Socialrådgiverdrama i bedste sendetid

Tv-serien 'Ulven kommer' er et underholdende og et tæt på realistisk portræt af hverdagen som socialrådgiver.
Foto: DR
Socialrådgiverdramaet Ulven kommer.
DR Drama har præsteret serien ’Ulven kommer’ på et politisk sprængfarligt tidspunkt.

Vi står lige nu i den usædvanlige situation, at udsatte børn er blevet storpolitik – med et regeringsudspil lige om hjørnet - og jeg kan mærke en lidt nervøs krilleren i maven over, hvilken vinkel de lægger på mit fag som socialrådgiver.

Socialrådgiverarbejdet i familieafdelingerne er noget de færreste kender, og for hr. og fru Danmark kan en serie som denne, nemt blive den primære kilde til viden og potentielt flytte holdninger. Og samtidig, er jeg vildt totalt begejstret over, at det vildt spændende arbejde, som socialrådgivere laver hver dag, bliver vist i bedste sendetid.

Tydelig tristhed og ensomhed

I 'Ulven kommer' møder vi 14-årige Holly (spillet af den tidligere MGP-vinder Flora Ofelia), som bor med sin mor Dea, sin stedfar Simon og lillebror Theo.

Allerede fra afsnittets start er hendes tristhed og ensomhed tydelig. Hun ser sin mor have sex med stedfaren for åben dør og om morgenen efter kysser de som to teenagere, mens Holly sidder ved morgenbordet og mister lysten til sin morgenmad.

Forældrenes ageren er i sig selv til den lidt til den grænseløse side, men det er ikke i nærheden af det, vi finder ud af, at hun har skrevet stil om i skolen. Da hun møder til undervisning, fortæller hendes lærer, at han har underrettet kommunen, på grund af hendes eksplicitte beskrivelser af grov vold.

En rigtig ”lone rider”

Serien introducerer så den garvede socialrådgiver Lars (Spillet af Bjarne Henriksen). Jeg kan med det samme godt lide ham, som han kommer kørende i en kaotisk bil til høj rockmusik.

Jeg tror aldrig, at jeg har mødt en socialrådgiver som ham - og slet ikke i familieafdelingerne, der typisk er bemandede af 25-årige kvinder, men han giver noget kant til serien.

Kant får det også af, at han hele dagen igennem arbejder alene. På trods af de sløje arbejdsforhold, som mange socialrådgivere har, har jeg dog aldrig oplevet, at man tog alene ud til en akut børnesamtale om overgreb.

Holly fortæller, at det hun har skrevet, er sandt, og alle socialrådgiveralarmklokkerne ringer, da Lars også får at vide, at lillebror Theo er en utilpas dreng, der er så urolig, at han tit får skæld ud og er bagud i skolen. Desuden har han brækket armen, fordi han angiveligt er faldet.

Dette bliver så krydret med, at familien er flyttet fire gange inden for otte år og stedfaren har to voldsdomme bag sig.

Det leder til, at Lars beder sin chef om, at de ringer til formanden for børne og ungeudvalget for at få tilladelse til at akutanbringe børnene. Han gør det, fordi mor Dea er totalt benægtende, og ikke vil tage børnene med et andet sted hen, mens de undersøger stedfaren. Lars vurderer, at børnene er i overhængende fare.

Ikke virkelighed, men tæt på

Man må sige, at Lars har en overordentligt hektisk dag, med alle de møder han når.

I virkelighedens verden ville socialrådgiveren nok have talt noget længere med moderen, for at få hende til at forstå situationen, og jeg tror ikke, at en leder i en familieafdeling ville have godkendt en akutanbringelse på det grundlag.

Men jeg synes, den ret fint skitserer det kæmpe dilemma, som børnesocialrådgiverne står i hver dag. Man ved ikke, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, og man må arbejde med de faresignaler, man ser.

Jeg synes, at der er rigtigt udmærket skuespil hele vejen igennem, og jeg følte mig godt underholdt. Uroen i maven dæmper sig også undervejs, da serien har rimeligt styr på fakta om anbringelsesprocesserne.

Lige nu glæder jeg mig til næste søndag. Den klare fornemmelse, som serien efterlader er, at pigen lyver, men også, at der er en anden historie, som vi som seere ikke kender endnu.  

 

’Ulven Kommer’. Instruktør: Pernille Fischer Christensen. Hovedforfatter: Maja Juul Larsen. Medvirkende: Bjarne Henriksen, Flora Ofelia Lindahl, Peter Plaugborg, Christine Albeck Børge og Noah Storm Otto. Otte afsnit. 55 minutter. Kan ses på DR og dr.dk.

Ditte Brøndum er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.


Kommentarer fra Facebook

Annonce