Det er den 5. maj 1872. Trods politiets advarsler er tusindvis af arbejdere er mødt op på Nørre Fælles ved København for at vise deres solidaritet med de strejkende murersvende. Men de er ikke alene. Både politiet og garderhusarregimentet er også til stede, og på et givet tidspunkt trækker de knipler og sabler og går løs på folkemængden.

Tre dage tidligere har Louis Pio som formand for Den Internationale Arbejderforening for Danmark i avisen Socialisten under overskriften ”Maalet er fuldt” opfordret til demonstration på Nørre Fælles for at støtte de københavnske murersvende, der strejkede for at opnå kortere arbejdstid.

Det københavnske borgerskab lider på dette tidspunkt af ”socialistforskrækkelse” i kølvandet på arbejderopstanden i Paris året forinden, og politiet forsøger derfor at forhindre demonstrationen. Der udstedes et forbud mod socialisternes møder, og natten til den 5. maj arresteres Louis Pio sammen med sine to nærmeste medarbejdere, Harald Brix og Paul Geleff.

Mange arbejdere vælger alligevel at møde på Fælleden. Trods angrebet fra politi og husarer trækker de sig ikke tilbage, men vælger tværtimod at gå til modangreb med sten, knytnæveslag og sågar snustobak. ”Slaget på Fælleden” bølger frem og tilbage i flere timer, og først langt ud på eftermiddagen lykkes det statsmagten at ryde Nørre Fælled. Trods de hårde kampe bliver ingen dræbt, men der er mange hårdt sårede på begge sider.

På kort sigt får slaget store konsekvenser for arbejderbevægelsen. Den Internationale Arbejderforening for Danmark forbydes, og Pio, Brix og Geleff idømmes lange fængselsstraffe. På længere sigt bliver slaget en central del af arbejdsbevægelsen mytologi og symbolet på den undertrykkelse fra statsmagtens side, som arbejderbevægelsen var udsat for i sine unge dage.