Annonce

3F: Hereford scorer millionbeløb på at droppe overenskomst

Restaurant, som sammen med Brdr. Price har opsagt overenskomst, står til at fylde lommerne på bekostning af medarbejderne, vurderer 3F. “Det vil jeg ikke værdige med et svar,” siger Hereford-direktør.
Foto: Emma Inge Hansen
3F København demonstrerer mod restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw foran A Hereford Beefstouw/Apollo i Tivoli
Det ligner et forsøg på at få mere i lommen til sig selv, når A Hereford Beefstouw opsiger overenskomsten.

Det mener fagforeningen 3F København, men restaurant-direktør er rygende uenig.

Selskaberne bag A Hereford Beefstouw, Brdr. Price og Dragsholm Slot har i fælles front opsagt overenskomsten med 3F København.

Ifølge fagforeningen er der tale om en besparelse på næsten 1,7 millioner kroner hos restauranten A Hereford Beefstouw i Tivoli, som medarbejderne vil miste i løn og tillæg.  

Ufaglærte mister mest

“Det ligner et forsøg på at fylde lommerne på bekostning af medarbejderne. Så er det under dække af, at man synes, det er urimeligt, at en ufaglært skal have lige så meget som en faglært,” siger næstformand i 3F København, Teit Gamst, til Netavisen Pio.

Det ligner et forsøg på at fylde lommerne på bekostning af medarbejderne

Netavisen Pio har set 3F Københavns beregninger, og ifølge dem vil restauranten A Hereford Beefstouw i Tivoli med den medarbejdersammensætning, de havde, da udregningerne blev foretaget, spare 140.000 kroner om måneden på løn, hvilket svarer til næsten 1,7 millioner kroner om året.

Ifølge beregningerne, som er lavet i februar i år, går besparelserne hårdest ud over ufaglærte tjenere.

Her står en nyansat ufaglært tjener til at miste 12.500 kroner om måneden, mens den ufaglærte tjener, som ikke er nyansat, vil miste lige under 11.000 kroner.

Også den faglærte tjener står til at miste på nogle punkter ifølge beregningerne. Det fremgår, at en faglært tjener stiger i timeløn, men til gengæld mister penge, fordi fritvalgskontoen ryger.

“Det særlige tillæg, der bliver kaldt en fritvalgskonto, er ikke tilstede,” lyder det fra Teit Gamst.

Derudover mister ufaglærte ansatte genetillæg, tilføjer Teit Gamst: 

“I de udspil de har sendt os, er der ikke nogle genetillæg, som man får for at arbejde på mærkelige tidspunkter på dagen. Det er noget, man giver til faglærte, men ikke til andre”.

Også anciennitetstillægget - som dog kun er nogle få hundrede kroner - ryger ifølge 3F’s beregninger.

Hvordan er I kommet frem til tallene?

 “De har givet os et udspil til en ny overenskomst. Den har vi holdt op mod den eksisterende overenskomst og sagt: Hvad er forskellen på de to overenskomster?” siger Teit Gamst.

3F København har været i konflikt med A Hereford Beewstouw, Brdr. Price og Dragsholm Slot siden selskaberne bag forlod overenskomsten i marts i år. Efterfølgende har der været konflikt og demonstrationer.

Direktør: Vi har tilfredse medarbejdere 

Hos A Hereford Beefstouw er man langt fra enig med 3F København tilgang til, hvad fagforeningen vurderer, at restauranten sparer.

“Det lyder som om, at det er de samme beregninger, der tidligere har været ude. Jeg har ikke andre kommentarer end dem vi tidligere har givet hertil,” lyder det fra Thomas Damgaard til Netavisen Pio.

Thomas Damgaard er administrerende direktør for selskabet, der ejer restaurantkæden A Hereford Beefstouw

Hvordan forholder du dig til påstanden om, at det ligner, I fylder lommerne på bekostning af ansatte?

“Det vil jeg ikke værdige med et svar,” siger Thomas Damgaard, og tilføjer

“Alle der driver restaurant ved, at tiderne ikke ligefrem er til at fylde lommerne - så følger man meget dårligt med i økonomien, hvis det er det man tror! Det drejer sig om at have en virksomhed, der drifter positivt, så vi kan overleve og tilbyde arbejdspladser nu og i fremtiden.

Thomas Damgaard pointerer, at han konkurrerer med 18.500 restauranter, hvor 90 procent ifølge Thomas Damgaard ikke har overenskomst.  

“Og det er der nok en grund til,” siger han.

“Vi har tilfredse og glade medarbejdere i Tivoli. Der er ikke nogen af vores ansatte, der står udenfor og strejker, og vi har ingen som er medlem af 3F. Jeg ved derfor ikke, hvem det er 3F kæmper for her?” siger han.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvornår kommer 3F's blokader af kebabboder og frisører på Nørrebro, som ikke har OK-overenskomst? Er det nemmere at tryne tamme danskere? Vold virker, må man sige.

Medarbejderne er åbenbart tilfredse, ellers fandt de vel et andet arbejde, da der jo er jobs nok.
Man skulle tro at 3F havde andet at tage sig til, end jagte velagtede restauranter.

Mon ikke 3F skulle få orden i egne rækker.
3F i Århus forsvarer deres havnearbejdere med 100 % opbakning, selv om det er helt klart, at de er infiltreret af kriminelle personer, der styrer hele flokken.
Gad vide om 3F i Århus også er infiltreret ?