Annonce

Slagsmål om voldtægt i Venstre

Ligestillingsminister Eva Kjer (V) går ind for at krav om samtykke skrives ind i lovgivningen, men underkendes af partiets politiske ordfører, Britt Bager, der underkendes af Løkke
Sex uden samtykke er juridisk set lig med voldtægt. Og det princip bør derfor også skrives ind i lovgivningen om voldtægt.

Det foreslog Enhedslisten – med opbakning fra Socialdemokratiet, SF, de radikale og Alternativet - i november. Mens samtlige blå partier stemte mod lovforslaget.

I sidste uge på Kvindernes Internationale Kampdag bakkede den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen overraskende op om forslaget, og i går fulgte ligestillingsminister Eva Kjer Hansen fra Venstre trop – og bakkede entydigt op om samtykke-princippet:

”Fuld opbakning til det”

"Fuld opbakning til det," sagde minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen (V) til Altinget mandag.

"Det er så dejligt. Jeg har råbt efter det længe, for jeg synes, vi mangler en bedre retsbeskyttelse af kvinder. Det er rigtig godt, at også justitsministeren nu er overbevist om det. Tallene taler for sig selv," siger Eva Kjer.

Men Venstres politiske ordfører, Britt Bager, melder nu fra et gruppemøde hos Venstre tirsdag formiddag, hvor Eva Kjer ikke deltager på grund af deltagelse i FN’s kvindekommissions session i New York, at Eva Kjer ikke har dækning for sit synspunkt i Venstres folketingsgruppe:

“Det må stå for Eva Kjers egen regning,” lyder det fra Britt Bager. Hun understreger, at det er Venstres politik at afvente Justitsministeriets arbejde.

I en kronik i Berlingske i november skrev Venstres gruppeformand Karen Ellemann, politisk ordfører Britt Bager og Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, at de er modstandere af samtykke-princippet:

"Er løsningen, at den anklagede skal bevise, at den anden person samtykkede? Det mener vi ikke, og det ville da i øvrigt være et brud på de sædvanlige regler i dansk strafferetspleje."

Men den linje har Venstre tilsyneladende forladt. Efter Folketingets spørgetid tirsdag eftermiddag understregede statsministeren Lars Løkke i al fald, at Venstre nu "er helt med på, at vi får det her bedre afspejlet i vores straffelov":

"Det rigtige er, at Straffelovsrådet nu med det her holdningsmæssige signal får kikket på de relevante bestemmelser i straffeloven, så vi får dem opdateret," lød det fra statsministeren efter Folketingets spørgetid.

Højt prioriteret af rød blok

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, udtalte sidste uge til Netavisen Pio, at flertallet bag ønsket om at indskrive samtykke-princippet i voldtægtslovgivningen, prioriterer sagen højt:

”Uden frivillighed er sex ikke sex, men derimod voldtægt. Derfor foreslår vi straffelovens definition af voldtægt ændret til fremover at være baseret på samtykke. Det her er noget vi prioriterer meget højt. Vi giver et løfte om, at vi vil ændre det her,” siger Trine Bramsen.

Opdateret kl. 15.15 med udtalelser fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet