Den 30. august 1978 præsenterer Anker Jørgensen sin nye regering. For første og eneste gang er der ikke tale om en ren socialdemokratisk regering, men om en koalitionsregering med Venstre. Venstre-formand Henning Christophersen er udenrigsminister, og den garvede venstremand Anders Andersen, indtager posten som økonomiminister.

Dagen før er et hovedbestyrelsesmøde i Socialdemokratiet, der skulle give den endelige blåstempling af regeringssamarbejdet, endt i kaos. LO-formand Thomas Nielsen undsiger åbent den nye regering, og også i folketingsgruppen er der mange kritiske røster. De rækker helt ind i regeringen, hvor arbejdsminister Svend Auken erklærer, at han kun fortsætter på sin post, fordi LO ønsker det.

Anker Jørgensen ønsker med regeringssamarbejde at bryde det politiske dødvande. Efter jordskredsvalget i 1973 er den parlamentariske situation ustabil samtidig med, at den økonomiske krise gør det nødvendigt at gennemføre markante indgreb. Anker Jørgensen håber, at et samarbejde med det store borgerlige parti vil give den nødvendige stabilitet til at få økonomien på ret kurs.

Samarbejdet giver dog ikke de ønskede resultater. Venstre ønsker en stram indkomstpolitik, så lønningerne stiger i et lavere tempo end planlagt. Det skal forbedre konkurrenceevnen og dermed mindske udlandsgælden. Der er langt ind i Socialdemokratiet forståelse for behovet for en stram indkomstpolitik, men LO siger fra. LO’s pris for indkomstpolitik er økonomisk demokrati (ØD), hvor en del af virksomhedernes overskud betales ind til en central, fagforeningskontrolleret fond. Det nægter Venstre at gå med til. Dermed er situationen fastlåst.

I oktober 1979, godt et år efter dannelsen, siger Venstre stop og trækker sig ud af regeringen. Også finansminister Knud Heinesen siger stop og udtaler i den forbindelse de berømte ord om, at vi har kurs mod afgrunden.