Velfærden overlever kun, hvis eliten tager størstedelen af klimaregningen

De unges klimakrav risikerer at smadre velfærden, hvis vi ikke holder fast i det solidariske princip om, at de stærkeste skuldre skal bære de største byrder.
Foto: Colourbox
Det startede med en individuel protestaktion, hvor skoleeleven Greta Thunberg satte sig foran den svenske Rigsdag i Stockholm under skiltet “SKOLESTREJK FÖR KLIMATET”, men er hurtigt gået over i et mere kollektivt oprør, hvor de unge stiller de forudgående generationer til ansvar for ikke at have optrådt ansvarligt overfor den klode, de er arvtagere til.

Liberalisterne har på mange områder haft held til at gøre løsningen af fælles problemer til et individuelt ansvar

Og netop balancen mellem det individuelle og det kollektive er helt afgørende, når klimadebatten skal omsættes til handlinger, der holder stigningen i den globale opvarmning under to grader ved århundredets udløb. Og forhåbentligt langt under de to grader.

Klimaoprøret kommer på et tidspunkt, hvort liberalister på mange områder har haft held til at gøre løsningen af fælles problemer til et individuelt ansvar. Og ikke mindst haft held til at rydde banen for elitens økonomiske himmelflugt, hvor de bedst stillede økonomisk og ansvarsmæssigt stikker af fra resten af samfundet og overlader de svageste til sig selv.

De kollektive løsninger batter mest 

Vi skal selvfølgelig alle sammen gøre vores for at vende udviklingen. Både som fællesskab og som enkeltindividder og familier. Alle indsatser store som små tæller. Men den afgørende indsats for at afværge klimakatastrofen kræver kollektive handlinger og samfundsmæssige beslutninger.

Der skal kollektive løsninger til

Det giver ikke den nødvendige effekt, at vi hver især vender vandflasken for at læse, om drikkevandet er kørt gennem Europa for at blive solgt i plastikemballage i Danmark med det gode naturlige drikkevand. Tilsvarende med pølsen ved pølsevognen eller supermarkedet, for at sikre os, at de anvendte tarme ikke har været sejlet frem og tilbage til Kina for at få målt diameter. Eller at grisene ikke har været kørt til slagterier i Polen eller Tyskland og returneret som udskåret kød. Og alle de mange, mange andre tåbelige miljømæssige bivirkninger, som globalisering og international arbejdsdeling uhindret har fået lov at udvikle.

Der skal mere til. Der skal kollektive løsninger til. Det er kun som fællesskab, at vi kan skabe kortere beslutningsveje og hurtigere reaktioner i klimaindsatsen og imødekomme de unges helt rigtige bud om mindre snak og mere handling.

Det er alt dét og mere til, som den kommende danske klimalov skal give politikerne redskaber til at håndtere med fællesskabsløsninger, der indeholder svarene på de unge klimaoprøreres krav til de generationer, som endnu sidder på magten.

De generationer, som selv fra forgængerne overtog et velfærdssamfund, der bygger på fælles ansvarlighed og omfordeling fra de bedst stillede til de, der har størst behov for en hjælpende hånd. Og som skal sikre alle lige adgang og lige muligheder.

Det er netop velfærden, der er på spil

Det er netop velfærden, der er på spil, når klimaregningen skal gøres op og betalingsmåden og fordelingen af regningen mellem danskerne skal fastlægges.

Det haster med klare meldinger om, hvordan vi deler regningen solidarisk

Siden forsommerens folketingsvalg og formuleringen af det fælles forståelsespapir mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag har tilslutningen til målsætningen om reduktion af udledningen af drivhusgasser med 70 procent frem mod 2030 nærmest bredt sig med lynets hast til de fleste øvrige politiske partier og til de store interesseorganisationer.

Partierne og interesseorganisationerne har ganske enkelt læst skriften på væggen

Partierne og interesseorganisationerne har ganske enkelt læst skriften på væggen. De unges oprør betød i Danmark, at klimaproblemerne i løbet af blot omkring et halvt år rykkede op som danskernes suverænt højst prioriterede emne i foråret valgkamp.

Og det er godt og rigtigt. Rigtigt mange skal med på klimavognen, hvis vi på blot 11 år skal foretage det klimamæssige tigerspring, som regeringen og forståelses-partierne har udstukket.

Men det betyder samtidig, at vi fra nu af vil se stribevis af forslag til, hvordan omkostningerne ved at nå målet kan betales gennem særlige skattebidrag, generelle skattestigninger og afgiftsforøgelser og gennem prisfastsættelse på eksempelvis sø-, luft- og vejtransport baseret på klimapåvirkning og meget mere.

Den forudsigelige kommende kreativitet om mulige finansieringsformer af klimaudgifterne kan blive så vidtløftig og så løsrevet fra den måde, det danske velfærdssamfund er skruet sammen på, at det risikerer at ende med at afspore debatten om at løse klimaudfordringen solidarisk med bevarelse af velfærden.

Velfærden og dermed den offentlige sektor ikke skal under kniven for at klare regningen

Derfor er der i mine øjne brug for hurtige og klare meldinger fra regeringen og dens parlamentariske grundlag om, at den solidariske finansiering, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste læs vil være ufravigelig i de kommende års politiske forlig om delelementer i klimaindsatsen og dermed om “á conto-afregninger” på den samlede klimaregning.

Og den kommende klimalov vil efter min opfattelse være en oplagt mulighed for at knæsætte princippet om, at de, der tjener broderparten i det danske samfund, også napper broderparten af klimaregningen.

Og dermed princippet om, at velfærden og dermed den offentlige sektor ikke skal under kniven for at klare regningen.

Brug for troværdige bud på finansiering

Finansminister Nicolai Wammen etablerer en ny grøn enhed i Finansministeriet, som skal få den økonomiske politik og den grønne omstilling til at hænge sammen.

”Den klimaambition, regeringen har sat, betyder, at vi står foran en af de største ændringer af vores samfundsøkonomi, siden vi udvidede velfærdsstaten i begyndelsen af 1960'erne. Derfor er vi nødt til at tænke den grønne omstilling ind som en integreret del af den økonomiske politik,” sagde finansminister Nicolai Wammen forleden ved præsentationen af den grønne enhed og igangsættelsen af arbejdet med en grøn model for økonomisk styring, som giver et klima-comeback til professor Peter Birch Sørensen, som Lars Løkke Rasmussens regering fjernede fra posten som formand for Klimarådet.

Jeg håber, at regeringen udstyrer finansministeren med tilstrækkelige muskler til at kæmpe den grønne linje igennem i det finansministerium, som ellers i årtier har stået for alt andet end klimamæssigt bæredygtige løsninger og fællesskabsløsninger, hvor skulderbredden afgør byrdens tyngde.

Jeg håber som nævnt, men jeg tvivler alligevel på, at Finansministeriet “over night” kan omstilles til økonomisk frontkæmper for den solidariske klimaaktivisme.

Den tidshorisont på to år, som finansministeren har sat for udviklingen af en ny grøn styringsmodel, er ekstrem kort

Og den tidshorisont på to år, som finansministeren har sat for udviklingen af en ny grøn styringsmodel for økonomien til brug i alle ministerier, er ekstrem kort i forhold til opgaven, men samtidig for lang i forhold til behovet for at sandsynliggøre, at vi på samme tid kan fastholde velfærden som fundamentet for det danske samfund og skabe den solidariske betaling af klimaregningen, som eliten ikke kan smyge sig uden om.

Også af den grund er der her og nu brug for stærke politiske udmeldinger om den solidariske finansiering.

Klimakampen må ikke øge uligheden

Kampen om klimaregningen vil komme til at indeholde mange armlægninger om, at velfærden og den offentlige sektor skal på slankekur for at lette skatten for virksomhederne og de bedst stillede.

Forslagene er allerede bragt på bane af de første arbejdsgiverorganisationer. Og borgerlige partier og yderligere interesseorganisationer vil uden tvivl lægge sig i selen for at holde den gryde i kog.

Men der er ikke fremadrettet og visionær klimaaktivisme i den gryde.

Den gryde vil i langt højere grad indeholde god gammeldags blå omfordeling tilsat et grønt skær.

Omfordeling til fordel for dem, der i forvejen på mange områder har vundet fordelingskampen i de seneste årtier. De bedst stillede trak det længste strå. Eliten har allerede fået bladguld på garageporten.

Når eksempelvis Dansk Industri på trods af mange gode klimaovervejelser alligevel trækker de gamle heste ud af stalden iført et tyndt lag grøn sprøjtemaling, så er der grund til at kradse i overfladen for at finde den oprindelige farve.

Klimaindsatsen må ikke ende med at blive et dække for øget økonomisk ulighed

Klimaindsatsen må ikke ende med at blive et dække for øget økonomisk ulighed. Velfærd er omfordeling, hvor de, der har mest, bidrager til dem, der har mindst.

Den store klimaomstilling er i sig selv en umulighed, hvis omstillingen ikke finansieres efter samme koncept.

Sporene fra Paris skræmmer

Skal samfundets forskellige grupper kunne holde sig samlet om klimaopgaven og i fællesskab være fokuseret på et højt omstillingstempotempo, må det nødvendigvis være helt tydeligt for alle, at de bredeste skuldre er indstillet på eller tvinges til at bære den tungeste del af omstillingen til et klimamæssigt bæredygtigt samfund. Helt grundlæggende handler det om at gå på to ben i klimadebatten.

På den ene side: Én nu-skal-der-ske-noget-i-en-fart klima-aktivisme, der presser på og kræver handling her og nu.

På den anden side: Den økonomiske elite skal ikke smutte fra klimaregningen og efterlade den til de dårligst stillede Vi bør inddrage fordelingskampen og forsvaret for velfærden som et integreret led i klimakampen.

De seneste årtier bør have lært os, at grådigheden må tæmmes, hvis eliten ikke skal tømme kassen og stikke af

De seneste årtier bør have lært os, at grådigheden må tæmmes, hvis eliten ikke skal tømme kassen og stikke af. Usandsynligt høje lønninger, astronomiske aktieprogrammer, sygeligt forgyldte bonusser og fratrædelsesordninger har ikke været nok. Når muligheden bød sig, så skulle hænderne også direkte ned i de europæiske statskasser i de moralløses store tag-selv-aktioner.

Hvis vi skal gennemføre en hurtig og omfattende og grundlæggende klimaomlægning af vores samfund, så skal principperne bag velfærdssamfundet stå uantastet undervejs. Retfærdighed skal være i højsædet, og ulighed skal bekæmpes for at skabe lige muligheder for alle og for at spænde et fælles sikkerhedsnet ud under de, hvis tilværelse slår knuder undervejs i tilværelsen.

Uden dét grundlæggende fundament, får klimaomlægningen ikke kød og blod. Og uden kød og blod ender klimaindsatsen som idealisternes forgæves forsøg.

Den folkelige opbakning vil dog ikke fortsætte med at vokse, hvis ikke udgifterne til klimaomstilling fordeles, så de bedst stillede betaler den største del, og de dårligst stillede kompenseres for stigende udgifter.

Sporene fra Paris skræmmer. De Gule Vestes oprør blev blandt andet udløst af præsident Macrons klima- og reformplaner. Lykkes det for eliten herhjemme at gøre klimaet til den enkeltes problem og smøre regningen for at nedbringe udledningen af drivhusgasser af på lønmodtagerne og de dårligst stillede, får klimaomstillingen social slagside. Og så kan det gå grueligt galt: fra stigende folkelig opbakning til massiv folkelig modstand.

Fagbevægelsen som garant mod sociale slagside

Fagbevægelsen er i mine øjne den mest oplagte bevægelse til at rumme aktiv klimakamp og forsvar mod en urimelig regning til de lavere lønnede og de dårligst stillede.

Fagbevægelsen kan påtage sig rollen som garant for afbalancerede finansieringsløsninger

Fagbevægelsen kan påtage sig rollen som garant for afbalancerede finansieringsløsninger på klimatiltag med kompensation til dem, der har dårligst råd til at betale til nedbringelse af den globale opvarmning. Det er i virkeligheden klassisk fagforeningsarbejde. Klassisk fordelingskamp med forsvar for dem, der har mindst at gøre godt med. Ikke fordeling af løn og indtægter, men derimod fordeling af omkostning og udgifter.

Det vil i mine øjne være oplagt, at fagbevægelsen betragter finansieringen af klimaløsninger, set med lønmodtagerbriller, som omvendt indkomstpolitik, hvor det denne gang ikke handler om at sikre retfærdighed i styring af indtægter og priser, men derimod om at sikre en retfærdig fordeling af klimaregningen.

Fagbevægelsen bør stille krav til den nye og kommende regeringer om trepartsforhandlinger om sociale kompensationsordninger

Derfor bør fagbevægelsen stille krav til den nye og kommende regeringer om trepartsforhandlinger om finansiering og fordeling af udgifterne, herunder om sociale kompensationsordninger. Helt fundamentalt handler det om ikke yderligere at belaste dem, der i dag skal tænke sig grundigt om for at få hverdagen til at hænge nogenlunde sammen økonomisk.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Tidligere forbundsformand FOA


Kommentarer fra Facebook