråt jakkesæt. Han går i raske skridt forbi modeljernbanen, og han bærer et fad med ostemadder.

I skranken havde en dame fortalt mig, at de frivillige modelbyggere plejer at ankomme lidt senere, og at de får ostemadder af museet, så jeg fulgte efter ham og introducerede mig.

Vi går ind i de private gemakker, der er selve værkstedet, hvor de frivillige mødes hver lørdag. Denne lørdag er nummer 851 i foreningens historie. Foreningen begyndte anlæggelsen af modeljernbanen i 2006, og jeg får at vide, at der har været 58 personer tilknyttet denne.

Desværre er mange faldet fra, især grundet naturlig død. Langt flertallet af foreningens aktive medlemmer er pensionister, og de er godt oppe i årene.

Kort efter mødet med manden med ostemadderne, dukker flere og flere op. I alt ni personer ankommer denne lørdag, og mens vi sidder og sludrer lidt, er de fleste allerede i gang med at sysle med et eller andet, fragmenter, der senere skal indgå i modellen.

Modellens tidsrejse

Jeg taler mest med Christian Hansen. Det er ham, som jeg har korresponderet med på mail. Han er en af foreningens stiftere, og han forklarer mig, at hele ideen med modellen er at illustrere Danmarks industrielle udvikling.

Modellens tidsrejse begynder i 1846, dvs. året før den første jernbane blev anlagt i Danmark. Det var banen mellem København og Roskilde.

Dette første modul af modellen skal illustrere tidsrammen 1846-1900, og grunden til at det begynder netop her er, at de så kunne medtage B&W’s første, sparsomme bygning, hvor virksomhedens historie begyndte, for siden at blive en af landets største, industrielle virksomheder.

Langsomt som man går frem og betragter modeljernbanens forskellige moduler, ændres landskabet drastisk

Hvis man ikke kender til denne historie, kan man ikke umiddelbart se det, men sådan er det med denne modeljernbane.

I det første modul ser man også Valbys første stationsbygning, samt den bro, der lå i Valby, hvor Brygger Jacobsen senere anlagde sit øl-imperium. I dag er broen væk, men Christian forklarer mig, at Jacobsen faktisk lod sig inspirere af broens stil, da han anlagde sine bygninger.

Christian forklarer mig også, at den gule ballon, som man ser går op og ned i dette modul, dengang befandt sig i Tivoli, hvor byens indbyggere første gang kunne få mulighed for at se byen fra oven.

Langsomt som man går frem og betragter modeljernbanens forskellige moduler, ændres landskabet drastisk, og med Christians forklaring in mente, er det pludselig indlysende, at de industrielle forandringer er i fokus hele tiden.

Den gule ballon befandt sig i sin tid i Tivoli. Foto: Freddy Hagen.

Det tvivlsomme renommé

Jeg har længe drømt om at finde Danmarks største og bedste modeljernbanebygger. Jeg forestiller mig sådan en entusiastisk mand, der gennem hele livet har bygget løs i en stor kælder.

Jeg spørger de tilstedeværende om de mon ved, hvem der ligesom er kongen af modellerne. De svarer tøvende, at det ikke er nemt at få adgang til de bedste, fordi det at bygge jernbanemodeller er omkranset af mange fordomme.

Flere fortæller mig, at man nemt bliver til grin og drillet, når man fortæller, at man har denne hobby.

Det er lidt ligesom i lystspillet ’Støv på hjernen’ fra 1961, med blandt andre Dirch Passer, hvor mændene i et moderne boligbyggeri ”leger med tog” i husets kælder.

Christian Hansen er en begejstret fortæller. Han går virkelig op i sit arbejde med modellen

Det undrer mig faktisk, at medlemmerne har denne erfaring, for i min generation tror jeg, at det har ændret sig, og at man i dag mere bliver imponeret end direkte næsvis, hvis man støder på sådanne passionerede mennesker.

Under alle omstændigheder bliver jeg klar over, at jeg skal gå langsommere frem og møde op til de årlige modelbyggertræf, for at få lov til at se disse vidundere, som med garanti eksisterer rundt omkring i landet.

Dansk industrihistorie

Det er ikke sådan, at bygningerne i modellen her på museet netop befinder sig i det landskab, hvor de hører til i virkeligheden. Der er mange modeller af bygninger fra forskellige steder i Danmark, og ikke udelukkende fra København.

Det er snarere nedslag i den industrielle udvikling, virksomhedernes industrielle betydning og helhedsindtrykket, der er lagt vægt på.

Og sådan udfolder hele modellen sig pludselig for mig: Jeg ser et landskab, der var kuperet, med hestevogne og sparsom belysning og masser af plads, der langsomt forandres til tættere og tættere bylandskaber, med biler, højere huse og mere og mere teknisk infrastruktur.

Der kommer elmaster, sporvogne, Bellahøjs højhuse og kulindustrien med gasværk, efterhånden som man begiver sig hen langs modellen.

Christian Hansen er en begejstret fortæller. Han går virkelig op i sit arbejde med modellen. Flere og flere detaljer bliver afsløret for mig.

Christian Hansen arbejder på modeljernbanen. Foto: Freddy Hagen.

Han viser mig deres store arkiv, hvor de har billeder og tegninger af alle modellernes originale bygninger og materiel. Hver eneste detalje er ladet med en historie, der er grundigt undersøgt.

Og det helt særlige og finurlige ved netop denne modeljernbane er, at mange af detaljerne, lokomotiver og fly, faktisk befinder sig andre steder i museet.

Pointen er, at man kan se disse maskiner i modellen, i den rette historiske kontekst, som de har virket i, efter at man har set på originalen, der står et eller andet sted i museet.

Det er smart tænkt, omend det ikke sådan lige falder en ind, at det er sådan at man skal betragte og vurdere modeljernbanen. Men det er i grunden også underordnet, fordi sådan en modeljernbane har så mange forskellige lag.

Fortryllet legeverden og gamle minder

Børnene, der flokkes om modellen og trykker på knapperne, så det pludselig bliver nat, og byens lys tændes, er nok mest interesseret i det som modellen kan vække i fantasien.

For dem træder en fortryllet legeverden frem. Ældre er nok mest interesserede i at se detaljer fra deres barndom og ungdom, og de overraskes over alt det, som de kan genkende og huske.

Foto: Freddy Hagen

Og så er der entusiasterne, modelbyggerne, der kigger på modellens rigdom, de dyre lokomotiver af mærket Märklin, der er modificeret, så de ligner netop dem, der kørte på de danske jernbanestrækninger.

Modellen er bygget i skala H 0, dvs. 1:87, hvilket er den samme som den gigantiske model i Hamborgs miniature museum.

Forskellen på modellen i Hamborg og denne på Teknisk Museum er for øvrigt, at sidstnævnte har patina. Modellen i Hamborg er, som sagt, meget imponerende, men den bærer ikke præg af patina, dvs. at den fremstår gammel, med alderens tegn.

Og det skæmmer faktisk lidt, fordi man ikke rigtig kan fodre fantasien uden tidens præg, den ælde, som gamle bygninger fremtræder med.

Modellen på Teknisk Museum er ligesom overtrukket med patina, og det klæder den. Noget af det er opstået grundet slitage, og det kan også skæmme lidt. Langt de fleste bygninger er lavet i papir og pap, og nogle steder ser man, at de godt kunne trænge til en kærlig hånd.

Men på plussiden giver denne patina modellen en slags sjæl, så man får et øget indtryk af, at man kigger på landskaber og bygninger, der er gamle og hører fortiden til.

Sæt tempoet ned

Det er et imponerende stykke arbejde, og det er i den grad stimulerende at sidde og tale med foreningen af frivillige, der har lagt så mange timer i denne model.

Det giver virkelig pote at sætte tempoet ned, og lade det hele åbne sig foran en, så man forstår dybden i modellen, og pludselig selv bliver videbegærlig for at kende historien bag alle detaljerne.

Indtil videre er planen, at modellen skal gå op til år 2000. Men arbejdet skrider kun langsomt fremad, for frafaldet af kernemedarbejdere sænker prognoserne.

Min opfordring er, at man tager dertil sammen med familien

Og der er ikke mange unge, der har samme interesse, og som ønsker at tage over. Til gengæld hygger medlemmer sig, og skridt for skridt kommer der flere og flere detaljer til.

Indtil videre kan man se udviklingen frem til omkring 1960, og det er skam imponerende nok i sig selv.

Min opfordring er, at man tager dertil sammen med familien, og hvis man bliver fanget af modellen, så grib bare fat i en af dens frivillige.

De mødes hver lørdag, og om ikke længe vil man også kunne se ind til selve værkstedet, så man som gæst kan følge med i arbejdet.

Banker du på døren ind til værkstedet, så skal de frivillige nok stå til rådighed, og deres interesse smitter helt sikkert af på en.

 

Besøg Danmarks Tekniske Museum. Tjek deres hjemmeside ud for åbningstider og oplysninger om modeljernbanen her.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Annonce