Annonce

SVM vil gøre fertilitetshjælp til barn nummer to gratis. Men overborgmester slår skår i baby-glæden

Sophie Hæstorp Andersen (S) minder om, at Venstre tilbage i 2010 var med til at indføre brugerbetaling for fertilitetsbehandling
Foto: Københavns Kommune, Folketinget/Steen Brogaard og Folketinget/Marie Hald
Sophie Hæstorp Andersen (S), Sophie Løhde (V) og Jan E. Jørgensen (V) - Fotografik: Anders Bredsdorff
“I Venstre ønsker vi, at flere danskere skal have deres ønskebørn. Nu gør vi det muligt for danskere at få hjælp til barn nr. 2 – præcis som vi sagde inden valget.”

Sådan skriver Venstre i et opslag på det sociale medie X - med henvisning til, at SVM-regeringen, som nævnt af statsminister Mette Frederiksen (S) i nytårstalen 1. januar, også vil gøre fertilitetshjælpen fra det offentlige til barn nummer to gratis.

I opslaget siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en tilhørende video, at rigtig mange danskere i dag har svært ved at få børn, og at de derfor har brug for hjælp til at skabe den familie, “de drømmer om”:

“Derfor er vi i Venstre optagede af at skabe bedre muligheder for de danskere, som har behov for at komme i fertilitetsbehandling.”

Sophie Løhde fortsætter:

“Nu styrker vi fertilitetsbehandlingen yderligere, så familier også kan få hjælp til barn nummer to. Vi ønsker i Venstre, at flere danskere får deres ønskebørn.”

placeholder

 

Venstre-medlem af Folketinget Jan E. Jørgensen følger op på det glade V-budskab ved at fortælle om sin og konens personlige erfaringer med fertilitetsbehandling:

vi måtte selv betale for lillebror

“Vi måtte gennem fertilitetsbehandling, før vi kunne få vores to dejlige børn. Og vi måtte selv betale for lillebror. Det slipper fremtidens forældre for - det er jeg simpelthen så glad for og stolt over.”

Jan E. Jørgensen illustrerer sit opslag med et foto af ham med sine to små børn.

placeholder

 

Det er så her den socialdemokratiske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen synes det kammer over for Venstre.

I en kommentar til Jan E. Jørgensens opslag minder hun således om, at Lars Løkke Rasmussens VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti tilbage i 2010 indførte brugerbetaling for fertilitetsbehandling og stoppede for offentlig hjælp til barn nummer to:

det var Løkke-regeringen som sammen med DF i 2010 indførte brugerbetaling

“Jeg er også rigtig glad på alle familiers vegne. Men håber du også husker, at det var Løkke-regeringen som sammen med DF i 2010 indførte brugerbetaling på fertilitetsbehandling og afskaffede muligheden for at få barn nummer to.”

V-folketingsmedlem: “Det var en kæmpe fejl”

Den svada fra overborgmesteren får - noget usædvanligt - Venstre-folketingsmedlemmet til at erkende, at nedskæringen af fertilitetshjælpen under VK-regeringen “var en kæmpe fejl”: 

“Det var en kæmpe fejl, som heldigvis blev rettet op igen. Jeg kan godt skyde skylden på DF, men naturligvis må en regering stå på mål for den samlede finanslov. Det var noget af det første, jeg brokkede mig over som nyvalgt MF’er i 2011.”

Det var noget af det første, jeg brokkede mig over som nyvalgt MF’er i 2011

Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, der også er partiets sundhedsordfører, glæder sig i et opslag på X over, at familier, der har svært ved at få børn, nu har udsigt til øget fertilitetshjælp fra det offentlige, inklusive hjælp til barn nummer to:

“Nu kan endnu flere skabe den familie, de drømmer om. Som mor er jeg glad for at at vi nu kommer til at hjælpe barnløse par endnu mere. For udover at give op til dobbelt så mange behandlingsforsøg ved fertilitetsbehandling kommer vi også til at tilbyde hjælp til barn nummer 2.”

Monika Rubin nævner i den forbindelse ikke - som i slet ikke, at det faktisk ikke mindst var Moderaternes stifter og formand, Lars Løkke Rasmussen, der som statsminister tilbage i 2010 bærer hovedansvaret for, at VK-regeringen indførte brugerbetaling for fertilitetshjælp og afskaffede hjælpen til barn nummer to.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når Sophie Hæstorp Andersen så gerne vil grave i fortiden, så var det under hendes ledelse af Region Hovedstaden at 1813 gik i sort.
Hun har ikke noget at lade andre høre!
.

Eksperter på området udtaler at det er de højtlønnede der får mest gavn af tilbuddet.
Selvfølgelig ægte socialdemokratisk politik.
Det rimelige vil være, at HVIS man skal have tilskud, skal man være under 35 år, ellers er man lidt selvforskyldt i problemet, og må selv til lommerne.

Tillykke med loven, til dem der har svært ved at få børn.
Når det så er sagt, var det så ikke bedre at finde ud af hvorfor folk har svært ved at få børn?
Mit gæt er at det skyldes alle de kemikalier der hældes i vore fødevarer.
Her tænker jeg ikke økologi ind, men alle de tilsætningsstoffer der er i fødevarerne for at forlænge holdbarhed!

Julle, du har fat i noget.
Vi behandler og behandler, i stedet for at forebygge.
På den måde vil sygehusvæsenet kun blive dyrere og dyrere år for år.
.

Jamen, er det ikke dét, landspolitikere gør?
Først ødelægger de noget, for så kan de efterfølgende bruge ååår på at rette op på det igen.
På den måde holder de i årevis sig selv og hinanden på gavmild indkomst i form af gavmildt vederlag, gavmild fryns, skattefrie tillæg, gratis transport med fly, vandflyver, tog og taxa.

Novo Nordisk tjener milliarder på at affede folk efter McDonald har tjent milliarder på at fede dem op. Regeringen vil betale skattekroner for at fertilitetsbehandler ufrugtbare par, som har indtaget kemikalier og homoner i en grad, så de ikke længere kan blive gravide på naturlig vis.

Jo, markedet redder hele verden.

Om senest 100 år står mennesket tilbage på en død planet som resultat af markedet og en ureguleret kapitalisme.

Super.

I stedet for at gøre fertilitetshjælp gratis for barn nr. to, skulle man afskaffe den nuværende hjælp til fertilitetsbehandling. Det er ikke en sygdom at man ikke kan få børn, man kan sagtens havde et godt liv uden børn. Man kan jo også forvente at de børn der kommer til verden efter fertilitetsbehandling selv får brug for dette, når de engang ønsker at få børn p.g.a. evt. arvelige gener.
Danmark vil jo gerne være et foregangsland når det gælder løsning af "klimakrisen" og en stor del af årsagen til den menneskelige påvirkning af klimaet er overbefolkning så hvis man i Danmark føder færre børn er man med til at begrænse befolkningstilvæksten og kan så påvirke andre lande at gøre det samme.
Jordens befolkning er i dag mere end tredoblet fra 2,5 milliarder i 1950 til over 8 milliarder i dag, en tredobling på 70 år. Det kan ikke fortsætte, hvis man ikke vil opbruge jordens resurser inden for en nær fremtid.