Annonce

Vicedirektør: Vi blev bedt om at adskille par og skyhøje nordiske ambitioner

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Rigsretten mod tidl. udlændinge- og integrationsminister, den nu partiløse Inger Støjberg fortsatte onsdag.

Norden vil være både den mest bæredygtige og mest integrerede region i verden. Sådan lyder det fra de nordiske regeringschefer i en fælles erklæring. Og sundhedspersonale landet over punktstrejkede endnu engang onsdag morgen.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Vicedirektør: Vi blev bedt om at adskille alle par

“Jeg kan med sikkerhed sige, at hun ikke under samtalen sagde, at der ville være situationer, hvor der ikke skulle ske adskillelse.”

Sådan referer Politiken tidligere vicedirektør i Udlændingestyrelsen, Lene Vejrum, der onsdag vidnede i rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Lene Vejrum fremlagde i Rigsretten hendes udlægning af indholdet af et telefonopkald, hun fik 10. februar 2016 fra afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, Line Skytte Mørk Hansen.

Afdelingschefen har modsat forklaret i Rigsretten, at hun gav styrelsen besked på at overholde loven, og at der ville være undtagelser fra ordningen om adskillelse af par, hvor den ene er mindreårig, selv om pressemeddelelsen altså ikke nævnte undtagelser.

Men Lene Vejrum afviser altså onsdag den udlægning. Og føjer til at styrelsen i telefonsamtalen fik besked om strak at gå i gang med at adskille de par, hvor en mindreårig er gift eller samlevende med en voksen ægtefælle.

Tidligere direktør i styrelsen, Henrik Grunnet, forklarede tirsdag i Rigsretten, at Lene Vejrum var ’bestyrtet’ efter samtalen.

Det ventes, at Rigsretten afsiger en dom før jul.
 

Norden vil være den mest bæredygtige region i verden

Norden vil være “den mest bæredygtige og integrerede” region” i verden i år 2030.

Sådan lyder det i en fælles erklæring - ifølge Jyllands-Posten - fra regeringscheferne for de nordiske lande, som onsdag er samlet til Nordisk Råds møde i København.

Det meddelte Finlands statsminister, Sanna Marin, på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet flankeret af sine nordiske statsminister-kolleger.

Regeringslederne er enige om at styrke det grænseoverskridende samarbejde for at kunne imødegå fremtidens kriser, hvad end det handler om cybersikkerhed, kemiske udslip eller klimaforandringer.

“Vi må forberede os på scenarier, der kræver omgående krisehåndtering og nødberedskaber. Hvad end det er i form af store brande, oversvømmelser, hændelser der involverer kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare trusler, eller andre ulykker og fare - herunder også trusler forårsaget af klimaforandringer,” skriver landene i den fælles erklæring.

Statsminister Mette Frederiksen understregede på pressemødet, at Norden vil være “showcase for resten af verden”, når det handler om den grønneomstilling og afvikling af brug af fossile energikilder som olie, kul og gas.

Nordisk Råd består af Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island samt af Grønland, Færøerne og Åland.

Nordisk Ministerråd fylder i øvrigt 50 år i år. I den anledning har ministerrådet udsendt dette tweet:

"Nordiska ministerrådet fyller 50 år i år. Statsministrarna konstaterade att det nordiska samarbetet fortsätter att vara starkt både nu och i framtiden."

placeholder

 

Læs mere her.

 

Sundhedspersonale i punktstrejker

Fra klokken 7.45 og en time frem onsdag nedlagde sundhedspersonalet flere steder i landet arbejdet endnu engang.

Sundhedspersonalet har punktstrejket de seneste ti uger siden Folketingets indgreb i konflikten. Strejkerne er overenskomststridige. Derfor risikerer de strejkende både en bod og træk i lønnen.

Men der er ingen vej uden om, fordi problemerne er massive ude på afdelingerne, mener operationssygeplejerske Luca Pristed, der er talsmand for styregruppen for arbejdsnedlæggelserne:

“Vi har problemer med fastholdelse og rekruttering af sundhedspersonale, problemer med arbejdsmiljøet, fordi vi har for travlt, og vi har problemer med, at lønnen er for lav, så folk skrider fra faget,” siger han til DR Nyheder.

Dagens strejke er foreløbigt den sidste planlagte punktstrejke.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), erkender, at der er massivt pres på hospitalerne i øjeblikket. Hun forstå godt, hvis sygeplejerskerne er frustrerede. Men arbejdsnedlæggelser er ikke vejen frem, understreger hun.

Hun håber, at sygeplejersker er villige til tage ekstra vagter, sådan at ventelisterne kan blive bragt ned.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet