Annonce

Zelenskyy taler til danskerne og madolie rationeres

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy taler til danskerne på Danmarks Befrielsesaften, og så har en stribe supermarkedskæder indført rationering på køb af madolie.

Det er nogle af de historier, som du kan læse her i Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik.

 

Zelenskyy taler til danskerne på befrielsesaftenen

Den 4. maj – på aftenen før Danmarks officielle befrielsesdag - vil Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy tale direkte fra et hemmeligt sted i Kiev til danskerne ved to storskærmsarrangementer på Bispetorv i Aarhus og Rådhuspladsen i København.

Bag arrangementerne står Jyllands-Posten og Politiken.

Den ukrainske præsident taler sker under overskriften ”Et lys i mørket”.

I København vil også statsminister Mette Frederiksen tale, mens det i Aarbus bliver udenrigsminister Jeppe Kofod, der repræsenterer det officielle Danmark.

Læs hele historien her.

 

Supermarkeder rationerer madolie

Krigen i Ukraine har gjort solsikkeolie til en mangelvare på danske butikshylder. Ukraine var indtil den russiske invasion en af verden helt store producenter af madolie, og det har fået konsekvenser herhjemme.

Supermarkedskæderne Føtex, Netto, Bilka og Rema 1000 har indført begrænsninger på, hvor meget olie kunderne må købe.

Det skyldes frygten for hamstring fra især restauranter, som lige nu indkøber i solsikke- og rapsolie i store mængder.

I Føtex, Netto og Bilka er der tale om en specifik flaske solsikkeolie, som kunder nu kun må købe maksimalt tre flasker af ad gangen.

Den norskejede supermarkedskæde Rema 1000 har også indført begrænsninger for køb af madolie. Gældende fra fredag i sidste uge har kunderne kun kunnet købe maksimalt tre liter solsikke- og rapsolie pr. dag.

"Krigen har gjort, at vi får færre leverancer, og selvom vi ikke har udsolgt, så breder efterspørgslen sig i hele verden og til andre olieprodukter,« siger Jonas Schrøder, kommunikationschef Rema 1000 til netmediet Finans.

Læs hele historien her.
 

Lejekontrakt for fængselspladser Kosovo underskrevet

Justitsminister Nick Hækkerup har sammen med sin ministerkollega fra Kosovo, Albulena Haxhiu, underskrevet en traktat, der bringer planerne om, at Danmark skal leje 300 fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte kriminelle et skridt nærmere realisering.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Med traktaten har regeringen opfyldt en del af forliget fra december i fjor om Kriminalforsorgen økonomi frem til 2025, som udover regeringen blev bakket op af SF, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Forliget indebar, at Danmark skulle arbejde for at leje 300 fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte kriminelle fra tredjelande.

Med traktaten er Danmark og Kosovo blevet enige om rammerne for, at Danmark kan leje fængselspladser i Gjilan-fængslet i det sydøstlige Kosovo.

Det er meningen, at op til 300 udvisningsdømte udlændinge kan afsone deres danske fængselsstraf eller forvaring der. Det vil frigøre pladser i et overbebyrdet dansk fængselsvæsen, hvor der både er mangel på fængselspladser og mangel på fængselsbetjente.

Du kan læse mere her.

 

De borgerlige vil privatisere P3

Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti vil ifølge fagbladet Journalisten privatisere DRs radiokanal P3.

Det fremgår ifølge Journalisten af en kronik i Berlingske, hvor Birgitte Bergman (K), Jan E. Jørgensen (V) og Dennis Flydtkjær (DF) skriver, at "man bør lade private prøve kræfter med en hel radiokanal uden reklamer,”

I kronikken tager medieordførerne også afstand fra regeringens forslag til streaming-skatten samt kravene om kædeansvar og overenskomster for virksomheder, der vil modtage mediestøtte.

De tre medieordførere beklager desuden, at det lader til at være svært at få indflydelse på de forestående medie-forhandlinger, så længe kulturministeren ”primært orienterer sig mod sine støttepartier”.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet