Ved folketingsvalget den 22. november 1966 går Socialistisk Folkeparti 10 mandater frem. Dermed er der for første gang rent ”rødt” flertal i Folketinget, idet Socialdemokratiet og SF med støtte fra nordatlantiske mandater har flertal.

Ganske vist har Socialdemokratiet haft regeringsmagten i hovedparten af tiden de foregående 40 år, men det har altid været med støtte fra Radikale Venstre. Nu kan en socialdemokratisk regering for første gang baseres helt uden afhængighed af et borgerligt parti.

Valgresultatet modtages dog ikke med lige stor begejstring alle steder i Socialdemokratiet. Især blandt den ældre generation ses der med stor skepsis på SF og partiets formand Aksel Larsen, der gennem tre årtier var formand for Danmarks Kommunistiske Parti og blandt andet forsvarede Stalin under 30’ernes store terror i Moskva.

Under valgkampen har statsminister Jens Otto Krag da også afvist at basere regeringen på SF-støtte. Alligevel er der nu enighed i Socialdemokratiet om, at et samarbejde med SF skal forsøges. Gruppeformand Per Hækkerup taler om, at SF skal ”under ansvarets åg”. Forelagt sine udtalelser fra valgkampen om ikke at samarbejde med SF svarer Krag med de famøse ord om, at ”man har et standpunkt, til man tager et nyt, ikke sandt?”.

Resultatet bliver en socialdemokratisk mindretalsregering med SF som parlamentarisk grundlag. Samarbejdet bliver døbt det ”Det røde kabinet”, men bliver ingen stor succes. Det tager hårdt på SF at være ”under ansvarets åg”, og efter kun et år bryder samarbejdet sammen, da SF’s gruppe bliver sprængt på spørgsmålet om indgreb i løndannelsen.

Samtidig rykker Radikale Venstre, Venstre og Konservative tættere sammen. Krag må udskrive folketingsvalg til januar 1968, hvor Socialdemokratiet taber 7 og SF 9 mandater. I stedet danner VKR regering med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister.