Svært at være fagforening i fredstid

Mens den faglige indsats på metrobyggeriet er en historisk succes, så viser en faldende organiseringsprocent i mønstervirksomheden SELI, hvor vedholdende indsatsen skal være. Prisen for at hvile på laurbærrene falder prompte. 
Fagbevægelsens kæledægge-virksomhed på metrobyggeriet er uden tvivl SELI. Det var den første, der accepterede fagforeninger, den første, der accepterede valg af tillidsrepræsentanter og den der altid var villig til at hyre fyrede fagforeningsaktivister, der var blevet smidt på porten i andre virksomheder.

Som forfatter og jord- og betonarbejder Jakob Mathiasen skriver i 3Fs evalueringsrapport ’Gennembruddet’ om den faglige indsats på metroen: ”SELI er uden sammenligning den virksomhed på Cityringen, der har haft det mest positive organisationsforløb”.

Overenskomsten bliver overholdt, men hvad får du så ud af at stå i fagforening?

Gevinsten falder og medlemmer forsvinder
Selvom SELI lige fra starten var den gode dreng i klassen, så er det faktisk også her, at det først begynder at gå galt, og den positive organiseringshistorie afløses af en negativ. Mens antallet af medlemmer stiger eksponentielt frem til andet kvartal af 2015, så knækker kurver herfra og medlemstallet falder.

SELI 2

Ifølge Jakob Mathiasen er forklaringen manglende fokus og ihærdighed: ”Når de får stadig færre organiserede i SELI, så skyldes det manglende resultater. Overenskomsten bliver overholdt, det er ikke længere til debat, men hvad får du så ud af at stå i fagforening? De vil ganske enkelt vide, hvad de får ud af de 600 kroner, som de betaler hver måned til fagforeningen. De er faktisk blevet skide sure på fagforeningen og 3F. Da jeg lavede min rapport, var der pludselig ingen, der ville tale med mig, fordi jeg kom fra 3F.”

Hvor er de røde faner?
Forvandlingen fra helt til skurk kan ske meget hurtigt på en byggeplads. Det er i hvert fald erfaringen fra Jakob Mathiasen, når har forklarer, hvad der gik galt med SELI.

”Jeg snakkede med en af de italienske arbejdere, der straks gik på google og viste en masse billeder af de røde faner og en masse aktivisme i hans italienske fagforening. Han ville vide, hvorfor 3F ikke gjorde noget tilsvarende og hvorfor man ikke kæmpede mere for ham. Der manglende helt simpelt en forklaring på, hvad fagforeninger laver og hvad man kan bruge dem til.”

arbejde-i-skaktenI stedet for at gøre jobbet færdigt og fastholde medlemmerne, der hvor der er succes, så glimrer fagforeningerne, ifølge den hurtigt snakkende jord- og betonarbejder Jakob Mathiasen, typisk ved ikke at have en langsigtet strategi for medlemsfastholdelse i fredstid.

Vi rykker altid bare videre til de næste de ballademagere

”Vi rykker altid bare videre til de næste de ballademagere. Der mangler en mobiliseringsstrategi. Vi bliver nødt til at italesætte, at vi uden det enkeltes medlems aktive deltagelse ikke kan løse opgaverne og fastholde vores successer. Vi er nødt til at forklare, at de 600 kroner mere er et kontingent end et indkøb af en varer. I den forbindelse tror jeg også, at de ansatte i fagforeningerne har en uheldig tendens til at ville løse problemerne for folk, frem for at lære dem at løse problemerne selv”, en pointe som Netavisen Pio også tidligere har beskrevet.

Fagbevægelse på hælene
Den faglige indsats på Metrobyggeriet var på trods af SELI en gigantisk succes. Spørgsmålet er bare, hvordan man lærer at fastholde successen, får brugt erfaringerne på andre byggeprojekter og træffer de beslutninger, der kan ruste fagbevægelsen til fremtidige udfordringer.

Der er ikke overskud i fagbevægelsen til at tage de strategiske beslutninger

”Over alt er fagbevægelsen jo på hælene. De skal jo prøve at lære og tænke nyt, mens de går baglæns. Der er ikke overskud i fagbevægelsen til faktisk at tage de meget strategiske beslutninger. Hvis man siger, at der indenfor rammen skal afsættes flere penge til tolke og organisering til polakkerne, så skal man jo skære servicen til de danske medlemmer.”

Sådan beskriver Jakob Mathiasen det strategiske vakuum, som store af fagbevægelse ifølge ham befinder sig i. Presset er i dag en grundlæggende forudsætning for den faglige indsats:

”Det kan virke som en belejring. Hvor, hvis der er et gennembrud i forsvarsværket på en front, så er de andre fronter så svage, at de slet ikke har mulighed for at komme til hjælp. Der er ikke nogen, der kan tage den strategiske beslutning om, at vi skal investere ressourcerne herovre, fordi alle er så pressede, at det ikke kan lade sig gøre. ”

Netavisen Pio afdækker over fire artikler successen med at organisere den udenlandske arbejdskraft på Metrobyggeriet i København. Læs de to første her: Miraklet i Metroen og Kvinden bag metroens organiseringssucces

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook