I går faldt en ny erhvervsaftale på plads mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Aftalen sænker blandt andet afgifterne på øl, sodavand og alkoholsodavand. Og skal man tro Finansministeriets regnemodel, så er den form for afgiftsnedsættelser guf for det danske samfund, idet både arbejdsudbuddet og væksten stiger.

Omvendt har det ikke nogen negative effekter, når politikere vælger at skære ned på udgifter til daginstitutioner, skoler, hospitaler eller veje og broer. Penge til den fælles velfærd har nemlig ingen gavnlige effekter på vækst og beskæftigelse. Det gør med andre ord ingen forskel, om man bruger én milliard kroner på uddannelse, eller man graver pengene ned i et stort hul.

Det fortæller Lars Andersen, direktør i AE-Rådet, der mandag morgen har inviteret i morgenmøde i LO-bygningen på Islands Brygge for at fortælle om den store skævhed, der ligger i, at penge brugt på lavere skat ifølge Finansministeriet giver vækst og arbejdspladser, mens penge brugt på velfærd og uddannelse ikke gør.

Ned med afgifterne på usunde fødevare
Et svar, som Finansministeriet sidste år sendte til det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaard, indkapsler Lars Andersens pointe. Svaret viser, at det vil gavne vækst og beskæftigelse at sænke de danske afgifter på tobak og alkohol ned til EU’s minimumskrav. Omvendt vil der slet ikke være nogen negative konsekvenser af at skære ned på sundhedsvæsnet for at finansiere afgiftsnedsættelse.

Det koster umiddelbart 5,1 milliarder kroner at nedsætte afgifterne til EU’s minimumskrav. Indregner man dynamiske effekter, blandt andet at arbejdsudbuddet stiger med 900 personer, hvilket igen giver flere skatteindtægter, så lander regningen på 3,4 milliarder kroner.

Kilde: Finansministeriet

Når arbejdsudbuddet stiger som følge af lavere afgifter på øl og tobak, så skyldes det, at Finansministeriet omregner lavere afgifter til en reallønsfremgang: ”Det handler ikke om, at vi kører mindre til Tyskland for at handle ind. Det handler alene om, at man omregner lavere afgifter til en reallønfremgang, der giver os lyst til at arbejde mere”, forklarer Lars Andersen.

Da Finansministeriet ikke indregner nogen negative konsekvenser af at skære 3,4 milliarder kroner på sundhedsområdet, eksempelvis at folk kan komme til at stå længere tid på venteliste og derfor kommer senere tilbage på arbejdsmarkedet, så er det altså en god forretning for samfundet at sænke afgifter på usunde fødevare og finansiere det ved at skære på sundhedsområdet!

Store gevinster i bedre veje
I samme svar fra Finansministeriet finder man også et andet eksempel, som Lars Andersen ynder at fremdrage, nemlig i forhold til registreringsafgiften på biler, som netop er blevet sat ned for tredje år i træk. Sænker man eksempelvis registreringsafgiften med 5,3 milliarder kroner, vil de 3,3 milliarder kroner komme tilbage i statskassen takket været ’dynamiske effekter’, blandt andet fordi der sker en stigning i arbejdsudbuddet på cirka 3.000 personer.

Derimod har Finansministeriet ikke noget bud på, hvad konsekvensen vil være, hvis man finansierer forslaget med at skære ned på Vejdirektoratets midler til at vedligeholde de danske veje. ”Så billigere biler får os til at arbejde mere. Men det er fuldstændig ligegyldigt, om der er nogle veje, vi kan køre på”, lyder det fra Lars Andersen.

Det vil AE-Rådet lave om på. Derfor udgav tænketanken i sidste måned publikationen ”Uddannelse, infrastruktur og børnepasning skaber velstand”, som regner på de positive effekter af, at det offentlige investerer i børn, unge og infrastruktur.

Særligt i forhold til infrastruktur kom AE-Rådet, på baggrund af allerede tilgængelige data, frem til, at der er samfundsøkonomiske gevinster forbundet med milliardstore investeringer i motorveje i Jylland. Blandt andet kom AE-Rådet frem til, at opførelsen af en midtjysk motorvej har en såkaldt selvfinansieringsgrad på 151 procent.

Det vil sige, at for hver gang staten bruger 100 kroner på at bygge og vedligeholde motorvejen, kommer der 151 kroner tilbage i kassen i form af eksempelvis mere skattebetaling. ”Her ligger vi tæt på noget, der kan omsættes til egentlige regneregler”, mener Lars Andersen.

Penge til forskning i dynamiske effekter
Det er nemlig ikke nok at slå fast, at eksempelvis daginstitutioner kan være med at sikre et højere arbejdsudbud. Man er nødt til at omregne til det, Lars Andersen kalder ”hård valuta” – det vil sige vide helt konkret, hvor meget ekstra arbejdsudbud man får ud af at investere eksempelvis én milliard ekstra. Det bliver yderligere kompliceret af, at mange af pengene til den nære velfærd fordeles lokalt i kommunerne, som kan vælge at bruge pengene på forskellige måder.

Netop manglen på sikker viden er årsagen til, at Finansministeriet indtil nu har afvist at indregne effekten af offentligt forbrug. Men måske er der snart ny viden parat. Med aftalen om fordeling af forskningsreserven for 2018 for to uger siden blev det nemlig besluttet, at afsætte 12 millioner kroner til at ”belyse samfundsøkonomiske og adfærdsmæssige effekter af offentlige velfærdsinvesteringer”, som det hedder i aftalen.

”Det er lidt skræmmende, at vi bruger så mange penge på samfundsvidenskabelig forskning, men samtidig ved så lidt om det her”, mener Lars Andersen. Han opfordrer til, at de 12 millioner bruges målrettet på det, han kalder anvendt forskning, der kan lede frem til konkrete regneregler, og ikke spredes ud på mange forskellige projekter.