Annonce

3F-formands dobbeltliv drøftes på møde tirsdag - Ekstra Bladet lukker for kritik

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
3F-formand Per Christensen skal forklare sin hovedbestyrelse om sit private dobbeltliv og Ekstra Bladet skruer ned for læsernes kritik af avisen og dens chefredaktør, Henrik Qvortrup. Det er en del af indholdet i Netavisen Pios nyhedsoverblik i dag mandag.

 

Formands dobbeltliv skal drøftes i 3F’s hovedbestyrelse

Tirsdag formiddag mødes hovedbestyrelsen i fagforbundet 3F ifølge BT for at drøfte sagen om, at forbundsformand Per Christensen i en periode har ført et dobbeltliv, hvor han privat har haft faste kæreste- eller ægteskabsforhold med flere kvinder på en gang.

Dagbladet BT bragte lørdag en længere artikel om sagen.

Ifølge B.T. har formanden i en årrække haft flere sideløbende forhold til i alt fire kvinder, som ikke havde ikke kendskab til de andre forhold. Tre af de fire kvinder står frem med navn i artiklen.

3F’s næstformand Tina Christensen understreger over for Ritzau, at ”med de oplysninger, vi har i sagen, har vi ikke kendskab til forhold, der tyder på misbrug af hverken embede eller 3F-midler i forbindelse med Per Christensens privatliv.”

Tina Christensen skriver videre ifølge Ritzau, at Per Christensens forhold tilhører privatlivet. Hun udtrykker dog også forståelse for, at kvinderne synes, at det er ubehageligt at blive svigtet.

"Det er stærkt ubehageligt for de kvinder, at de er blevet svigtet – det tror jeg, alle kan forstå. Men jeg mener, at det her er dybt privat," skriver Tina Christensen.

Per Christensen selv skrev fredag på sin Facebook-profil, at han fortryder dobbeltlivet.

"Jeg angrer dybt, at jeg lod mit svigt og løgnene komme så langt ud, som jeg gjorde. Jeg er meget ked af og kan se, at jeg har forvoldt meget smerte og vrede hos mennesker, der stod mig allernærmest,” skrev Per Christensen.

 

Ekstra Bladet vil have færre kritiske læserbreve 

Der har været trykt for mange kritiske indlæg om Ekstra Bladet om chefredaktør Henrik Qvortrup i avisen selv, mener chefredaktøren, og derfor skal mængden af kritiske læserbreve i debatsiderne justeres. Det skriver Se og Hør.

Tidligere i denne måned sendte en højtstående nyhedschef på avisen besked til de ansatte:

Der skal være mindre kritik af Qvortrup og Ekstra Bladet i spalterne på debatsiderne.

“Husk at køberne af avisen forhåbentligt godt kan lide den og derfor ikke dagligt behøver at få at vide i spalterne, at de angiveligt har betalt for noget lort,” hedder det blandt andet i beskeden fra Ekstra Bladets ledelse.

Siden har der ifølge Se og Hør på 13 dage således blot været et enkelt kritisk indlæg om Ekstra Bladet og et meget positivt om Qvortrup.

Hovedpersonen selv, Henrik Qvortrup siger til Se og Hør, at ”det er i orden at trykke kritik - det er ikke i orden at trykke for meget kritik.”

 

Nu kan smittede bryde coronaisolation, når symptomer ophører 

Fremover kan coonasmittede, der ikke længere har symptomer, bryde selvisolationen, efter der er gået fire dage fra testtidspunktet.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Samtidig skal nære kontakter ikke længere gå i isolation, med mindre man oplever symptomer.

“Der skal være en balance mellem den situation vi står i, og de anbefalinger vi har. Den seneste tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere,” siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kan den lille Qvortrup ikke lide kritik så skulle han lade være med at ødelægge ekstra bladet.og ikke lave avisen som se og hør udgave nr 2 nej han kører ekstra bladet helt i sænk sladder fra enden til anden,hvem der skal giftes og hvem der går fra hinanden utro og ikke utro,det er da utroligt hvis folk fortsat ville betale 29, 31 kroner for sådan noget lort.

Sikke en gang nonsens man igen kan læse i EB. "At læserne af EB formentlig godt kan lide den, eller ville de ikke læse den." Jeg læser dagligt EB, alene af den grund, at jeg så ved hvad for vrøvl og løgn de sender ud i befolkningen. En hver der er politisk interesseret læser mange forskellige aviser, for at holde sig orienteret.
Medierne ynder at kalde sig kritikere af magten, men hvor kan man kritisere medierne. INGEN STEDER.

Ikke et ondt ord om 3F, de bidrager med millioner af kr. hvert år til Mette og vennerne.

OG ????? Hvorfor skal der skrives onde ord om 3F? At de har en formand der er et fjols, kommer da ikke sagen ved. I øvrigt er der da mange firmaer og erhverv der yder mange og skjulte penge til fx. Venstre. Hvorfor tror du at Venstre kæmpede for en milliard erstatning til Minkerhvervet, og hvem tror du pudsigt nok yder store og skjulte bidrag til Venstre ? Du må gætte 3 gange.

Jamen - er Qvortrup ikke bare en mand der har fået et nyt ståsted for at forfølge dem han ikke kan lide?

JO