Annonce

V-profil skal i retten, LTF-bande opløst ved dom og manglende skattekontrol

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til fredagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, hvor vi dagligt samler en lille håndfuld af døgnets væsentligste eller mest interessante nyheder, som vi ellers ikke har dækket. I dag med flere historier som omhandler retssale, både en tidligere minister der skal vidne og en historisk byretsdom, ministerier der får massiv kritik og meget andet.

Tak fordi du læser med.

 

Tidligere forsvarsminister skal vidne i Højesteret om Irak

For første gang skal en ansvarlig minister under vidneansvar fortælle, hvad regeringen i 2004 vidste om danske soldaters håndtering af fanger i Irak. Det skriver Politiken.

Det sker, når daværende forsvarsminister Søren Gade (V) skal vidne i sagen i Højesteret.

Sagen omhandler Danmarks tilstedeværelse i Irak. Her blev en gruppe irakiske bønder i 2004 taget til fange under det, der hed "Operation Green Desert", som var en danskledet militæroperation.

Irakerne blev taget til fange i det sydlige Irak og overleveret til irakiske styrker, hvor de blev mishandlet.

Tidligere har Forsvarsministeriet afvist, at Søren Gade skulle vidne, fordi man mente, at det ikke kom sagen ved. Søren Gade er i dag medlem af EU-Parlamentet.

Læs hele historien her.

 

Minister øjner opløsning af flere bander efter LTF-dom

Vi bliver i retsvæsnet, hvor Københavns Byret i dag fældede dom om, at banden Loyal to Familia er en forening, der virker ved vold, og den derfor kan opløses efter Grundloven.

Sagen er anket, men justitsminister Nick Hækkerup (S) er ovenud tilfreds med, at Københavns Byret har fastslået, at LTF skal opløses.

”Jeg er meget tilfreds med, at byretten er enig med anklagemyndigheden i, at Loyal to Familia skal opløses, fordi vi som samfund skal forsvare os mod de her dybt kriminelle bander,” siger han til Ritzau.

LTF har som sagt anket dommen på stedet, men hvis den i sidste ende står ved magt, vil justitsministeren se på, om andre lignende bander også skal forsøges opløst.

Kun to gange tidligere har en domstol opløst en forening i Danmark. Første gang var i 1874, da Den Internationale Arbejderforening – en forløber til Socialdemokratiet - blev opløst, fordi man anså den for at have et samfundsomstyrtende formål.

Anden gang var i 1924, da foreningen Nekkab blev forbudt. Foreningen var et samlingspunkt for blandt andre homoseksuelle, og den var forbudt dengang.

Læs hele historien her.

 

Tre ministerier får kritik for manglende hvidvaskindsats

Statsrevisorerne kritiserer på baggrund af kritisk beretning fra Rigsrevisionen tre ministerier, Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og særligt Justitsministeriet, for deres indsats på hvidvaskområdet.

Statsrevisorerne mener ikke, at ministerierne effektivt har levet op til hvidvasklovens formål om at forhindre kriminelle i at misbruge danske virksomheder og det finansielle system til hvidvask og finansiering af terrorisme.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er enig i kritikken og lover bod og bedring.

”Statsrevisorenes kritik bekræfter billedet af, at den samlede indsats mod hvidvask og terrorfinansiering simpelthen ikke har været god nok. Derfor er der også sket en styrkelse af SØIK, ligesom regeringen for nylig har oprettet et nyt forum, hvor myndighederne skal udveksle oplysninger om de her sager. Men vi må erkende, at det langt fra er nok. Derfor har jeg tidligere sagt, at der er brug for en reform af indsatsen mod den økonomiske kriminalitet, og det handler også om at se på, om der er de rette ressourcer. Alt det vil være et centralt tema under de kommende forhandlinger om politiets og anklagemyndighedens økonomi,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Justitsministeren har inviteret Folketingets partier til et politisk forløb om politiets og anklagemyndighedens økonomi, der er startet i januar, som skal munde ud i en ny aftale.

Læs hele historien her.

 

Nyt råd skal give socialt udsatte stærkere stemme

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har fredag udpeget nye medlemmer af Rådet for Socialt Udsatte, der rådgiver regeringen om socialpolitik i forhold til de allermest socialt udsatte.

”Hjemløse, mennesker i misbrug og andre socialt udsatte i Danmark får i dag en stærkere stemme.

Det nyudpegede Rådet For Socialt Udsatte skal arbejde på en ny måde, med to faste bruger- og praktikerpaneler.

Samtidig får det nye råd til opgave at gentænke Rådets opgave og arbejdsform. Rådet skal således de næste to år skrive et nyt kommissorium som erstatning for det kommissorium, der har været gældende, siden Anders Fogh Rasmussens regering oprettede rådet i 2002,” skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Den nye formand for rådet bliver Vibe Klarup, som i parentes bemærket var en af dem som Netavisen Pio pegede på kunne være i spil til en ministerpost, som er direktør for Hjem til Alle-alliancen og som tidligere har været formand for Frivilligerådet, som også rådgiver skiftende regeringer om socialpolitik.

De øvrige medlemmer af Rådet for Socialt Udsatte er:

  • David Adrian Pedersen, formand for De Anbragtes Vilkår (næstformand)
  • Kira West, forstander for Reden København og formand for Region Hovedstadens udsatteråd
  • Majbrit Berlau, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
  • Heinz Wolf, chefkonsulent og leder af varmestue i Kirkens Korshær
  • Cliff Kaltoft, sekretariatschef for Landsforeningen af VæreSteder (LVS)
  • Nina Brünés, faglig konsulent for Region Hovedstadens socialsygeplejerskeordning
  • Christina Strauss, formand for SAND - de hjemløses landsorganisation
  • Kristian Würtz (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune

Læs mere her.

 

Skat tjekker færre virksomheder

I 2018 nåede Skats kontrolfolk ud til under 2,5 pct. af alle danske virksomheder, og det er ny bundrekord. Trods de færre besøg hiver kontrolindsatsen flere penge hjem til statskassen, og det får et af regeringens støttepartier til at frygte massiv stigning i snyd og svindel. Det skriver A4medier.

Det nyt svar fra Skatteministeriet til Folketingets Skatteudvalg viser, at kun 2,4 procent af alle danske virksomheder blev kontrolleret af skattemyndighederne i 2018 - et fald på 0,3 procentpoint svarende til mere end 1.800 virksomheder i forhold til året før.

”Det er jo efterhånden kun en latterlig lille del af firmaerne, der bliver kontrolleret. Og når vi ved, at det i bedste fald er hver tiende virksomhed, der bevidst snyder og fusker, kan jeg ikke lade være med at tænke, at den manglende kontrol betyder, at vi går glip af milliarder af skattekroner hvert år, siger Enhedslistens skatteordfører Rune Lund til A4 Arbejdsliv.

Partiet foreslår, at der skal ansættes 1.000 nye medarbejdere til skattekontrollen, hvoraf størstedelen skal tilgå virksomhedskontrol.

Læs hele historien her.

 

Statsminister møder præsident

Vi slutter i Det Hellige Land, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) fortsat er på besøg for at markere Holocaust. I dag mødtes hun med Israels præsident Reuven Rivlin.

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet