Samfundskontrakten forlanger at vi også stiller krav til virksomheder

Coronakrisen kræver en skærpet samfundskontrakt, hvor alle kan få hjælp, og hvor alle mødes med modkrav. Vores politikere skal turde stille krav.
Du bliver helt rimeligt mødt med påtale, hvis du i disse dage ikke følger myndighedernes anvisninger. Hvis du glemmer kravene, når du løber i skoven, handler i Føtex eller bevæger dig i det offentlige rum, så bliver du mødt med løftede pegefingre.

Og hvis hverdagens reprimander ikke rækker, så kan politiet med udstedelse af bøder sikre at kravene bliver overholdt.

Alligevel fremstår vi alle sammen en smule mere eftergivende, når det er erhvervslivets topbosser, der glemmer deres samfundssind.

Banker trodser alle opfordringer

Det er ikke tid til at udbetale skyhøje lønbonusser, foretage aktietilbagekøb eller udbetale milliarder i udbytte. Vi har brug for enhver krone til at holde virksomheder, selvstændige og freelancere kørende til krisen er ovre.

Advarslerne mod udbytte-udbetaling står i kø

Advarslerne mod udbytte-udbetaling står i kø. Indtil videre har Den Europæiske Centralbank sagt det, Nationalbanken har sagt det, Finanstilsynet har sagt det, Regeringen har sagt det. Selv bankernes egen brancheorganisation, Finans Danmark, har sagt det. Listen bliver længere og længere.

Og budskabet burde virkelig være til at forstå – også for burhøns - når institutioner som Den Europæiske Centralbank opfordrer Europas banker til: ”ekstrem mådehold”.

Alligevel er Nordea stadig klar til at lade milliarderne rulle og vende det døve øre til alle opfordringer, mens Danske Bank lurerpasser og forsøger at undgå de kritiske spørgsmål.

Spansk bank aflyser alle lønbonusser

Mens Nordea og Danske Bank endnu ikke har besluttet sig for at følge anvisningerne og udvise maksimalt samfundssind i corona-krisen, så har Sydbank og Jyske Bank heldigvis vist, at det ikke behøver at være så svært.

En gestus af ansvarlighed overfor samfundet

Men samfundssindet behøver ikke at stoppe her. På europæisk plan har den spanske bank BBVA valgt at aflyse alle lønbonusser i 2020. Et tiltag som banken selv kalder: “En gestus af ansvarlighed overfor samfundet” og som personligt koster ledelsen over 350 millioner kroner i tabte lønindtægter.

De positive eksempler bekræfter, at der selvfølgelig er mange erhvervsledere, der tager et kæmpe samfundsansvar. De har fanget budskabet om ’ekstremt mådehold’, og de gør hvad de kan for at styrke vores svækkede samfundsøkonomi.

Vores politikere skal turde stille krav

Men selvom mange virksomheder udviser stort samfundssind, så er det desværre ikke alle, der gør det.

Vi skal for alt i verden undgå en gentagelse af "Danmarkshistoriens største tyveri”, som daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), kaldte det i 2012, da han skulle kommentere på, hvorfor staten ikke havde stillet større krav til bankerne under finanskrisen.

Lande som Tyskland, Frankrig og Sverige har alle stillet formelle krav

Derfor skal vi være villige til at stille krav til erhvervslivet – præcis som regeringen allerede har gjort det med lønkompensation, som er blevet forbeholdt virksomheder der ikke afskediger medarbejdere. Men det bør ikke stoppe her.

Lande som Tyskland, Frankrig og Sverige har alle stillet formelle krav om stop for udbytte-udbetaling og aktietilbagekøbs-programmer for virksomheder, der ønsker en statslig håndsrækning. Det spor bør vi også gøre herhjemme.

Coronakrisen kræver en skærpet samfundskontrakt, hvor alle kan få hjælp, og hvor alle stilles modkrav. Hvis virksomheder ikke selv udviser mådehold, så skal de fritages fra statens hjælpepakker. Og alternativt kan hjælpepakkerne betinges af at staten opnår aktieandele.

Coronakrisen kræver en skærpet samfundskontrakt

Samfundssindet kræver i første omgang at virksomhederne selv stopper udbetaling af udbytte og udvidede bonusprogrammer. Og i anden omgang kræver det at staten skærper sine krav.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Thomas, der er så meget du ikke forstår, så find noget andet at skrive om. F.eks. hvorfor et tordenskrald er højere end Rundetårn. Det passer bedre til dit udviklingstrin.

Det er helt normal mekanisme, når virksomheder har nedgang i produktionen, afskediges medarbejdere, og er de medlem af en a-kasse får de også arbejdsløsheds understøttelse...
Ledighed kan ramme alle, så sæt dine udgifter derefter...

TOSSE THOMAS. Du elsker virkelig ikke socialister, har jeg ret. Spørgsmål: hvad holder du af, hvem holder du med?

Annonce