Men det nyvalgte folketingsmedlem for Socialdemokratiet går faktisk ydmygt til opgaven. Det slår hun fast over for Netavisen Pio i denne artikel i serien ’Ny på tinge´.
”Jeg har en enorm ydmyghed over for, at vælgerne har tildelt mig en plads i Folketinget. Det gik for alvor op for mig, at det var virkelighed, da jeg var ind for at underskrive Grundloven. Man skal aldrig glemme, hvorfor man sidder der, og for hvem man sidder der,” siger folketingsdebutanten og fortsætter:
”Når man er helt ny, skal man jo også sikre, at den samtale man havde med vælgerne under valgkampen, ikke forstummer, blot fordi man nu er kommet ind på Christiansborg.”
Maria Durhuus har en baggrund som sygeplejerske og har været godt omkring i sundhedssystemet og psykiatrien.
Hun har oplevet, hvor presset systemet er, og hun mener, at politikerne efterhånden er nødt til at tage en tung beslutning.
”Jeg har brugt de sidste tre år i socialpsykiatrien, og jeg kan klart sige at vi er nødt til at bruge flere ressourcer her på udvikling i de kommende år,” siger Maria Durhuus.
Vi er jo tre sygeplejersker i den socialdemokratiske gruppe
For det nu tidligere byrådsmedlem i Hvidovre Kommune på den københavnske vestegn, er det vigtigt at tage sin sygeplejerske-faglighed med ind på Christiansborg.
”For mig er det også en måde at give den del af samfundet en stemme og prøve at tage den hverdagserfaring, jeg har med ind på Christiansborg.
“Vi er jo tre sygeplejersker i den socialdemokratiske gruppe (foruden hende også fungerende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og nyvalgte Mathilde Powers, red.), og der er heldigvis også sygeplejersker i andre partier. Og jeg tror, at vi bringer et aktuelt billede af hverdagen ind på Christiansborg. Det, tror jeg, er meget vigtigt,” siger Maria Durhuus.
Hun har selv arbejdet i hjemmeplejen før den, med Durhuus’ egne ord, blev for præget af administrative opgaver og tidstyranni, som tager fokus fra medarbejdernes sundhedsfaglighed.
”Jeg har arbejdet i den gamle hjemmepleje. Og jeg vil bare sige, at det, der er vilkårene i dag, det ville jeg ikke engang selv som sygeplejerske kunne overleve i 37 timer om ugen,” siger Maria Durhuus.
Jeg skal sige farvel til mit arbejde, og jeg skal ud af byrådsgruppen, og det er også vemodigt
Som nyvalgt medlem af Folketinget er det ikke Maria Durhuus, der sidder med i de igangværende og langstrakte regeringsforhandlinger. Uvidenheden om, hvad der foregår i forhandlingslokalet, er næsten en helt rar ting.
”Lige nu afventer vi jo, hvad der kommer til at ske. Men det er en dejlig tid til lige at få lov at lande. For der er jo også et liv før det her, som skal afvikles. Jeg skal sige farvel til mit arbejde, og jeg skal ud af byrådsgruppen, og det er også vemodigt,” siger Durhuus.
Jeg håber, at man lander en regering, hvor alle er villige til at smøge ærmerne op
Hun håber, at den kommende regering er villig til at begrave stridsøksen og trække i arbejdstøjet.
”Jeg håber, at man lander en regering, hvor alle er villige til at smøge ærmerne op og gøre det, som er bedst for Danmark. Og at vi så kan lægge alle beskyldninger væk og begynde at lave politik for danskernes hverdag. For det er danskernes hverdag, der skal være vores fokus,” lyder det fra Maria Durhuus.
Netavisen Pio bringer den kommende tid en række portrætter af nyvalgte folketingsmedlemmer fra begge sider af folketingssalen under temaet ’Ny på tinge’.
Kommentarer
Til lykke til den nye S MF er, sygeplejeske og kendskab til socialpsykiatrien det lyder rigtig fint. Og klart man er ydmyg, det bør man også være. Så ingen skæld ud for det tværtimod.