Stop de gule snyltere: De ødelægger den danske model

De gule fagforretninger snylter på den danske arbejdsmarkedsmodel og det mest groteske er, at danske skatteydere er med til at betale for det.
De sælger billige kontingenter i den forretning de påstår er en fagforening, men gule forretninger som Krifa, Ase og Det Faglige Hus er intet andet end organiseret skruebrækkervirksomhed, der er med til at forhindre gode løn- og arbejdsvilkår.

Det Faglige Hus netop i gang med at organisere deres såkaldte medlemmer til at agere skruebrækkere

Mens fagforeninger som BUPL, FOA og Dansk Sygeplejeråd forbereder sig på en kommende konflikt, så er Krifa, Ase og Det Faglige Hus netop i gang med at organisere deres såkaldte medlemmer til at agere skruebrækkere, hvis forhandlingerne ender med at bryde sammen og offentlige arbejdspladser bliver ramt af konflikt.

Det afslørede de selv i sidste uge, da blandt andet ASE udsendte en skruebrækkerguide til medlemmerne, der handlede om at gøre det meget klart for arbejdsgiverne, at medlemmet var villig til at påtage sig strejkeramt arbejde. Lignende beskeder er sendt ud fra de andre gule organisationer.

Fjern fradraget for de gule
De gule fagforretninger snylter på den danske arbejdsmarkedsmodel og det mest groteske er, at danske skatteydere er med til at betale for det. Medlemmerne af de gule forretninger kan nemlig også trække noget af kontingentet fra i skat, selvom der langt fra er tale om medlemskab af en fagforening.

Krifa: Vi fortæller dem, at de ikke kan strejke, men at det overenskomstresultat, der nu bliver forhandlet, også vil gælde dem

De betaler ikke for at være en del af den danske model, de forsøger aktivt at bryde med aftale systemet og de har endda intet problem med at indrømme det. Således udtalte Søren Fibiger Olsen, fra Kristelig Fagbevægelse (Krifa) til TV2, at de både fortæller medlemmerne at de ikke skal strejke, men at resultaterne fra en eventuel konflikt skam også kommer de gule til gavn: ”Vi fortæller dem, at de ikke kan strejke, men at det overenskomstresultat, der nu bliver forhandlet, også vil gælde dem” udtaler han. Det er jo en ren tilståelseserklæring.

Du har et ansvar for at sige fra
De gule forretninger er voldsomt aggressive i deres markedsføring. Radioreklamer der forsøger at udstille den organiserende fagbevægelse, insisterende facere i shoppingcentre og ved trafikknudepunkter og online markedsføring der ikke er til at slippe af med. Deres markedsføringsstrategi må mødes med et modsvar fra rigtige fagforeningsmedlemmer.

Deres markedsføringsstrategi må mødes med et modsvar fra rigtige fagforeningsmedlemmer.

Vi er nødt til at tale om medlemskab af fagforeningen i frokoststuen. De der tillader sig at melde sig ind i gule forretninger for at nasse på andres resultater skal have klar besked om, hvordan de aktivt er med til at ødelægge den danske model og lønmodtagernes styrke på arbejdsmarkedet. I sidste ende handler det om at forsvare de resultater der er hentet hjem og sikre, at lønmodtagerne også i fremtiden står stærkt overfor arbejdsgiverne. Det er uanset om der er tale om det offentlige eller private arbejdsmarked.

Alexander Grandt, er Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Odense syd. 

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.

 

Alexander Grandt er folketingskandidat for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Annonce