Annonce

Alex Vanopslagh risikerer skattesmæk, og tidl. V-minister smed Anders Fogh under bussen

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
LA-formand Alex Vanopslagh (V) risikerer et kæmpe skattesmæk, og den tidligere V-skatteminister Kristian Jensen smed i realiteten sin daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, under bussen forleden.

Sundhedspersonale bliver fra 1. juli fritaget for modregning i efterløn i to år, og så skal vi til at sortere tekstilaffald.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt, som i øvrigt er den sidste inden Netavisen Pio holder sommerferie i juli måned.
 

Mere Vanopslagh: Risikerer kæmpe skattesmæk

LA-formand Alex Vanopslaghs risikerer nu, ifølge skatteeksperter, som Ekstra Bladet har talt med, et kæmpe skattesmæk som følge af hans boligsag.

Vanopslagh har allerede tilbagebetalt omkring 77.000 i uberettiget tillæg for dobbelt husførelse. På den baggrund har Folketingets Præsidium lukket sagen. Men onsdag kunne Information oplyse, at politiet nu efterforsker sagen på baggrund af en politianmeldelse fra en borger.

Et nyt svar fra Skattestyrelsen til Ekstra Bladet tyder nu yderligere på, at Alex Vanopslagh kan få et kæmpe skattesmæk af huslejeværdien af den lejlighed, han fik stillet gratis rådighed af Folketinget.

Læs mere her.

 

Smider Anders Fogh under bussen

Tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) smed i realiteten tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) under bussen, da han tirsdag blev afhørt i Undersøgelseskommissionen om Skat, som nu kører på femte år.

Kommissionen skal blandt andet undersøge, hvordan det er gået til, at gældsinddrivelsen i Danmark nærmest nedsmeltede.

Kristian Jensen var i 2004 skatteminister under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Kristian Jensen var skatteminister i seks år: Fra 2004 til 2010.

Kristian Jensen blev af statsminister Fogh Rasmussen sat i spidsen for et skattevæsen, der skulle reformeres, effektiviseres og ikke mindst slankes. Blandt andet blev den kommunale og statslige inddrivelse af gælden samlet under Skatteministeriet.

Fusionen af gældsinddrivelsen blev gennemført i lyntempo.

Kristian Jensen lagde under afhøringen ikke skjul på, at der var sket fejl:

“Det var forkert, at vi sparede så hurtigt og så hårdt i begyndelsen, og det var også en fejl, at der ikke var tid til at få it-systemet på plads. Men jeg vil ikke tages til indtægt for, at det ikke var muligt at effektivisere Skat i 2005,” lød det fra Kristian Jensen ifølge Berlingske.

 

Fra 1. juli fritages sundhedsansatte for modregning i efterløn i to år

Ansatte i sundhedsvæsenet fritages for modregning i efterløn. Fritagelsen gælder for efterlønnere ansat fra den 1. januar 2023 til og med udgangen af 2024. Formålet er at skaffe mere arbejdskraft til sundhedsvæsenet.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse

Afskaffelsen af modregningen er en del af ‘Aftale om Akutplan for Sygehusvæsenet’,som regeringen og Danske Regioner indgik tidligere i år. Aftalen indebærer, at ansatte i sundhedsvæsenet, der er gået på efterløn, med en økonomisk fordel kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Fritagelse for modregning i efterløn omfatter alt arbejde på offentlige sygehuse, regionsdrevet lægevagt, ambulancepersonale, arbejde inden for den kommunale sundheds- og ældrepleje samt på privathospitaler, der udfører opgaver under regionale udbud eller det udvidede frie sygehusvalg. Fritagelsen omfatter også arbejde udført af ansatte hos private leverandører til sundhedsvæsenet. Afgrænsningen er sket i samarbejde med Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Det er en betingelse, at man er gået på efterløn ved begyndelsen af ansættelsen. Er man allerede ansat i sundhedsvæsenet, bliver man fritaget for modregning i efterløn for merarbejde. Ordningen er midlertidig og løber i perioden 2023 og 2024.

Fritagelsen har tilbagevirkende kraft for udbetalt efterløn i perioden fra og med den 1. januar 2023 til og med den 30. juni 2023.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger:

“Afskaffelsen af modregningen for efterlønnere er et vigtigt bidrag til at afhjælpe manglen på arbejdskraft i sundhedsvæsenet.”

“Vi har brug for flere dygtige hænder og kloge hoveder generelt i samfundet, men bestemt også i sundhedsvæsnet. Forhåbentlig vil mange af dem, der er gået på efterløn og stadig har mulighed og lyst til at arbejde, benytte sig af den nye økonomiske fordel her i 2023 og 2024.”

 

Nu skal vi sortere tekstilaffald til gavn for miljø og klima

Et bredt politisk flertal har besluttet, at vi fra 1. juli skal sortere vores tekstilaffald derhjemme. Aftalen betyder, at flere ton tøj og tekstiler vil blive genanvendt til gavn for vores miljø og klima.

”For meget tøj og tekstiler ender med at blive brændt af som restaffald. Det kan vi gøre noget ved, når vi sorterer den ødelagte trøje eller tæppe, så det kan få nyt liv,” siger miljøminister Magnus Heunicke (S) ifølge en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

De lasede cowboybukser, blusen med hul i eller det gamle tæppe ender i dag ofte i skraldespanden, hvorfra det køres til et forbrændingsanlæg sammen med det øvrige restaffald. Det udleder unødigt meget CO2, når det går op i røg i stedet for at få et nyt liv som for eksempel nyt tøj, klude eller isolering.

Nu kan vi alle være med til at gøre en forskel, så vores tekstilaffald kan blive genanvendt til nye produkter. Den 1. juli er nemlig skæringsdato for sortering af tekstilaffald ude i de danske hjem.

“Tekstiler er den fjerde mest miljø- og klimabelastende industri i EU - kun overgået af bøffer, boliger og biler. Det går ud over vores miljø og klima, og det kan vi gøre noget ved, når vi sorterer vores affald. Et bredt politisk flertal har sat en ambitiøs målsætning om at skære ned på affaldsmængderne, som også omfatter vores tekstilaffald,” siger miljøminister Magnus Heunicke.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet