Annonce

Sophie Hæstorp vil være formand for regionerne

Socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen går nu efter den mest magtfulde post i det danske sundhedsvæsen.
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) går efter at overtage posten som formand for Danske Regioner efter regionsvalget 21. november 2017. Det siger hun til Dagens Medicin.

Formandsposten bliver nemlig ledig, eftersom nuværende formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), ikke genopstiller.

"Jeg vil være en formand, der skaber åbenhed, transparens og kommer i dialog med vores store medarbejderorganisationer. Det, der er forskel på at være formand for en region og det at stå i spidsen for Danske Regioner, er, at man har indflydelse på de mange forhandlinger, der foregår," siger Sophie Hæstorp til Dagens Medicin.

42-årige Sophie Hæstorp har været regionsrådsformand i Region Hovedstaden siden 2014, hvor hun afløste Vibeke Storm Rasmussen. Sophie Hæstorp Andersen har desuden i to omgange været medlem af Folketinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2006.

Ikke eneste kandidat
Sophie Hæstorp Andersen skal dog i første omgang genvinde formandsposten i regionsrådet, hvis hun vil gøre sig forhåbninger om at indtage den mest magtfulde post i det danske sundhedsvæsen. Og selv hvis hun genvinder formandsposten, så kræver det også at hun kan få flertal i Danske Regioner.

Og her er den socialdemokratiske regionsrådsformand ikke den eneste, der har meldt sig ind i kampen om formandsposten. Også Region Syddanmarks regionsrådsformand Stephanie Lose (V) meddelte i sidste uge, at hun også gerne vil være formand for regionerne.

Heller ikke hendes kandidatur er sikkert. For selv om 34-årige umiddelbart er favorit, så skal hun også lige igennem et valg i skyggen af Carl Holst-skandalerne i et område hvor Dansk Folkeparti ved sidste folketingsvalg fik et rigtigt godt valg.

Hvem af de to der i sidste ende, ender med at vinde formandsposten afgøres af hvem der vinder formandsposterne i de tre øvrige regioner. Siden regionerne blev indført, er Region Sjælland den hidtil eneste hvor magten er skiftet, da Venstre i 2013 tog formandsposten fra Socialdemokratiet.

Bedre betalt end statsministeren
Udover den store indflydelse på det danske sundhedsvæsen, er der også mere jordnære og materialistiske grunde til at stræbe efter den eftertragtede post.

Den udløser nemlig et ekstra vederlag til indehaveren på 457.596 kroner om året – de penge skal i øvrigt lægges oven i det vederlag som en formandspost i regionsrådet allerede udløser og som, fra 1. januar næste år, udgør 1.085.284 kroner.

Med diverse bestyrelsesposter er Bent Hansen landets højest lønnede politiker og tjener mere end selv statsministeren.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet