Annonce

Aktuelt: KL kritiserer ghettoplan, farvel til Ø-profil og Espersen hylder Orban

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Kommuner kritiserer ghettofinansiering
Kommunernes Landsforening (KL) kritiserer nu i skarpe vendinger regeringens planer om at bruge 12 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til at finansiere sit ghettoudspil:

"Når man tager så mange penge ud af Landsbyggefonden og øremærker dem til det her formål, så er der en masse andre boligafdelinger, som ikke kan blive renoveret. Og det vil blot resultere i nye slumkvarterer," siger Thomas Kastrup-Larsen (S), der er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

Pengene i Landsbyggefonden er indbetalt af lejerne med en forventning om, at de ville blive brugt til primært at renovere de eksisterende almene boliger. Men nu vil regeringen frem til 2026 bruge 12 milliarder på at finansiere ghettoudspilet – også de dele af udspillet, som ikke direkte vedrører renovering af boliger.

Tilbage er kun 9 milliarder til at renovere de almene boliger, og det er alt for lidt, mener KL. KL har derfor nu skrevet et høringssvar, hvor organisationen udtrykker dyb bekymring over, at hele finansieringen skal komme fra den almene boligsektor.

Læs hele historien her.

 

Ø-profil forlader Folketinget
Enhedslistens miljø- og klimaordfører, Maria Reumert Gjerding, stopper i Folketinget. Det skyldes, at Reumert Gjerding i weekenden blev valgt som ny præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

”Jeg har været vanvittig glad for at være i Folketinget, men jeg har aldrig lagt skjul på, at det, der driver mig, er den grønne dagsorden. Jeg tror, at jeg kan gøre en rigtig stor forskel som præsident for DN, men jeg kommer da til at savne alle kollegerne i folketingsgruppen og på Christiansborg”, siger hun til DR.

39-årige Maria Reumert Gjerding blev valgt til Folketinget ved valget i juni 2015. Inden da arbejde hun i en årrække som miljøpolitisk rådgiver i Enhedslistens sekretariat på Christiansborg. Hun afløses i Folketinget af den 50-årige Øjvind Vilsholm, der i dag arbejder som forhandlingskonsulent i Dansk Magisterforening.

Espersen: Alle burde gøre som Orban
Den ungarske regeringschef, Victor Orban, vandt i går en stor sejr ved det ungarske parlamentsvalg. Orbans Fidesz-parti fik godt 49 procent af stemmerne, hvilket på grund af valgsystemet sikrer ham 134 ud af 199 pladser i det ungarske parlament.

Orban er en kontroversiel skikkelse i EU-kredse, hvor mange beskylder ham for at være en trussel mod demokratiet i Ungarn. Orban har også flere gange sat sig på tværs i forhold til at træffe fælles beslutninger, blandt andet på asylområdet. Men det skal han ikke høre et ondt ord for, mener Dansk Folkepartis Søren Espersen:

”Sejrherren ved det ungarnske valg, Viktor Orbán, agter at bruge sin sejr til at forsvare sit lands grænser mod ulovligt indtrængende samt at fastholde Europas kristne kultur. I den anledning skal han ikke høre så meget som et ondt ord fra mig...,” skriver Espersen på Twitter efterfulgt af et Dannebrogsflag.

Over for Altinget.dk uddyber Søren Espersen sit Tweet: ”Viktor Orbán vil forsvare landets grænser mod ulovlig indtrængen. Det burde alle regeringschefer prioritere. (…) Derudover har hans parti nogenlunde samme holdning til EU som Dansk Folkeparti med en løs tilknytning, gode handelsaftaler og frihandel, men uden arbejdskraftens frie bevægelighed. På alle felter i forhold til Europa, kultur og grænser er vi enige med ham."

Også franske Marine Le Pen, hollandske Geert Wilders og Beatrix von Storch fra Alternative für Deutschlands har lykønsket Orban med sejret.

 

Verden venter på Trump
Situationen omkring Syren er højspændt, efter der søndag kom nye rapporter fra landet om angreb med giftgas i Damaskusforstaden Øst Ghouta. Et angreb, som det syriske regime, der kæmper hårdt for at overtage kontrollen med området, menes at stå bag.

Trump skrev i går på Twitter, at det vil blive en ”høj pris at betale” for det syriske regime og præsident al-Assad som konsekvens af angrebet. Derfor venter verdenssamfundet nu på, hvad Trumps reaktion bliver. Trump valgte sidste år at sende krydsermissiler mod en syrisk militærlufthavn efter et lignende giftgasangreb.

I de tidlige morgentimer bombede fly en militærlufthavn i Syrien. Ifølge Rusland var det Israel, som stod bag det angreb.

 

Podcast: Fremtidens offentlige sektor
Er det McKinsey eller medarbejderne, der skal udvikle vores offentlige sektor, når den skal rustes til at varetage morgendagens samfundsproblemer?

Det spørgsmål diskuterer Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokratiet, Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, samt Henrik Hjortdal, skribent på ledelsesavisen denoffentlige.dk, og mangeårig medarbejder i Finansministeriet.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet