Rodet, men smuk fortælling om arbejdet som mor og forfatter

Ny roman fra Olga Ravn gør op med fortællingen om den lykkelige mor i en blændende kunstnerroman om arbejdets tvetydige ansigt.
Foto: Pressefoto: Gyldendal
Forfatter Olga Ravn
Om det er Dy Plambeck, Sara Omar, Charlot Roslev eller for den sags skyld Maja Lucas er ikke så vigtigt. De er nemlig alle et udtryk for den inspirerende bølge af feministisk litteratur, der i de senere år har præget bogmarkedet.

Her er Olga Ravn ingen undtagelse. Siden debuten ”Jeg æder mig selv som lyng” har den nu 34-årige forfatter udgivet en voksende stak digtsamlinger og romaner, der skarpt reflekterer over køn og identitet i dagens Danmark.

Skam og angst bider sig i kølvandet på fødslen

Med hendes seneste udgivelse “Mit arbejde” sætter hun desuden tematisk spot på arbejdet, hvad der naturligvis ligger i logisk forlængelse forfatterens futuristiske arbejdspladsroman ”De ansatte” fra 2018, men her dog placeret i en kønsrelateret sammenhæng.

Bogen handler om forfatteren Anna, der bliver mor og i rollen som nybagt mor møder så snævert et normalitetsbegreb, at hun bliver syg. Sammen med hendes svenske kæreste Aksel og deres lille dreng flytter de til Stockholm i håbet om, at hun vil komme sig.

Skam og angst bider sig i kølvandet på fødslen sig imidlertid fast i hendes indre, og snart ramler hun med en depression. Det eneste, der lader til at holde sammen på de modstridende følelser og erfaringer er at skrive.

Det, en mor ikke må være…

Over 420 sider får vi en blanding af noter, dagbøger, vandrejournal, fødselsjournal, episk lyrik, lister og litterær analyse, hvor skriften nærmest lader til at flyde om kap med modermælken.

Romanen er på den måde en sanselig og temmelig ustyrlig genrehybrid, hvor den talentfulde forfatter viser, at det bestemt ikke var uden årsag, at den hun dengang med debuten blev betragtet som en, man fremover burde notere sig.

At være mor er at bekymre sig, og samtidig pligtskyldigt skamme sig over denne bekymring.

Den fragmenterede form afspejler sig i høj grad også i romanens vekslen mellem førsteperson og tredjeperson, som igen afspejler sig i den nærmest psykotiske hovedperson, der nu pludselig må deale med prædikatet ”mor” med alt, hvad det nu indebærer af indre og ydre forventninger.

Nærliggende er det at se bogen som ventil for hendes skamfulde følelser. Ikke mindst fordi den med fortællerens egne ord beskrives som ”en beholder, et fartøj for det, en mor ikke må være, splittet, tvivlende, ude af sig selv, ulykkelig.”

Selvmodsigende og mindeværdigt på en nærmest lidt Tove Ditlevsen-agtig måde, lyder det således på et tidspunkt: “At være mor er at bekymre sig, og samtidig pligtskyldigt skamme sig over denne bekymring.”

Et moderne parforhold

Man kan på den måde passende sige, at Olga Ravns roman ikke bare en bog, der handler om en nybagt mors splittede sind. Det er i høj grad også en bog, hvor sproget samtidig imiterer splittelsen.

Bogen er således et rodet, men stadig et smukt billede på hovedpersonens indre, hvor følelser og erfaringer, roller og navne, således hele vejen er til konstant forhandling.

Beskriver det moderne parforhold som et clash mellem fornuftens moralisering og kroppens hukommelse

Men uroen fylder dog også i parforholdet mellem hovedpersonen og hendes svenske kæreste. Uforstående overfor hvad der rører sig i Anna, holder Aksel således stædigt fast på ligeværdighed i forældrerollen, idet han ønsker give sønnen flaske fremfor at hun skal give bryst.

“Med et forstod Anna, at Aksel havde forestillet sig, at de ville være to mødre om barnet. At Aksel havde tænkt, at han skulle være mor. At han hele tiden havde konkurreret med Anna om at være moderen. Han havde afvist faderskabet, som det så ud, og havde i mangel på forbilleder grebet ud efter moderskabet.”

Olga Ravn skildrer med andre ord det moderne parforhold som et clash mellem fornuftens moralisering og kroppens hukommelse, og dermed leverer bogen også en interessant kommentar i ligestillingsdebatten, idet ligestillingen mellem kønnene her lader til at have sine grænser.

Det tvetydige arbejde

Det er dog spørgsmålet om, hvad et arbejde overhovedet er, der i høj grad synes at drive romanen, Men også hvordan dem vi er som køn, har betydning for vores hverdag og arbejdsliv.

Nu hvor graviditet, fødsel, amning og vasketøj kræver fortællerens opmærksomhed, er ens arbejde nemlig ikke længere bare at skrive bøger.

Selvom hun til sidst lader til at acceptere skæbnen som forfatter, der er blevet mor, idet hun aftaler med sit forlag at alteregoet Anna ikke skal stå som romanens forfatter, er der inden da flere episoder undervejs, hvor tvivlen for både læseren og hovedpersonen om hvem, der egentlig er hvem ikke er nem at blive klog på:

“Hvem har skrevet denne bog? / Det er mig, selvfølgelig. Selvom jeg gerne vil overbevise om det modsatte / Lad os i dette øjeblik enes om, at det er en anden, der har skrevet den. En anden kvinde, helt anderledes end mig. Lad os kalde hende Anna.”

På den måde er ”Mit arbejde” en omfangsrig bog, hvor Olga Ravn gør op med fortællingen om den lykkelige mor i en feministisk kunstnerroman om arbejdets tvetydige ansigt.

En stærk selvbiografisk fortælling om sårbarhed, parforhold og moderkærlighed, hvor man undervejs sidder med en mærkelig oplevelse af at høre et kakofonisk kor af kvindestemmer - lige fra Mathilde Fibiger til Vita Andersen.

Olga Ravn: “Mit arbejde”. Sider: 430. Forlag: Gyldendal, 2020. Er udkommet

 

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Annonce