Annonce

Trods rosende ord er flere forbund tilbageholdende med direkte støtte til FH-formandskandidat 

Vigtige spillere forholder sig afventende, mens fagbevægelsens fungerende formand, Morten Skov Christiansen, melder sit formandskandidatur ud.
Foto: Jan Kjærgaard/Netavisen Pio
Morten Skov Christiansen, formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation
Morten Skov Christiansen meldte søndag ud på sin Facebook-profil, at han stiller op som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som afholder ekstraordinær kongres den 7. september.

Endnu har ingen af de store forbund givet deres støtte direkte til Morten Skov Christiansen, men flere udtaler sig om ham i positive vendinger.

Det fineste man kan blive

Morten Skov Christiansen har siden Lizette Risgaards tumultariske afgang været fungerende formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

På sin Facebook-profil skriver han: “Efter mange gode samtaler med kolleger og familie har jeg besluttet mig for at stille op som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation til den ekstraordinære kongres den 7. september.”

Jeg er flasket op med, at det fineste man kan blive, det er tillidsvalgt af kollegerne

“Jeg er flasket op med, at det fineste man kan blive, det er tillidsvalgt af kollegerne. Derfor er det også med en kolossal ydmyghed, at jeg stiller mig til rådighed for den fagbevægelse, som jeg elsker,” tilføjer han.

Venter på baglandet 

I kølvandet på Morten Skov Christiansens udmelding om, at han stiller op som FH-formand, har en række fagbosser udtalt sig positivt om ham.

Til DR kalder forkvinde for pædagogernes fagforbund, BUPL, Elisa Rimpler, Morten Skov Christiansen for et “lyttende menneske”, som hun har stor tiltro til, mens formand for fagforbundet FOA, Mona Striib, giver udtryk for, at hun mener, Morten Skov er et godt bud.

Også forbundsformand for HK, Anja C. Jensen, som spillede en aktiv rolle i Lizette Risgaards fratræden, udtrykker sig positivt om Morten Skov Christiansen: 

“Det er i sidste ende hovedbestyrelsen, der bestemmer det. Men jeg er ret begejstret for, hvordan han har håndteret denne her krise på” siger hun til DR.

Både Elisa Rimpler, Mona Striib og Anja C. Jensen understreger dog, at emnet om hvem den næste FH-formand skal være en diskussion, som skal tages med baglandet. De vil derfor ikke på nuværende tidspunkt beslutte, hvem de støtter som FH-formand.

Stilhed fra forbund og mulig udfordrer

Hverken 3F, Dansk Metal eller Henrik W. Petersen fra Blik - og Rørarbejderforbundet har udtalt sig om Morten Skov Christiansens formandskab.

I forløbet efter Lizette Risgaards afgang har mange peget på Henrik W. Petersen, som en mulig kandidat til formandsposten for FH.  

Uanset om det bliver Henrik W. Petersen eller Morten Skov Christiansen, så bliver det en person, som kommer fra den gamle hovedorganisation, LO.

FH er en sammenlægning af hovedorganisationerne LO og FTF. Skellet mellem de to gamle hovedorganisationer kan have betydning for, hvem forbundene har lyst til at støtte.

En måde at udligne magtfordelingen mellem de to gamle hovedorganisationer på kan være at give en næstformandspost til et FTF-forbund.

Foreløbigt er stemningen afventende, da de tunge spillere skal tjekke, hvad deres baglande mener om Morten Skov Christiansen som FH-formand og se, om der kommer flere kandidater eller om Morten Skov Christiansen bliver den eneste opstillede til posten.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"... tilbageholdende med direkte støtte til FH-formandskandidat ..."

tjaaa, mon det skyldes hans manglende evne til at svare på spørgsmål?

Hørte ham i DRs 'P1 Morgen' idag, 14/8.
https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2023-08-14 'Morten Skov Christiansen stiller op til formandsvalg i FH'

Morten Skov får nok at se til ,hvis han skal udfylde Lizettes plads. Bortset fra hendes venlige klap
har hun jo været en god formand for FH.