Annonce

Valg i Sverige: Sejre til udbrydere og sygehuspartier

Svenskerne skulle ikke blot sammensætte et nyt parlament. Søndag var der også valg til de svenske kommuner og regioner.
Svenskerne skulle ved søndagens valg ikke bare sammensætte en ny rigsdag. Der var også samtidig valg til landets 290 kommuner og 21 regioner (landsting).

Og selv om man skulle tro, at de tre valg ville blive blandet sammen, så er der markante forskelle på resultaterne.

Stockholm på vippen
I den svenske hovedstad Stockholm sad den socialdemokratiske borgmester Karin Wanngård på magten med en koalition af Miljøpartiet, Venstrepartiet og Feministisk Initiativ i ryggen.

På grund af tilbagegang for Miljøpartiet har hun mistet sit flertal. Den rød-grønne-rosa koalition fik 48 mandater, mens den borgerlige blok fik 45, på trods af tilbagegang til Moderaterne.

Det betyder, at Sverigedemokraterne nu sidder på de otte afgørende mandater.

Udbryder sejrede i Göteborg
I Sveriges næststørste by Göteborg smeltede Moderaterne helt sammen.

... den siddende borgmester, socialdemokraten Ann-Sofie Hermansson, fik kun opbakning fra 20 procent

En lokalliste, Demokraterne, med et tidligere medlem af Moderaterne i spidsen, fik 17 procent af stemmerne.

Det gik altså ud over hans gamle partifæller i Moderaterne, som gik fra 22 til 14 procent.

Der er nu lagt op til lidt af et konstitueringsdrama, for den siddende borgmester, socialdemokraten Ann-Sofie Hermansson, fik kun opbakning fra 20 procent.

Sverigedemokraterne slog til i Skåne
Mens Sverigedemokraterne underpræsterede på landsplan og ikke kom i nærheden af de 20-30 procent, som partiledelsen havde drømt højt om, så fik partiet et godt valg i Skåne.

I Hörby, en lille by i det centrale Skåne, fik Sverigedemokraterne 35,4 procent

Partiet blev det største i mindst 19 ud af regionens 31 kommuner. I Hörby, en lille by i det centrale Skåne, fik partiet 35,4 procent af stemmerne. Spørgsmålet er, om partiet nu kan veksle de mange stemmer til borgmesterposter?

Sygehusparti vandt i nord
I Sveriges nordligste region, Nordbotten, ser Socialdemokraterne ud til at have mistet magten efter 84 år i spidsen.

Sygehuspartiet kan sammenlignes lidt med Fælleslisten

Landstingsvalget blev nemlig vundet af Norrbotten Sjukvårdparti, Sygehuspartiet, der fik 35 procent af stemmerne. Partiet er gået til valg imod centraliseringen og lukningen af lokale sygehuse. I minebyen Kiruna fik Sygehuspartiet 70 procent af stemmerne. Det skete samtidig med, at vælgerne gjorde Socialdemokraterne til det største parti i Riksdagen med 41,9 procent af stemmerne.

Sygehuspartiet kan sammenlignes lidt med Fælleslisten, der stillede op ved regionsvalget i Region Midtjylland i protest mod nedlæggelsen af sygehuset i Holstebro.

Kristendemokrater sejrede i danskerkommune
I Markaryd, som ligger lige på grænsen mellem Skåne og Småland, ejes 6 ud af 10 fritidshuse af udlændinge – hovedsageligt danskere. En af dem er statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Her fik det lille parti Kristdemokraterne, som fik 4,6 procent af stemmerne til rigsdagsvalget, hele 39,4 procent af stemmerne til kommunalvalget. Det skyldes ikke mindst lokal opbakning til partiets populære borgmester Bengt Germundsson, der dermed formentlig kan fortsætte.

Markaryd er i øvrigt venskabskommune med den danske kommune Ballerup, som tidligere havde feriekoloni i byen.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet