Annonce

Sofie Carstens afløser: ”Vi ville have haft en ligegyldig rolle”

De Radikale ville have haft det meget svært i en regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, mener Stinus Lindgreen, som er vendt tilbage til Folketinget.
Foto: Privat
Stinus Lindgreen er vendt tilbage til Folketinget.
Stinus Lindgreen fra De Radikale har gjort comeback i Folketinget for De Radikale.

Han blev først dømt ude efter valget i november 2022, på trods af fremgang i de personlige stemmetal, for derefter at komme ind alligevel, da tidligere formand Sofie Carsten Nielsen forlod politik for få uger siden til fordel for et job i Dansk Industri.

Så hvordan er det at komme tilbage på et afbud? 

Det og meget andet har Netavisen Pio taget en snak med Stinus Lindgreen om.  

Ingen overraskelse

Det kom ikke som nogen overraskelse for Stinus Lindgreen, at Sofie Carsten Nielsen endte med at trække sig fra politik.

Jeg havde på fornemmelsen, at det nok var den vej, det ville gå

De Radikale blev omtrent halveret ved valget, og Sofie Carsten Nielsen fik selv et dårligt valg.

”Jeg havde på fornemmelsen, at det nok var den vej, det ville gå. Derfor har jeg også sagt nej tak til de jobtilbud, som jeg har fået det seneste halve år, fordi jeg ikke ville sige ja til noget, for så at sige op igen kort tid efter. Så jeg havde en aftale med mig selv om, at jeg ville give det noget tid og se hvad der skete,” fortæller Stinus Lindgreen.

Han fik først at vide, at han som suppleant skulle ind og afløse Sofie Carsten Nielsen aftenen forinden nyheden om hendes afgang kom ud.

Har indhentet barsel

Stinus Lindgreen har fire børn og har efter en intens periode sidst han var i Folketinget, som var præget af coronapandemien, brugt det seneste halve år på at indhente en del barsel.

Det har været sundt lige at se Christiansborg-politikken udefra i en periode.

Jeg tror faktisk, det var meget lærerigt

”Jeg har siddet og fulgt med i politik udefra og tænkt, “hold nu op et cirkus inde på Christiansborg”. Jeg tror faktisk, det var meget lærerigt at se, hvordan man egentlig opfatter politik, når man ikke har adgang til alle de interne drøftelser,” lyder det fra det 42-årige folketingsmedlem.

Næsten i regering

De Radikale var i lang tid med i regeringsforhandlingerne, men endte med at springe fra i 11. time.

Ifølge Stinus Lindgreen så skyldtes det, at den rolle som partiet ville få i en regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ville byde på en masse tæsk og meget lidt radikal politik.

Vi ville blive tromlet og samtidig skulle stå på mål for en hel masse ting

”Vi ville have haft en ligegyldig rolle, fordi de andre partier havde flertal uden os. Vi ville blive tromlet og samtidig skulle stå på mål for en hel masse ting. Det tror jeg ikke ville været noget godt sted at stå,” lyder det fra Lindgreen.

Radikales forklaringsproblemer

De Radikale fik et dårligt valg - også dårligere end partiet havde forventet.

Partiet lykkedes ikke med at forklare tydeligt, hvorfor de trak støtten til Mette Frederiksen, nærmest i slow motion, for derefter at pege på hende som statsminister igen, lyder forklaringen fra Stinus Lindgreen.

”Argumentet for at vælte regeringen var, at vi ikke længere havde tillid til en etparti-regering. Det er vigtigt at få med, at det kunne have været en hvilket som helst etparti-regering,” siger han og fortsætter:

”Der er mange informationer, der går tabt og spørgsmål, som ikke bliver stillet, når man ikke har den dynamik, der vil være, når der sidder flere partier rundt om bordet.” 

Derfor skulle vi have en flerpartiregering

“Det er min klare overbevisning, og det er også det, jeg synes minkkommissionen pegede på. Derfor skulle vi have en flerpartiregering, ikke en flertalsregering, det har aldrig været vores ambition, men en flerpartiregering kan noget andet.”

Hvis det havde stået soleklart, så tror Stinus Lindgreen, at partiets valgresultat var gået anderledes - og bedre - end det gjorde.

Upopulære beslutninger

Nu hvor Stinus Lindgreen indgår i en folketingsgruppe med kun syv medlemmer, har han en lang række ordførerskaber blandt andet for psykiatri, sundhed, transport og digitalisering.

Det er alle sammen områder, som Lindgreen glæder sig til at arbejde med.

”Det er som om, at bare fordi noget er upopulært, så er det rigtige at gør

SVM-regeringen har på kort tid gjort sig bemærket som en regering, der ikke er bange for at tage beslutninger selvom de er upopulære, hverken i Folketinget og hos befolkningen.

Men det er som om, at der er opstået en underlig diskurs på den baggrund, mener Lindgreen.

”Det er som om, at bare fordi noget er upopulært, så er det rigtige at gøre. Det er jo ikke en kobling. Hverken den ene eller den anden vej. Det er heller ikke sådan, at populære beslutninger per automatik er rigtige.”

Magtfuldkomne Mette

Magtfuldkommen var et ord, som kom på alles læber under den forrige socialdemokratiske regering i kølvandet på især håndteringen af coronapandemien og minksagen.

Men det begreb er ikke passende, mener Stinus Lindgreen.

”Kritikken af den foregående regering gik meget på, at den var magtfuldkommen. At Mette Frederiksen var magtfuldkommen. Og det er jo interessant i al den stund, at hun jo dengang hele tiden var nødt til at gå ud og finde et flertal hos enten opposition eller støttepartier,” siger Stinus Lindgreen.

Man skal bare passe på, at man ikke gør præcis det, som man kritiserede den tidligere regering for

Hvis man endelig skal tale om magtfuldkommenhed, så ser Stinus Lindgren en større risiko for det med den nuværende SVM-regerings flertal.

”Nu har vi en regering, der kan gå hen og agere magtfuldkomment, hvis det er det, den vil. Man skal bare passe på, at man ikke gør præcis det, som man kritiserede den tidligere regering for.”

Alligevel optimist

Stinus Lindgreen har været skuffet over den måde som SVM-regeringen her i de første måneder har forvaltet dens flertal.

”I starten syntes jeg, lidt karikeret sagt, at regeringen havde holdningen “hvorfor skal vi lytte til jer? Vi har flertal”,’” siger Stinus Lindgreen - blandt andet med henvisning til kravet om et ja til afskaffelsen af store bededag som fridag som adgangsbillet til forsvarsforhandlingerne.

Der er nogle dynamikker, som lige skal falde på plads

”Hvis man skal være i mindretal før man vil lytte til en opposition, så har vi et problem. Ikke at det er imod grundloven eller andet. Men det er en parlamentarisk problematisk tilgang til, hvordan demokratiet fungerer, mener han.

Han har dog bemærket en lidt mindre hård linje hos regeringen på det seneste. En stil som han håber fortsætter efter sommerferien.

”Men jeg synes så også, at der har været en vis opblødning hos nogen (i regeringen, red.). Der er nogle dynamikker, som lige skal falde på plads. Så kan vi snart sidde lidt i sommersolen og tænke lidt over, hvordan vi synes, det skal fungere,” slutter Stinus Lindgreen.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Velkommen tilbage Stinus Lindgren, jeg er sikker på du vil gøre en forskel.

Uanset om de Radikale er i regering eller ej, er de pt. et ligegyldigt parti. De har forspildt deres chance mange år fremover.

Stinus Lindgreen er ikke så meget radikal at det gør noget!

Mangen folketingstale har vist at manden kommer af folket og ved hvor skoen trykker!

Politik tager tid og Stinus er en tålmodig mand med lyst til indsigt og viden før de alvorlige beslutninger træffes.

Dansk politik har i høj grad brug for en mand af Lindgreens kaliber!

Altid saglig, lyttende og eftertænksom!

Hans politiske tæft kommer med tiden!

Som udviklingen hos en Poul Schlüter!

Troen på menneskeheden og de positive viljer præger Lindgreens taler!

Viden, samfundsindsigt og en positiv og åben tilgang til sine medmennesker!

Stinus er vejen frem når Mette, Lars, Ellemann, Pia og Vanopslagh alle har været prøvet!

Poul Schlüter 2.0 der venter på at tidens urvisere peger på ham!

Stinus er ikke så meget radikal at det gør noget!

Som politiker nåede Poul Schlüter mere end de fleste.
I 19 år var han formand for Det Konservative Folkeparti, mens han i 1982 blev den første og hidtil eneste statsminister fra partiet.
En stilling, Poul Schlüter holdt så godt fast i, at han selv i dag er den længst siddende på posten siden Anden Verdenskrig. Ti år og 137 dage blev det til som landets politiske overhoved.

Og hvornår åben en filial Kolding by og også kommune ? Jeg skal spørge fra en ven.. Jeg kan ikke lide, Radikale, LA, NB og Alternativet. Det Er Op Ad Bakke. En basic borger der vil resultater. Vilkår/forhold gode grundskolen/Folkeskole og grp. ældre. 🙂 Jan H.