Venstrefløjspolitiker: Livsstilssocialisterne lever i anden verden

Venstrefløjen går ikke længere op i sociale og økonomiske problemer, men har mere travlt med at udskamme sine modstandere, mener tyske Sahra Wagenknecht i bog, der nu udkommer på dansk.
Foto: Sahra Wagenknecht/Facebook
Den tyske venstreløjspolitiker Sahra Wagenknecht leverer en ordentlig opsang til sine egne.
Sahra Wagenknecht har siden 2009 været medlem i Forbundsdagen for det tyske venstrefløjspartiet Die Linke.

Her har den tidligere østtysker haft en fremtrædende position som næstformand og gruppeformand for partiets parlamentsgruppe. Undervejs har hun skrevet en lang række bøger, hvor kritikken af den moderne kapitalsme har været omdrejningspunktet.

Hendes nyeste bog 'De selvretfærdige - – mit modsvar: for fællesfølelse og sammenhold’' er til gengæld et frontal-angreb på dele af den venstrefløj, som Sahra Wegenknecht selv har været en del af, siden starten af 90'erne.

En bog hvor hun taler med hårde ord imod det hun kalder venstreliberale storbymiljøer, hvor man går mere op i selvretfærdig identitetspolitik end klasse, økonomi og lige chancer for alle

Bogen skabte stor debat på den tyske venstrefløj, da den udkom tidligere i år.

Nu  udkommer den også på dansk og Netavisen Pio har - helt eksklusivt - fået lov til at bringe et uddrag af bogen.

Hvad vil det sige at være venstreorienteret i dag?

Traditionelle venstreorienterede er blevet et sjældent syn i medierne eller på universiteterne. Vor tids venstreliberale mainstream opfatter deres synspunkter som forældede og ikke-progressive.

I dag repræsenteres venstrefløjen af en type, som i det følgende kaldes for livsstilssocialisten. For ham eller hende er de centrale temaer i venstrefløjens politik ikke længere sociale og økonomiske problemer, i stedet handler det om livsstilsspørgsmål, forbrugsvaner og moralske holdningsbedømmelser.

Den politik, de grønne partier fører, er et udtryk for livsstilssocialismen i sin reneste form, men livsstilssocialismen findes også i socialdemokratiske, socialistiske og de øvrige venstrefløjspartier og i mange lande er den nu blevet den dominerende retning.

Mange traditionelle venstreorienterede vil sandsynligvis hævde, at det jeg beskriver i det følgende, slet ikke er venstreorienteret. Det er også rigtigt, hvis man anvender den traditionelle målestok. Men jeg beskriver netop, hvad der har fået prædikatet venstreorienteret i offentligheden, det som de fleste i dag opfatter som venstreorienteret.

Livsstilssocialister lever ikke i den traditionelle verden og definerer sig selv ud fra andre politiske temaer. De er først og fremmest kosmopolitiske og som følge heraf for Europa, selvom andre måtte forstå noget andet under dette slagord.

 

I almindelighed lægger livsstilssocialister mere vægt på autonomi og selvrealisering end på tradition og fællesskab.

De bekymrer sig om klimaet og kæmper for frigørelse, indvandring og seksuelle mindretal. De er blandt andet overbeviste om, at nationalstaten er forældet, og de forstår sig selv som verdensborgere, der ikke er specielt forbundet til deres eget land. Det bakkes ofte op med et CV, hvor udlandssemestre, gymnasieudvekslinger eller et praktikophold i udlandet er en selvfølge.

I almindelighed lægger livsstilssocialister mere vægt på autonomi og selvrealisering end på tradition og fællesskab.

Traditionelle værdier som det at præstere noget, arbejde flittigt og gøre sig umage har ikke voldsom høj prioriteret. Det gælder især for den yngre generation, der hele livet er blevet opdraget af omsorgsfulde, velhavende curlingforældre og aldrig har kendt til eksistentiel social angst og den stress, det forårsager.

Fars lille formue og mors forbindelser giver i det mindste tilstrækkelig med sikkerhed til, at de kan overkomme en længere ulønnet praktik eller arbejdsmæssige fiaskoer.

Da livsstilssocialister næsten ikke har haft nogen grund til at beskæftige sig med sociale spørgsmål, er de normalt kun af marginal interesse for dem.

De ønsker selvfølgelig et retfærdigt og ikke-diskriminerende samfund, men vejen dertil fører ikke længere gennem gamle socialøkonomiske travere som lønninger, pension, skat eller arbejdsløshedsforsikringer, men i stedet gennem symbolik og sprog.

Hvad der var god tone i går, er det ikke længere i dag.

Som en konsekvens heraf afsøges hverdagssproget nidkært for ord, der kunne støde nogen og som efterfølgende naturligvis ikke bør anvendes. De erstattes af nye kreative udtryk, der i det mindste hos de meget rettroende fører til et særegent sprog, der kun til en vis grad har relation til dagligsproget.

Det kan godt være lidt forvirrende, at normerne for korrekt sprogbrug hele tiden ændrer sig. Hvad der var god tone i går, er det ikke længere i dag. Hvis man troede, man var up to date, når man omtalte efterkommere af indvandrere som ”mennesker med indvandrerbaggrund”, må man blot konstatere, at det nu også er forældet, i det mindste i Berlin.

I henhold til en byrådsbeslutning i efteråret 2020 skal denne gruppe fremover omtales som ”folk med en international historie”. Derudover blev det også vedtaget, at udlændinge fremover er ”indbyggere uden tysk statsborgerskab« og illegale indvandrere »udokumenterede migranter”.

Den typiske livsstilssocialist bor i en storby eller i det mindste en større universitetsby og kun sjældent i provinsen.

Han studerer eller har en universitetsgrad og gode fremmedsprogskompetencer, han går ind for eftervækst-økonomi, og lægger vægt på en økologisk og sund kost. Folk, der køber kød i Aldi, kører i dieselbiler og tager på chartertur til Mallorca, finder livsstilssocialisterne rædselsfulde. Det betyder dog ikke, at de ikke selv kører bil, eller at de aldrig er steget ombord på et fly.

For dem handler det bare ikke om charterturisme, men derimod om dannelsesrejser, der gør det muligt at lære mere om andre kulturer, eller også rejser de for at besøge de sidste tilbageværende vilde orangutanger eller komme tættere på deres indre jeg på et Ayurveda-hotel.

Der findes uden tvivl mere ubehagelige mennesker end storbyveganere, som kører deres børn i skole i el-biler

Samvittigheden lettes ved, at den daglige transport gennem storbyen foregår på cykel, eller at bil nummer to er den elektriske udgave.

I princippet er der intet galt med, at folk lever efter den slags værdier og former deres liv i overensstemmelse med dem. Hvis de har råd til det, og det giver dem en god fornemmelse i maven, hvorfor så ikke? Der findes uden tvivl mere ubehagelige mennesker end storbyveganere, som kører deres børn i skole i el-biler, undgår plastemballage og gerne vil reducere det globale CO2-aftryk, også selvom de i ikke uvæsentlig grad selv bidrager til det.

Det, der i manges øjne gør livsstilssocialisterne usympatiske, især blandt de dårligere stillede, er deres åbenlyse hang til at betragte deres privilegier som personlige dyder og i samme åndedrag erklære deres verdensbillede og livsstil for indbegrebet af progressivitet og ansvar.

Deres hykleri, som de har svært ved helt at skjule, bidrager også til livsstilssocialisternes problematiske billede i offentligheden

Det er deres moralsk overlegne selvtilfredshed, når de skamløst udstiller deres klippefaste tro på, at de befinder sig på de godes, de retfærdiges og de fornuftiges side.

Det er deres nedladende arrogance over for den livsverden, de omstændigheder og ovenikøbet det sprog, som er karakteristisk for folk, der aldrig har gået på universitetet.

Det er den måde, hvorpå de ringeagter andre, der må købe det, de skal bruge til en grillaften i Aldi, fordi deres penge skal række til slutningen af måneden.

Og det er den karakteristiske mangel på medfølelse med folk, der er nødt til at kæmpe meget hårdere for deres velstand, i det omfang man kan tale om en sådan, og som af samme grund ofte virker mere tilknappede og vrede.

Deres hykleri, som de har svært ved helt at skjule, bidrager også til livsstilssocialisternes problematiske billede i offentligheden. Har man kun lige råd til en enkelt ferie om året på grund af en dårlig løn, eller må man leve af en lille pension, selvom man har arbejdet hele livet, så ser man ikke så velvilligt på det, når andre, der aldrig har manglet noget, prædiker afholdenhed for en.

Og det er i hvert fald de færreste, der lytter, når de folk, der belærende fortæller os, at indvandringen er en stor gevinst for samfundet, er de selvsamme mennesker, der sætter deres eget barn i en skole, hvor det eneste møde med fremmede kulturer finder sted i litteraturundervisningen.

Selvfølgelig er alle livsstilssocialister ikke ens. De er ikke alle fortalere for mere indvandring, ikke alle mener, at klimaforandringerne primært er et spørgsmål om forbrugervaner, ikke alle er født med en guldske i munden, og de er heller ikke alle velhavende.

Der findes livsstilssocialister, der simpelthen foragter de fattige og dårligt uddannede.

Måske findes der ovenikøbet enkelte, der ikke har gået på universitetet. Men den slags livsstilssocialister er i klart undertal. Det er de andre, der er majoriteten.

Der er også forskelle i holdningerne til de mindre privilegerede dele af befolkningen. Der findes livsstilssocialister, der simpelthen foragter de fattige og dårligt uddannede.

Da Hillary Clinton under den amerikanske valgkampagne i 2016 fornærmede de potentielle Trump-vælgere og kaldte dem for a basket of deplorables, frit oversat en flok ynkelige mennesker, var det godt nok valgtaktisk uklogt, til gengæld var det et af de få ærlige øjeblikke under hele hendes valgkamp.

Man kan nemlig godt gå ud fra, at det netop er sådan, hun tænker om disse mennesker.

De venstreliberale i USA anvendte også flittigt udtrykket White Trash (hvidt affald) om den hvide amerikanske arbejderklasse.

I Tyskland er det de gamle hvide mænd, som er blevet det populære fjendebillede i livsstilssocialisternes kredse. Man anvender også uden videre begrebet ’proletarisk’ om persongrupper, man ugeneret kan ytre sig nedværdigende om - og her gælder de mange sproglige hensyn så pludselig ikke længere.

På den anden side findes der naturligvis også livsstilssocialister, der har helt reelle intentioner om at hjælpe fattige og udstødte mennesker, og her må de så - nødtvungent - inkludere de fattige og mindre privilegerede i deres eget land.

De vil ikke bare redde de vantro, men også omvende dem.

Men i stedet for at respektere disse mennesker og blot kæmpe for deres interesser, møder de dem normalt med en attitude, der minder om en velvillig missionærs.

De vil ikke bare redde de vantro, men også omvende dem. Livsstilssocialister vil ikke kun forbedre arbejdere og andre knap så privilegerede menneskers liv, men også fortælle dem, hvad der er i deres sande interesse, og når de nu er i gang, også fjerne den provinsielle attitude, vreden og fordommene. Modtagerne af budskabet opfatter det som slet skjult foragt, og det er jo egentlig også bare en variation over det tema.

Det gør naturligvis ikke livsstilssocialisterne mere sympatiske, at de konstant kræver et åbent og tolerant samfund, men ofte selv udviser en skræmmende intolerance over for andres synspunkter, helt på højde med det, man oplever på den ekstreme højrefløj.

Den uhøflige opførsel skyldes, at venstreliberalismen ifølge tilhængernes egen opfattelse ikke er baseret på meninger, men simpelthen er et spørgsmål om anstændighed. For de venstreliberale er enhver, der afviger fra deres værdigrundlag, ikke en anderledes tænkende, men derimod en dårlig person, måske er han endda menneskefjendsk eller nazist.

Dette perspektiv forklarer den aggression, hvormed de bekæmper ikke blot overbevisninger, men også mennesker, der holdningsmæssigt befinder sig uden for det venstreliberale verdensbillede, eller bare krænker et af deres hellige bud. For livsstilssocialister er egentlig kun liberale, når de selv, eller deres meningsfæller, skal sige det.

Vi har ovenikøbet fået et begreb for de kampagner, der ihærdigt prøver at lukke munden på ubehagelige intellektuelle og ødelægge dem socialt: Cancel culture.

Strategien blev opfundet i USA, men er for længst kommet til Tyskland. Her forhindrer larmende og meget aktive aktivister borgerligt sindede personer som økonomen Bernd Lucke eller CDU-politikeren Lothar de Maizière i at holde foredrag og forelæsninger, og det gør de med en energi som bekæmpede de en ny Hitlers magtovertagelse.

De venstreliberale moralvogteres angreb rammer ikke kun de prominente.

Moderne kunstnere fjernes fra udstillinger, dygtige kvindelige forfattere bliver fyret af deres forlag, andre inviteres ikke til festivaler, kunstnere får besked om, at de ikke kan leje lokaler til deres events, fordi Twitter-inkvisitionen har afsløret deres højreorienterede sindelag.

Det hjælper ikke, at de berørte indtil da ellers betragtede sig selv som konservative og i nogle tilfælde endda som venstreorienterede.

De venstreliberale moralvogteres angreb rammer ikke kun de prominente. Da den modige leder af fødevarehjælpen i Essen, et mangeårigt socialdemokratisk medlem og indtil da trofast SPD-vælger, på grund af tre års høj indvandring følte sig nødsaget til at gøre noget ved den store trængsel under fødevareuddelingen, hvor unge, mandlige asylansøgere havde fordrevet pensionister og enlige mødre, blev han ikke kun nedgjort i offentligheden af folk, der aldrig selv havde haft brug for hjælp, der blev også sprøjtet ”Fuck Nazis” på hans hoveddør.

Og da nogle unge mennesker fra ”Fridays for Future” i slutningen af 2019 rejste til Lausitz med deres krav om et øjeblikkeligt stop for anvendelsen af kul, blev de mødt af 1000 mennesker, der sang folkesange som en modprotest. Formentlig var der tale om fredelige mennesker, hvis sociale eksistens afhang af kulminedriften. Det forhindrede dog ikke aktivisterne i at betegne dem som kul-nazister.

Alene tanken om, at der er naturlige forskelle mellem kvinder og mænd, kan føre til en veritabel shitstorm.

Men man behøver slet ikke være konservativ, kommentere indvandrerdebatten eller forsvare hjemegnens sociale overlevelse for at blive mål for heftige angreb.

Alene tanken om, at der er naturlige forskelle mellem kvinder og mænd, kan føre til en veritabel shitstorm. Det måtte Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling sande.

For at forstå baggrunden for kampagnen mod hende, bør man vide, at den venstreliberale kønsteori i al seriøsitet benægter eksistensen af biologisk funderede køn. I mellemtiden er Rowling endda blevet ønsket død på grund af sin påståede transfobi, og hendes seneste bog mødte ikke kun foragt på Twitter, den blev også brændt offentligt, en handling, hvis dystre forhistorie ikke så ud til at genere gerningsmændene det mindste.

De to ikke-længere-eksisterende køns omgang med hinanden er også blevet mere kompliceret.

En velment kompliment sagt til den forkerte kan for mændenes vedkommende hurtigt føre til grove beskyldninger om sexisme. Samtidig vokser antallet af regler for, hvad man må tænke og gøre, i et tempo så almindelige mennesker - det vil sige folk, der i løbet af deres dagligdag beskæftiger sig med andet end diskursiv awareness - ikke har nogen chance for at følge med.

I sidste ende er det nok også bedst for dem ikke længere at sige noget. I betragtning af den stigende intolerance, som den slags debatter føres med, er det ikke så overraskende, at mere end halvdelen af de tyske borgere er bange for frit at udtrykke deres mening uden for vennekredsen, hvilket fremgår af en tysk undersøgelse fra 2019.

Den udbredte usikkerhed skyldes muligvis også, at mange af de synspunkter, som de venstreliberale har sat på forbudslisten, ofte netop er de synspunkter, der deles og bifaldes af store dele – nogle gange endda flertallet – af befolkningen.

Alene det synspunkt er i venstreliberale kredse nok til officielt at blive betragtet som racist.

Undersøgelser i alle vestlige lande har således vist, at 60 til 70 procent af befolkningen afviser øget indvandring og ønsker mere restriktiv lovgivning.

Alene det synspunkt er i venstreliberale kredse nok til officielt at blive betragtet som racist. Folk, der føler sig utrygge, når de støder på en større gruppe mænd, der taler et fremmed sprog i den offentlige transport, putter de i samme skuffe.

Da disse ressentimenter er udbredte, er der i de venstreliberale kredse opstået et samlebegreb for dem, her kaldes de for hverdagsracisme. For livsstilssocialisterne står det nemlig helt klart, at alle disse ”misantropers frygt og bekymringer er helt uden hold i virkeligheden”, som sociologen Harald Welzer valgte at formulere det.

De fleste mennesker opfatter heller ikke sig selv som verdensborgere, men identificerer sig med deres land og – uha! – deres nationalitet. I Tyskland føler 74 procent sig i høj eller meget høj grad som tyskere, hvilket kom for dagens lys i en undersøgelse som - nå, ja - Open Society Foundation lavede.

Naive sjæle finder måske ikke dette tal voldsomt overraskende, det var jo trods alt tyskere, man spurgte, men for de venstreliberale er det et bekymrende tegn på, at den dybt forankrede nationalisme stadig trives i bedste velgående.

Så hvis man forventer, at ens regering primært tænker på sin egen befolknings velfærd og beskytter den mod international løndumping og andre negative følgevirkninger af globaliseringen – en grundtanke, der var helt selvfølgelig for traditionelle venstreorienterede – er man nu nationalsocial, og nogle gange endda med endelsen -istisk.

Og hvis man mener, det er forkert at overføre stadigt flere beføjelser fra sine egne regeringer og parlamenter til en uigennemsigtig lobbyvirksomhed i Bruxelles, er man under alle omstændigheder anti-europæisk.

(…)

Den her bog handler også om, hvad det vil sige at være venstreorienteret i det 21. århundrede, at være venstreorienteret uden alle klichéerne og de fashionable fraser. For mig omfatter det også spørgsmålet om, hvad venstrefløjen kan lære af den oplyste konservatisme.

Med bogen positionerer jeg mig i et politisk klima, hvor cancel culture er trådt i stedet for fordomsfrie og fair diskussioner. Jeg gør det velvidende, at jeg nu også kan blive ”canclet”, men i Dantes 'Den guddommelige komedie' er der reserveret pladser i Helvedes forgård til alle de lunkne, der ikke tager stilling, når tiderne de skifter.

Sarah Wagenknects 'De selvretfærdige – mit modsvar: for fællesfølelse og sammenhold', udkommer den 26. auhust 2021 på Forlaget Brilleuglen og koster 249,50 kroner.

 

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Skidegodt! Jeg har tilhørt dn yderste venstrefløj hele mit liv, og jeg er også træt af at wokisme og cancelkultur opfattes som noget, der hører venstrefløjen til. Sandheden er, at den slags holdninger har og altid har haft hjemme i Det radikale Venstres kulturradikalisme, men der findes skam enklaver af selvretfærdige hellige indenfor både den traditionelle venstrefløj og socialdemokratiet. Da jeg var ung, kaldte vi den slags mennesker for "kystbanesocialister", men "livsstilssocialister" er også et godt ord, som rammer hovedet på sømmet.

En sand venstreorienteret tager udgangspunkt i klasseanalyse; spørgsmål om køn, race og etnicitet er vigtige, men aldrig vigtigere end spørgsmål om klasse. Kvindekamp er klassekamp, men klassekamp er ikke kun kvindekamp; faktorernes orden er ikke ligegyldig.

Kære Niels Duus Nielsen
Som sand venstreorienteret må du også vide, hvad Marx ville mene om de millioner af reaktionære islamister, vi har masseimporteret til Europa de seneste 40 år, der totalt har undergravet vores gamle velfærdssamfund. Venstrefløjen i Europa og Danmark har svigtet på det nationale identitetsspørgsmål, hvor højrefløjen har haft foræret monopol i årtier. Venstrefløjen har foræret identitetsspørgsmålet væk.

Problemet er en bivirkning til indvandringen af muslimer, det er den første deling i rettroende og de andre, derfra sker der yderligere delinger, nøjagtigt det samme sker i islamiske samfund, der er altid rettroende og de andre. Desværre kan man ikke vaccinere mod islam for det er konstrueret af Djævelen selv, det eneste vi kan gøre er at forsage ham og alle hans gerninger.

Der er aldrig regler uden undtagelser, men reglen er altså stadig, at folk fra mellemøsten og Afrika klarer sig elendigt i Europa og Danmark. Vi kan helt konkret gøre det, at vi stopper med udskiftningen af vores egen befolkning - inden det er for sent. Når venstrefløjen indser det, vil højrefløjen - Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs, miste deres monopol på dansk identitetspolitik. DKP og sømandsbossen Preben Møller Hansen var faktisk de første indvandringskritikere i Danmark, før det blev udskammet og "forbudt" på venstrefløjen. Resultatet af denne "skam" blev 10 års VKO-regime og et Dansk Folkeparti, der næsten nåede at blive større end Socialdemokratiet. Til næste valg vil det muligvis være den primære årsag til, at et parti der ønsker at fjerne 100.000 offentlige stillinger, vinder 10 procent af stemmerne.

Tak Niels Duus Nielsen. Lige præcis sådan.

Sahra Wagenknecht har såmænd også oplevet at få smasket en lagkage i hovedet af en af disse "woke" typer, da hun havde tilladt sig at tale imod åbne grænser og masseindvandring.

"Livsstilssocialisterne lever i anden verden".
Hvorfor er det jeg kommer til at tænke på Rosa Lund?

"Venstrefløjen går ikke længere op i sociale og økonomiske problemer, men har mere travlt med at udskamme sine modstandere".
Sådan har det altid været. Hvem husker ikke misbruget af 'racist', når der ikke var nogen argumenter.

Fordi du kun ser dine egne tåbelige fordomme. Rosa Lund er i den grad i den virkelige verden og kæmper for retssoog menneskeret for en masse mennesker, som du åbenbart ikke ser eller kender. Men det gør Rosa, for hun bor midt på Nørrebro. Selv tak.

"retssikkerhed" skulle der stå.

Fuldstændig enig. Venstrefløjen bør finde tilbage til sine klassiske værdier. Glæder mig til at læse bogen.

Det væsentlige er alt det, vi ikke mere tør sige, hvis vi ikke vil risikere en shitstorm af angreb fra woke, #metoo, hvidhedsforskere, kvinde- og kønskæmpere og andre moderne mobbere.
Skældsord og syret hån kommer susende fra mennesker, der ikke tåler ringeste modsigelse. Alskens onde hensigter tillægges alle andre, iden klare hensigt at lukke munden på dem. Det er som at være endt i en totalt mobbende 2. Klasse, hvor læreren har opgivet at komme til orde.
Alt for meget er endt i noget vås, der slet ikke burde tages alvorligt. Men angsten for at blive udsat for mediernes ukritiske forargelse og medløben, får flertallet til undrende at dukke sig og bare håbe, at vrøvlet og ondskaben forsvinder af sig selv.
Gør det det?

Tak for denne smagsprøve. Det er noget af det bedste jeg har læst i en del år (af den type). Hun har jo så åbenbart ret. Jeg håber bogen kan starte en helt nødvendig debat og måske med politisk ukorrekt udskamning af de udskammende.

Hold da lige op. Der fik vi lige en klokkeklar beskrivelse af Det Radikale Venstre. For den almindelige dansker der arbejder for sine penge må vi håbe at de aldrig mere får magt som de har agt! Skræk scenariet fra “Sådan er det jo” Vestager skriger gennem uddraget af bogen!

Øj. Opgav først halvvejs, for her blev godt nok skåret hjørner, sprunget over og konstrueret kunstige modsætninger og droppet relevante detaljer. JK Rowling støtter fx aktivt og åbent nogle ret rabiate folk, der kalder transseksuelle kvinder for mænd i kjoler og ikke anerkender deres kønsskifte. Den debat, det har skabt, er ikke kun støttet af folk, der ikke mener, at der findes biologiske køn - artiklen karikerer ret rimelige diskussioner. Og sætter også nogle meget kunstige modsætninger op, for hvor er belægget for, at en cyklende og økologisk spisende storbysocialist fordømmer en grillpølse fra Aldi? Eller ikke tror på - eller deltager i - klassekamp? Eller for den sags skyld er pro-EU? Selvfølgelig er der massiv privilegieblindhed, for det er der i alle samfundsgrupper, men artiklen her laver en meget sær konstruktion, som mest ligner "hvis jeg tager alt det, der er ikke-mig, og lader som om, at det er samlet i én person, så har jeg defineret min modstander". Og så skærer den også lige kvinderne fra, for "En velment kompliment sagt til den forkerte kan for mændenes vedkommende hurtigt føre til grove beskyldninger om sexisme." Mon ikke vi kvinder, der går i Aldi, også kan synes, at en del "velmente komplimenter" har været ubehagelige at høre på? Vi skal sige fra med det samme, kan vi forstå, for ellers skader det folks retsfølelse, men hvis vi siger fra, ødelægger vi nu så også klassekampen, fordi mændene jo mente det vel, da de komplimenterede vores udseende, osv., osv. Der er en masse vigtige pointer, der drukner i bavl her. For ja, det er rasende vigtigt at stå sammen, og klassekampen er dybt relevant. Men så må man også kunne lytte, når nogen løfter stemmen og siger, at der, hvor der har brug for klassekampen og for flertallets beskyttelse, OGSÅ kan være dem, der gør dig utryg i bussen eller som Harry Potters mor udskammer. Og at man faktisk godt kan synes, at global klimakrise er et problem, og samtidigt været bekymret for arbejderne i kulindustrien og ligge vågen og gruble over social dumpning. Men lad mig så spejle artiklen: De vigtige værdier som ægte socialist med klassebevidsthed er åbenbart, at man gerne vil kunne sige det, man tænker, til kvinder, uden at blive omtalt som diskriminerende, støtte kul, benzin og olie, være imod indvandring, føle sig utryg over for det, der er anderledes end en selv, være nationalist og skele til den oplyste konservatisme. For så er man ægte venstreorienteret.
Var der mon nogen, der sagde privilegieblind?

Tror du skal forsøge at læse det igen uden forsvaret i beredskab.

Godt at vi får en samtale i gang om dette vigtige samfunds emne sat i gang.

Hvorfor kan man ikke sende dette videre til sine venner

Venstrefløjen og socialisme i Danmark, ført an af Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, har i mange år ikke omhandlet socialistiske kerne værdier som økonomisk lighed og lige muligheder. De er i dag rene kussepartier, som har givet op overfor den stadig stigende ulighed, hvor kun ligestilling og kvindekamp, samt flere pædagoger i børnehaver er på dagsordenen.

Det er uduelig, det er for dårlig.

De dårligt stillide i samfundet bliver i dag helt glemt af venstrefløjen, som synes at have accepteret fremtiden består af 40% overflødige mennesker på bunden, som alle øvrige kan betjene sig af. Det er en skændsel og et ideologisk svigt af ubeskrivelige dimensioner. De får kun stemmer , fordi der er jo ikke andre at stemme på, hvis man er socialist.

Der mangler i den grad et nyt venstrefløj parti i Danmark, som igen tager socialismen og kampen mod ulighed alvorlig.

Særligt, når kan klimaudfordringen kommer med ind i billedet. Ellers kommer bunden af de overflødige uden en stemme til at betale hele gildet, hvor dem, som mener de er noget kan læne sig tilbage og sige nu har vi gjort hvad vi kan, mens de nipper til rødvinen og kikker på rejser til de sydlige himmelstrøge.

Det som Sahra Wagenknecht beskriver er den Radikale Venstre vælger, som ser sig selv som noget særligt og som et særligt godt menneske hævet over andre i selvretfærdiggørelse. Et menneske, som lever i en verdensfjern boble i økonomisk og social sikkerhed med hævesænkeborde, cafelatte og hjemmearbejdspladser med høje lønninger og pensioner langt langt fra hverdagens virkelighed.

Det er ikke så sær den yderste højrefløj for stadig flere stemmer fra samfundets bund, som ser den radikale højrefløj som den efterhånden eneste løsning for deres udfordringer og livsvilkår. Som den nye arbejder bevægelse.

Cancel culture er i virkeligheden den nye national socialisme.

Og Socialdemokraterne er jo efterhånden det nye Venstre. Ikke så sær Lars Løkke Rasmussen så chancen og forslog en Socialdemokratisk/Venstre regeringssamarbejde kort før valget i 2019. For var det lykkedes, kunne han forsætte med ødelæggelsen af den danske velfærdsstat. Nu bare med Socialdemokraterne som parlamentarisk grundlag frem for Dansk Folkeparti, som jo allerede dengang var på vej til selvdestruktion.

Annonce