Venstrefolk vil holde Kristian Jensen fra tronen

Stærke kræfter arbejder på, at Jakob Ellemann-Jensen skal udfordre Kristian Jensen om Venstres formandspost, skriver Ekstra Bladet.
Foto: Pressefoto
Arvefølgen i Venstre er ingen naturlov, lød det forleden for Lars Løkke Rasmussen i samtalebogen ”Befrielsens Øjeblik” der udkom i sidste uge.

Her lod han det meget tydeligt forstå, at han ikke mente at det var givet på forhånd, at partiets nuværende næstformand Kristian Jensen automatisk overtager formandsposten, når Løkke træder tilbage.

Ekstra Bladet skriver tirsdag, at stærke kræfter i Venstre aktivt arbejder på at bringe en modkandidat til Kristian Jensen i spil til et eventuelt formandsopgør efter valget – nemlig den populære miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

De stærke kræfter er tidligere justitsminister Søren Pind og tidligere forsvarsminister Carl Holst, som ellers begge har meldt deres afgang fra dansk politik.

De to tidligere ministre og V-profiler skulle således have opfordret Jakob Ellemann-Jensen til at gå op mod Kristian Jensen. Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af ”samtaler med en række kilder med indsigt i forløbet”.

Målet med sonderingerne er, at Kristian Jensen ’ikke per automatik skal krones som ny V-formand’, som en kilde formulerer det.

Ifølge kilderne tygger Jakob Ellemann-Jensen stadig på opfordringen og har derfor endnu ikke gjort sin stilling op.

Pind og Holst afviser – sådan da

De to V-profiler afviser overfor Ekstra Bladet at de har opfordret Ellemann-Jensen til at stille op mod Kristian Jensen.

I en kommentar til avisen kalder Søren Pind det for ’sludder og vrøvl’, men tilføjer:

”Men derudover vil Jakob da være fremragende til det (at være formand, red.).”

Carl Holst siger, at han er loyal over for formanden og næstformanden, og at han håber, valget medfører, at de begge fortsætter.

Tæt på Løkke

Både Søren Pind og Carl Holst har tidligere været nære allierede med Lars Løkke Rasmussen og stod også bag ham under formandsopgøret i 2014, hvor Kristian Jensen udfordrede Lars Løkke Rasmussen om formandsposten.

Et forløb, der ifølge Carl Holst stadig trækker lange spor i partiet:

“Vi kan i Venstre ikke skyde skylden på medierne, for det, der blev sagt og skrevet om motiver og bevæggrunde, var vand ved siden af, hvad vi sagde til hinanden på tomandshånd (…) På den måde er vi i Venstre blevet en dysfunktionel familie, som lever på traumerne af det svigt, der ligger i utroskab,” lød det fra Carl Holst i en bog.

Hverken næstformand Kristian Jensen eller Jakob Ellemann-Jensen har nogen kommentarer til Ekstra Bladets historie.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook