Diktatur-konspirationer udstiller en rablende højrefløj

Berlingske har gjort postfaktuelle beskyldninger om diktaturets snarlige komme til en hofdisciplin. Anklager der kan får selv Donald Trump til at se seriøs ud.
Foto: B. Rosen, Flickr
Selvom om flertallet af os døjer mest med spredningen af coronavirus, så synes en anden lidelse at have ramt Berlingske, hvor man mere end antyder at det danske demokrati skulle være under forvandling til et modbydeligt diktatur.

Diktator-kortet sidder løst på Berlingske

Erhvervsmanden Asger Aamund anklager regeringen for at have omdannet det demokratiske Danmark til “et smilende DDR”, mediepersonen  Mads Brügger mener, at det fascistiske diktatur spirer i Danmark og avisens chefredaktør Tom Jensen mener, at sundhedsminister Magnus Heunicke slet og ret er “en diktator”.

Diktator-kortet sidder løst på Berlingske.

Hvis man bevæger sig for langt ind i Berlingske-universet, så synes diktatur-analogien at stå uhyggelig stærkt.

Sølvpapirshatten er gledet ned over øjnene

Det er hævet over enhver tvivl at coronakrisens hastelovgivning, nedlukning og gradvise genåbning kræver kritiske spørgsmål. Men måske de ideologiske typer på Berlingske alligevel skal passe på med at lade konspirationsteorien overtage den sunde fornuft og lade sølvpapirshatten glide helt ned over øjnene.

Måske de ideologiske typer på Berlingske alligevel skal passe på med lade sølvpapirshatten glide helt ned over øjnene

Selvom man måske er opvokset med et indædt had til Socialdemokratiet eller blot lider af blind hævntørst fordi en radiokanal blev lukket af VLAK-regeringen, så kræver grove beskyldninger stadig klare argumenter. Særligt hvis vi ikke ønsker den offentlige debat herhjemme forvandles til et postfaktuelt cirkus a la Trump.

Det er mere beskyldningerne end beviserne, der er hårdtslående fra Team Berlingskes førende konspirationsteoretikere.

Det handler om potentielt misbrug af  hastelove, udvidede beføjelser, sangvinsk jublen, bitterhed overfor Mette Frederiksens køn og en masse løs spekulation i eventuel kommende undertrykkelse af blandt andet ytringsfriheden. Det gennemgående argument er Socialdemokratiets ekstreme magtbegær, som Brügger øjensynligt kan se for sig: ”Fascismen er her allerede, men den venter lidt endnu, før den træder helt i karakter”.  

Det er mere beskyldningerne end beviserne, der er hårdtslående fra Team Berlingskes førende konspirationsteoretikere

Berlingskes postfaktuelle verden 

Hos Berlingskes glade gutter handler det om, hvad der muligvis kunne ske, og intet om hvad der rent faktisk sker.

Det handler om, hvad der muligvis kunne ske, og intet om hvad der rent faktisk sker

I konspirationsteoretikernes postfaktuelle univers er det ligegyldigt, at stort set alle aftaler om hjælpepakker og lovgivning  er lavet af brede politiske forlig, lynhurtige trepartsaftaler, medindflydelse til erhvervslivet, og det faktum at hastelovgivningen er blevet tilføjet en såkaldt solnedgangsklausul. Sidstnævnte tilføjer hastelovgivningen en sidste udløbsdato og sikrer at beføjelserne begrænses til håndtering af coronakrisen.

Eller det faktum, at de tiltag som regeringen laver i Danmark, til forveksling er de samme som dem Mette Frederiksens borgerlige kolleger tager i konservativt ledede lande som Østrig og Norge eller borgerlige-liberale ledede lande som Holland og Belgien.

En kværulantisk borgerlighed

Måske det siger allermest om Berlingske-skribenternes eget forhold til magten. Hvis man altså får magten, så vil det partout være umuligt ikke samtidig at udnytte den til at undertrykke andre mennesker? Måske en slags antidemokratisk freudiansk slip?

Manglende respekt for både håndgribelig fakta og for coronakrisens egentlige alvor

Det udstiller i hvert fald deres egen manglende respekt for både håndgribelig fakta og for coronakrisens egentlige alvor. Som den konservative debattør, Christian Egander Skov, der i øvrigt af selveste Berlingske har været indstillet til den højreorienterede Fonsmark-pris, skriver, så spiller højrefløjen højt spil med deres tomme anklager: ”Borgerligheden kan nemt ende med at stå som kværulantisk og splittende”.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Fakta er...
Anders Chr Hansen misforstår tydeligvis fakta.

Berlingske er med den nye direktør Krab Johansen og andre meget meget nærmest stokkonservative i værste betydning gjort, at vi ikke køber den avis mere. De finder konstant hår i suppen. De tåler ikke at et andet demokratisk valgt styre har magten. Ja der kom en hastelov, og at politikerne ikke læste den ordentlig i gennem, den fejl må de klandre dem selv for. Man kan godt skimme og nærlæse meget på 2 timer. Og hvis ellers man opfører sig fornuftigt som sundhedsmyndighederne siger, så kommer den jo ikke i brug. Utrolig Berlingske og JP ikke har angrebet håndtryk og andre tåbelige ting vedtaget under borgerligt styre. Og at B.T giver plads til underminering af Venstres nye formand via en eksformand er jo virkelig underligt.
og

Nu gør det vel ikke noget, at debatten har kant – bare det sker på en fair måde. Jeg har selv haft mulighed for at følge debatten i Berlingske, og der i denne forekommet artikler, hvor der er taget skarpt afstand fra disse skingre diktaturanklager. Der vil vel altid være folk, der har den opfattelse, at hvis de ikke selv har magten, så er det diktatur. Det må efter min opfattelse stå klart for enhver, at disse hastelove ikke gennemføres, fordi der er nogen, der kan lide dem, men fordi landet står i en helt særlig situation. Men netop regeringens handlekraft i denne situation, ser nogle som ufordelagtige, netop fordi den bevirker øget tilslutning til regeringen, fordi det store flertal netop efterspørger handlekraft, og oppositionen, som ser det samme, har set en fordel i at følge trop, og det skal de have tak for. Men selvfølgeligt er der lidt galpen i grebningen, fordi det hele ikke skal se alt for lyserødt ud. Den socialdemokratiske ledelse har lagt en enestående taktisk begavelse for dagen, og der har ingen slingren i valsen været i forhold til at tage ansvar for beslutninger, som var politiske, set i lyset af, hvad SSI og sagkundskaben i øvrigt har sagt, og som ikke altid flugtede med politikernes synspunkter. Men alt i alt har der været en hensigtsmæssig symbiose mellem sagkundskaben og det politiske lag. Jeg er af den opfattelse, at vide kredse, langt ud over de socialdemokratiske, har kunnet indse hensigtsmæssigheden i de trufne beslutninger. Landet er meget heldigt ved at have en så velfungerende regering. Andre steder i verden går det jo rent galt.

Arne det er dog noget af det mest uhyrlige og platte forsøg på at latterliggøre en alvorlig pandemi