Annonce

Socialdemokrater kritiserer accept af integrationsydelse

To socialdemokratiske folketingsmedlemmer kritiserer deres eget partis politik på udlændingeområdet og i forhold til udviklingsbistand. Regeringen krav er for voldsomme, mener de.
Tidligere fødevareminister Mette Gjerskov og folketingsmedlem Yildiz Akdogan langer i voldsomme vendinger ud efter partiledelsens beslutning om, at indgå i forhandlinger om en udlændingeaftale med regeringen mod, at partiet accepterede regeringens forslag om den ekstra lave kontanthjælpsydelse til indvandrere kaldet ”integrationsydelse”.

De to socialdemokrater er desuden utilfredse med udsigten til at stemme for en finanslov hvor der bliver skåret på udviklingsbistanden.

”Vi var så ivrige efter at gå ind i udlændingestramningerne, at vi var parate til at acceptere integrationsydelsen. Altså den nye fattigdomsydelse. Det mener jeg er at gå alt for langt. Det har været klar socialdemokratisk politik hele tiden, at der er en grænse for, hvor fattige vi vil acceptere, at danskere skal være,” siger Mette Gjerskov til Jyllandsposten.

Hun følger hendes kritik på med et indlæg på TV2s hjemmeside, hvor hun skriver:

”Vi skal ikke hoppe med på den blå vogn. Vi skal stille krav til finansloven. Fordømme besparelserne. Udpensle både det umenneskelige og det logisk forkerte i at lade verdens flygtninge sejle deres egen sø. Og derfor er det dybt bekymrende, at vi først lægger os fladt ned og accepterer udlændingestramninger som de nye fattigdomsydelser.”

Kritiske overfor besparelser af udviklingsbistanden
Mette Gjerskov synes også, at socialdemokraterne skal sige nej til besparelser på udviklingsbistanden, fordi det på sigt kan skabe flere flygtninge.

”Ønsker vi færre flygtninge? Så er der kun én metode, der virker: giv dem et håb om en fremtid i deres eget land. Og hvordan gør vi det? Udviklingsbistand. Bistand i form af humanitær hjælp i kriseområder og langsigtet udvikling i fattige lande, der potentielt kan blive nye afsenderlande for flygtninge og migranter,” skriver hun.

Mette Gjerskovs synspunkter får opbakning fra et andet af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer, Yildiz Akdogan:

”Jeg deler Mettes bekymringer, og jeg synes, det er en vigtig debat at tage. Jeg synes det er et vigtigt opråb, som vi skal tage alvorligt,” siger hun til Politiken.

Dan Jørgensen: Vi er imod integrationsydelse
Kritikken fra Mette Gjerskov om integrationsydelsen afvises dog af partiets udlændingeordfører Dan Jørgensen, der mener at kritikerne har misforstået hvad der er Socialdemokraternes position.

”Vi har ikke accepteret integrationsydelsen, og vi kom i øvrigt heller ikke med i det forlig, så hele præmissen for diskussionen er forkert. Det er vigtigt at understrege, at vi er imod integrationsydelsen,” siger han til DR og fortsætter:

”Men vi er ikke bare sådan et parti, der sætter sig hen i hjørnet med armene over kors, hvis der er noget, vi er imod. Vi søger indflydelse, og havde vi fået lov at være med for regeringen, havde vi forslag til en forbedring af situationen for flygtninge, som ellers skubbes ud i fattigdom.”

Det er første gang siden Mette Frederiksen tog over som formand, at der offentligt sættes spørgsmålstegn fra egne rækker til den førte politik. Det er en konsekvens af, at regeringens opstiller en række krav for at overhovedet at få lov til at deltage i forhandlinger med dem.

På udlændingeområdet skulle socialdemokraterne acceptere integrationsydelsen og for at få adgang til politiforliget, skal socialdemokraterne acceptere en række besparelser på uddannelsesområdet. Også selv om der i forvejen er et blåt flertal for dem. Det er altså ikke sådan at Socialdemokraterne kan afværge dem ved at sige nej. Det er således rent symbolsk fra regeringens side, for at skabe situationer som denne.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet