Annonce

Tivoli vil fyre op mod 440 ansatte

Formanden for 3F København ærgrer sig: "Jeg synes godt Tivoli kunne have set tiden lidt an, før man melder så drastisk ud."
Tivoli varsler fyringer af op mod 440 ansatte. En melding, der ærgrer formanden for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen.

"Det er en meget barsk udmelding, som også overrasker mig en del," siger John Ekebjærg-Jakobsen til Netavisen Pio. Han synes Tivolis ledelse handler overilet. I stedet burde Tivoli have set tiden lidt an:

Hvem siger, at folk fra Hamborg, Hannover, Berlin, Køln, Frankfurt og Oslo ikke lægger vejen forbi Tivoli

"Jeg synes godt Tivoli kunne have set tiden lidt an, før man melder så drastisk ud. Hvem siger, at folk fra Hamborg, Hannover, Berlin, Køln, Frankfurt og Oslo ikke lægger vejen forbi Tivoli? Hvem siger, at danskere fra hele landet ikke lægger vejen forbi Tivoli? Hvem siger, det ikke bliver lidt som med sommerhusene ved Jyllands vestkyst, hvor situationen den ene uge så håbløs ud, men kort tid efter var det lige modsat: Sommerhusene blev på rekordtid udlejet sommeren igennem, så det nu er svært at støve et ledigt sommerhus opbooket op sommeren igennem."

Ekebjærg-Jakobsen synes man skulle satse på at præsentere Tivoli bedst muligt:

“Tivoli bør satse på at præsentere den bedste udgave af Tivoli. Jeg har svært ved at se, at det kan være en særlig god ide, at præsentere et skrabet Tivoli," understreger John Ekebjærg-Jakobsen.

3F København er nu i kontakt med Tivolis ledelse. Partnerne mødes næste uge for at forhandle antallet af afskedigelser. Her håber John Ekebjærg-Jakobsen på, at Tivoli vil respektere de erfaringer, medarbejderne har, og at 3F kan få forhandlet aftaler om uddannelse frem for fyringer hjem. Han håber også på at hale aftaler hjem om, at fyrede tilbydes job igen, når arbejdet igen er der.”

"Situationen er alvorlig for Tivoli"

440 ansatte svarer til omkring 20 procent af alle medarbejdere i Tivoli.

Tivoli åbnede mandag efter at have udsat forårets åbning med to måneder. Tivoli forventer i løbet af sommeren færre gæster end normalt. For sommeren bliver uden store koncerter, og der er plads til færre gæster i forlystelserne og på restauranterne.

Samtidig vil der langtfra komme lige så mange udenlandske turister til København, vurderer formanden for Tivolis bestyrelse, Tom Knutzen:

“Situationen er alvorlig for Tivoli. Vi kigger ind i et 2020, hvor Tivolis gæstetal og omsætning er stærkt præget af, at der kommer langt færre udenlandske turister til København på grund af grænselukningen og restriktionerne for overnatning i Hovedstaden.”

Bestyrelsesformanden forventer, at krisen “rækker ind i de kommende år”:

Derfor er det nødvendigt for Tivoli at foretage ændringer i organisationen for at nedbringe lønomkostningerne

“Dette ser ud til også at række ind i de kommende år. Derfor er det nødvendigt for Tivoli at foretage ændringer i organisationen for at nedbringe lønomkostningerne og dermed genskabe en bæredygtig forretning.”

I Tivoli organiserer 3F blandt andet kontrollører, rengøringsmedarbejdere, gartnere, restaurant-ansatte, og de der står og betjener de kørende forlystelser. Andre faggrupper er administrativt personale og elektrikere.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mette Frederiksen er den bedste statsminister
Danmark har haft siden Harald Blåtand