Annonce

Små kredse tabte slag om kandidater

I en ophedet debat på Socialdemokratiets kongres, tabte de små kredse slaget mod hovedbestyrelsen om opstilling af kandidater i små kredse.
Ved behandlingen af Socialdemokratiets love havde hovedbestyrelsen fremlagt et forslag om, at hovedbestyrelsen kan indsætte en folketingskandidat, hvis kredsen har stået ledig i 6 måneder. Forslaget kom på baggrund af, at man i eksempelvis Ikast-kredsen ønsker at lade være med at opstille kandidater i deres egen kreds og i stedet ønsker at støtte en anden kandidat i storkredsen.

Anført af Ikast-Brande-kredsen ønskede en række mindre kredse at afvise forslaget. Fra de mindre kredse var argumentet især, at det i praksis var umuligt at få kandidater fra de mindre kredse valgt, og at det underminerede medlemmernes mulighed for at få indflydelse. ”Når man siger, at Sydjyllands Storkreds er gult, så kunne det jo skyldes, det her”, sagde formanden for Socialdemokratiet i Esbjerg Omegns-kredsen, der mente, at det var svært at motivere folk til at føre valgkamp, når der ikke er en realistisk chance for at få en lokal kandidat valgt.

Omvendt fremførte hovedbestyrelsen, at det koster stemmer for partiet, hvis der ikke er lokale kandidater i alle kredse. Og at man kan komme i den situation, at der ikke er kandidater nok. ”I Sjællands Storkreds har vi 12 opstillede kandidater. Vi fik 8 valgt, og to af dem var på barsel samtidig, så nummer 9 og 10 kom også ind som suppleanter”, sagde Ida Marker, der er formand for Socialdemokratiet i Region Sjælland. ”Det vil sige, vi har to kandidater, der ikke er blevet valgt. Det er altså ikke særlig mange”, sagde regionsformanden.

På talerstolen var der kun ganske få, der bakkede de små kredses forslag op. Indtrykket af den meget begrænsede opbakning til de små kredse blev bekræftet af afstemningsresultatet, der var ganske ensidigt til fordel for hovedbestyrelsens forslag. Så overbevisende, at der ikke var behov for optælling af stemmerne, men Netavisen Pio var til stede i salen og vurderer, at hovedbestyrelsens forslag fik opbakning fra omkring 90 % af de delegerede.

Forslaget vil få betydning for kredse som Ringkøbing, Fredensborg, Ikast og Struer, der enten har eller havde planlagt at lade være med at opstille kandidater for i stedet at støtte en anden kandidat i storkredsen.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet