Thatcher var sin tids største debattør, og kastede sig ind med iver og engagement i de fleste diskussioner. Derfor er den eneste måde at ære Thatcher på efter hendes død at blive ved med at diskutere hendes holdninger og filosofi.

Det hører til almindelig god opdragelse, at man taler pænt om de døde. Det gælder også Margarat Thatcher, der tidligere i dag afgik ved døden i en alder af 87. Uanset hvad man mener om hende, så er der grund til at respektere den tidligere britiske konservative premierminister for flere ting. For det første må man have respekt for, at hun i et bundkonservativt Storbritannien formåede at blive den første kvindelige premierminister i landets historie - og måske endda én af de stærkeste. For det andet fortjener det respekt og beundring, at hun i en tid, hvor politik i stadig større omfang domineres af meningsmålinger og fokusgrupper, troede på sin ideologiske overbevisning og gjorde hvad hun kunne for at fremme den. Hun stod fast selv når befolkningen, eksperterne og endda hendes egne partifæller var imod hende. Og det havde hun succes med.

Thatcher var sin tids største debattør, og kastede sig ind med iver og engagement i de fleste diskussioner. Derfor er den eneste måde at ære Thatcher på efter hendes død at blive ved med at diskutere hendes holdninger og filosofi. Som hun selv sagde, så ”To me, consensus seems to be the process of abandoning all beliefs, principles, values and policies. So it is something in which no one believes and to which no one objects”.

Thatcher brugte den 'hårde medicin' til at tøjle inflationen på samme måde som Merkel og resten af Europas højrefløj i dag anvender samme medicin til at tackle statsunderskuddene.

Jeg tilhører langt fra fanbasen, men må erkende at Thatcher er en af de politikere, der har haft størst betydning i Europa i de sidste 30 år. Store dele af hendes filosofi er i dag allemandseje. Derfor skal hendes arv og politik også i dag udfordres, mere end nogensinde.

Thatcher havde en blind tro på monetarismen og senere nyliberalismen. Forbillederne var Hayek og Friedman. Det førte til en katastrofal politik, som egentlig havde til hensigt at styre inflationen, men som fik store konsekvenser. Arbejdsløsheden mangedobledes; statens ejendomme blev blindt privatiseret; hundredetusindevis af industriarbejdspladser forsvandt; uligheden steg brat, og da Thatcher forlod regeringsposten levede 28 procent af de britiske børn under fattigdomsgrænsen. Politikken var katastrofal.

Thatcher brugte den 'hårde medicin' til at tøjle inflationen på samme måde som den tyske kansler Angela Merkel og resten af Europas højrefløj i dag anvender samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af Vorherre.

Da Thatcher engang blev spurgt, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved fattigdommen, lød det korte og kontante svar ”Ingenting. De fattige stemmer ikke på mig”.

Thatcherismen har et direkte medansvar for finanskrakket i 2008 og den finansielle krise, vi i dag står midt i. Sammen med den amerikanske præsident Ronald Reagan gik de forrest med at deregulere finanssektoren, der sidenhen har udviklet sig til det monster, vi i dag forsøger at tæmme.

I 1986 gennemførte hun en lang række reformer af den britiske finanssektor, kendt som 'Big Bang', hvor man fra den ene dag til den anden fjernede store dele af den lovgivning, der begrænsede finanssektorens aktiviteter.

Det blev herefter den almindelige visdom, at styringen af økonomien bedst var overladt til markedskræfterne alene. I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Thatcher ødelagde den britiske velfærdsstat igennem dybe og uigennemtænkte besparelser, hvor uddannelsessystemet blev udsultet og det britiske sundhedsvæsen blev forringet. Resultaterne så man blandt andet i en eksploderende kriminalitet. Der blev rundhåndet delt skattelettelser ud til de rigeste i samfundet. Da Thatcher engang blev spurgt, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved fattigdommen, lød det korte og kontante svar ”Ingenting. De fattige stemmer ikke på mig”.

Når højrefløjen hylder hende som en frihedskæmper er det værd at mindes på, at hun gav blind støtte til apartheidregimet i Sydafrika i 80'erne. Hun modsatte sig verdenssamfundets sanktioner og fordømmelse mod De Klerks adskillelsespolitik af hvide og sorte.

De svageste havde dog en stærk stemme – fagbevægelsen. Derfor kastede hun sig ud i en destruktiv og ødelæggende politik mod den britiske fagbevægelse. Sympatistrejker blev forbudt ved lov, hun begrænsede konfliktretten, og hun tog et opgør med de kollektive overenskomster. Logikken var, at hvis man kunne begrænse fagforeningernes magt, så kunne virksomhedernes profit blive større. Desværre forvandlede det også det britiske samfund fra ét af de mest lige i Europa til ét af de mest ulige.

Når højrefløjen hylder hende som en frihedskæmper er det værd at mindes på, at hun gav blind støtte til apartheidregimet i Sydafrika i 80'erne. Hun modsatte sig verdenssamfundets sanktioner og fordømmelse mod den sydafrikanske præsident De Klerks adskillelsespolitik af hvide og sorte. Derudover gav hun åbent støtte til Pinochets diktatur i Chile og hun koblede den britiske ulandsbistand med våbenhandel.

Thatcher var en dame med holdninger, mod og ideer. Hun elskede den politiske kamp og debat. Derfor fortjener hun, at vi diskuterer hende og hendes politiske idéer – også i dag. Os, der ikke bryder os om hendes politik, må derfor også minde hinanden om, at politikken skabte ulighed, et uddannelsesefterslæb, massiv arbejdsløshed og en blind tro på markedskræfterne. For når sandheden skal frem, så vandt Thatcher faktisk idékampen og kom til at dominere den politiske konsensus i mere end tredive år.

Som hun selv sagde:”Economics are the method; the object is to change the heart and soul”. Vi på venstrefløjen må gøre det samme i dag.