Annonce

Travlt til det sidste: Trumps folk sælger benådninger til højestbydende

Velhavende mennesker betaler store beløb til Trump-rådgivere for at få præsidenten til at slå en streg over deres forbrydelser
Flere amerikanske medier kan fortælle om, hvordan folk tæt på Donald Trump sælger adgang til præsidenten til velhavende folk, som på den ene eller anden måde er kommet på kant med loven, og som godt kunne bruge en præsidentiel benådning.

Præsidenten har ifølge forfatningen ret til at benåde folk eller forkorte deres fængselsstraf.

Ifølge avisen New York Times har blandt andet en søn af en tidligere senator, grundlæggeren af hjemmesiden Silk Road, som bruges til blandt andet narkotikahandel og flere andre, søgt om benådning.

En forlomme til eliten

Der er ingen prisliste på, hvad en benådning koster. Men avisen kan fortælle, at en tidligere Trump-rådgiver tog 50.000 dollars for at skabe kontakt, og 50.000 i bonus for at skaffe en benådning til en tidligere CIA-medarbejder, der er dømt for at lække hemmelighedsstemplet materiale. Det svarer til godt en halv millioner kroner.

Dermed slipper rige mennesker, og folk med kontakterne i orden, uden om det officielle system for benådninger som det amerikanske justitsministerium står for. Her er der jurister ansat til at gennemgå folk sager og vurdere om, det giver mening med en benådning eller en mildere straf.

Præsidenten kan benåde dem, han har lyst til

Og det er netop det, at velhavende mennesker kommer uretmæssigt foran i køen, der vækker kritik.

Donald Trump har dog retten på sin side. Præsidenten kan benåde dem, han har lyst til - og vil formentlig også gøre det i løbet af de næste par dage. CNN melder om at omkring 100 i alt.

Et af de helt store spørgsmål er dog, om Donald Trump vil benåde nogle af de mennesker, der lige nu sidder anklaget for stormen på Kongressen tidligere på måneden. Dermed fjerner man noget af risikoen for, hvad der nu kunne komme frem i en retssag om forbindelser mellem de anklagede og Trump-lejren.

Slipper ikke for rigsret

Men det vil også sende et meget mystisk signal fra en præsident, der forleden tog kraftigt afstand fra handlingerne og sagde, at de involverede skulle retsforfølges. Men det vil jo ikke være første gang i Donald Trumps tid som præsident, at forklaringerne er blevet skiftet undervejs.

Flere medier har også spekuleret i, om Donald Trump, som har nogle retssager som vedrører sin forretning hængende over hovedet i det civile liv, ville kunne tænkes at udstede benådninger til ham selv. Andre spekulerer på om børnene, Don Jr., Eric og Ivanka, kunne være på listen.

Vil ikke være første gang i Donald Trumps tid som præsident, at forklaringerne er blevet skiftet undervejs

Der er en juridisk diskussion om, hvor meget en benådning kan dække over. Men én ting er de fleste eksperter enige om: Donald Trump kan ikke benåde sig selv for rigsrets-processen - det står ret udtrykkeligt i forfatningen.

Ikke ulovligt

Praksis med at sælge benådninger for store pengebeløb er ikke ny. Den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton benådede en håndfuld mennesker, der havde doneret store beløb til hans valgkampagne, i de sidste dage af sin tid som præsident.

Der er ikke rigtigt nogen regler for benådninger, og derfor er det, Donald Trump gør, ikke ulovligt, ligesom det ikke er ulovligt for de benådningssøgende at betale lobbyister for at få adgang til præsidenten.

Udover de mange benådninger, så vil Donald Trump bruge de sidste af sine timer som præsident på at få offentliggjort flere dokumenter om Rusland.

Donald Trump har også brugt de sidste uger af sin præsidenttid på at uddele medaljer - Presidential Medal of Freedom - til sportsfolk og politiske venner og allierede, som blandt andet kongresmedlemmerne Jim Jordan og Devin Nunes, som var hans politiske bodyguards under den første rigsretssag.

Donald Trump har indtil onsdag middag til at udføre sine gerninger. Det er det tidspunkt, hvor demokraten Joe Biden tages i ed som præsident, og Donald Trump vil returnere til en status som “private citizen".

Donald Trump har allerede annonceret, at han ikke vil være der til at overvære indsættelsen.


 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet