Anbefaling: 5 bøger som du skal læse i efterårsferien

Uanset om du er til selvbiografiske romaner eller debatbøger, så er her fem fremragende udgivelser, der er garanti for god efterårsferie-læsning.
Foto: Colourbox
Efterår. Bladene falmer, himlen er grå. Udenfor er det småt ved at blive koldt. Men du har ferie. Og måske udover familiehygge og en tiltrængt oprydning i skuret, betyder det selvfølgelig læsetid. Men hvad skal du læse? Netavisen Pio giver her fem bud på fremragende udgivelser, der er garant for en efterårsferie med gode læseoplevelser.

Dan Jørgensen: Staunings arv (2018)

Et velfærdssamfund er et lykkeligt samfund. Kan det siges enklere? Nej, ikke hvis det står til Dan Jørgensen. Med sin 250 siders bestseller, ”Staunings Arv”, laver folketingsmedlem og næstformand for gruppeledelsen i Socialdemokratiet forfriskende og modigt en kobling mellem dansk og international politik anno 2018 og selveste Thorvald Stauning.

Bogen er imidlertid ikke bare en hyldest til den fattige arbejderdreng, der begyndte som cigarmager og endte som hele Danmarks landsfader. Ligesom det heller ikke bare er en sammenlignede analyse mellem dengang og nu.

Hvad der gør ”Staunings Arv” til en helt særlig læseoplevelse, er nemlig, at Dan Jørgensen desuden ganske opfindsomt trækker en forbindelse mellem gamle radiotaler om befolkningens lykketilstand og moderne lykkeforskning.

Det er svært ikke at være begejstret for en debatbog, der tør være anderledes, velargumenteret og i øjenhøjde
.

I relation til den rødglødende skrivekløe blandt fremtrædende socialdemokrater i disse år, hvor Henrik Sass, Mattias Tesfaye m.fl. tager skeen i egen hånd og sætter samfundet til debat, er det svært ikke at være andet end begejstret for en debatbog, der rent faktisk tør være anderledes, velargumenteret og lige i øjenhøjde med os vælgere.

Og uanset du leder efter den røde tråd i midt i en krisetid, eller du bare er hooked på et stykke spændende faglitteratur til ferien, er her således en ganske god grund til at stikke ned til boghandleren. Læs en tidligere anmeldelse på Netavisen Pio her.

Dan Jørgensen: ”Staunings arv – Vejen til en lykkeligt Danmark.” 250 sider. Peoples Press. Udgivet 2018

Benny Andersen: Sådan kan Islam også være (2015)

Engagement, forståelse og solidaritet. Tre ting for enhver, der ved hvor fællesskabet skal stå. Men også tre ting gør sig gældende for Benny Andersens “Sådan kan islam også være” fra 2015.

Den nu afdøde digter giver os nemlig her en række samtaler med både politikere og folk fra det religiøse samfund i Danmark såsom fhv. overrabbiner Bent Melchior og fhv. biskop Kjeld Holm samt politikerne Yildiz Akdogan og Søren Pind.

Samtidig indeholder bogen en række essayistiske beretninger om forfatterens egen relation til det multireligiøse Barbados, hvorfra hans afdøde hustru Cynthia i øvrigt kom.

Alt i alt en lille 80 siders sag skrevet i et fantastisk sprog

Herigennem får læseren et alternativt og (desværre) stadig meget relevant blik på den smålighed og generalisering af islam og flygtninge, der undertiden invaderer debatten med sit fremmedfjendske tone på bekostning af klimaproblemer og arbejdsmarkedsforhold.

Alt i alt en lille 80 siders sag skrevet i et fantastisk sprog, der måske ikke ligefrem er stor, hvad angår omfang. Men til gengæld er det, hvad angår sit menneskesyn. Også selvom bogen blot udgør en lille parentes i et stort forfatterskab, hvor især ”Snøvsen” og ”Svantes viser” kalder på opmærksomhed.

Benny Andersen: ”Sådan kan islam også være.” 88 sider. Gyldendal. Udgivet 2015.

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1905)

Lidt forsimplet sagt er lykke en tvedelt størrelse. På den ene side er den lig med det held eller den fremgang, vi mennesker har udadtil. På den anden side peger den indad, nemlig som en oplevelse af ro og indre glæde.

Begge dele inkarnerer den litterære anti-helt Per Sidenius i Henrik Pontoppidans stadig ret så imponerende klassiker ”Lykke-Per”. Den version, vi kender i dag, udkom i 1905, efter den oprindeligt var udkommet som føljetonroman i otte bind over en årrække.

Bogens 832 sider byder på en detaljerigdom, hvad angår sprog og karakterer, som selv den bedste helaftensfilm ikke kan mestre

Med Bille Augusts fremragende filmatisering er bogen igen på alles læber. Og med god grund. Dog byder bogens i alt 832 sider på en detaljerigdom, hvad angår sprog og karakterer, som selv den bedste helaftensfilm ikke kan mestre.
 

På jagt efter lykken drager den unge Per til København, væk sin strenge opvækst i det landlige Randers og væk sin patriarkalske præstefar. Han vil læse til ingeniør og realisere sine dristige drømme om et kanalsystem gennem Jylland, baseret på vind- og bølgeenergi.

I København møder han den jødiske rigmand Ivan Salomon, som gerne vil hjælpe med at føre hans visioner ud i livet. Og samtidig forelsker Per sig i søsteren Jakobe. Men barndomshjemmet spøger stadig, og han opgiver drømmene til fordel for de små glæder som ensom vejassistent i Thy.

Hvad der gør Pontoppidans roman så fascinerende er, at den er mere end en fortælling om social arv, gudløshed og store drømme. Det er også en fortælling om industrialiseringens Danmark omkring århundredskiftet samt kampen mellem kristendom og naturvidenskab. Om modsætninger. Og et moderne samfund i opbrud. Ting, vi også kan relatere til i dag.

Henrik Pontoppidan: ”Lykke-Per”. 832 sider. Gyldendal. Udgivet 2012 (1905).

Steffen Jacobsen: Hvis de lige vil sidde helt stille, Dr. Jakobsen er ny på afdelingen (2018)

Stikker man næsen frem risikerer man at få den i klemme. Og man skal da ikke forfærdeligt langt ind i forfatter og tidligere overlæge Steffen JaCobsens aktuelle debatbog før de ungefær 130 sider hakker bisserne i snudeskaftet på det danske sundhedsvæsen. Argh!

Med stor præcision skildrer bogen et sundhedsvæsen, der, ja, paradoksalt nok, er blevet sygt og lider af djøfisering. Vi hører om læger, der er stressede, om patienter, der nærmest er taget som gidsel, og sygeplejesker, der drukner i alt for meget dokumentation.

Da bogen udkom tilbage i april, modtog den positiv opmærksomhed fra diverse danske medier. Lad os håbe det samme gælder vores folkevalgte politikere. For uanset om man priser sig lykkeligt for den private sektors lyksagligheder, er det alligevel svært helt at forestille et samfund, der er stærkere sit svageste led.

Den satiriske tilgang er i sagens natur hylemorsom

Den satiriske tilgang er i sagens natur hylemorsom. Men i sidste ende må smilet alligevel stivne hos enhver, der har det solidariske velfærdssamfund kært. I bedste Hans Scherfig-stil a la ”Idealister” rammer Steffen Jacobsen nemlig lige ned en aktuel debat om arbejdsvilkår og lønforhold på de danske sygehuse. Og er du interesseret i lige netop den, bør du straks slå et smut forbi din lokale boghandler.

Steffen Jacobsen: ”Hvis De lige vil sidde helt stille, dr. Jacobsen er ny på afdelingen.” 128 sider. Lindhardt & Ringhof. Udgivet 2018.

Åsa Linderborg: Mig ejer ingen (2008)

Åsa Linderborgs fremragende bog ”Mig ejer ingen” havde tilbage i 2007 knapt nok forladt trykkeriet, inden den blev udråbt til en moderne klassiker i svensk litteratur.

Bogen blev mødt med positive anmeldelser, nomineret til Augustprisen og siden indspillet som film med Mikael Persbrandt i hovedrollen. Også her hinsides i Danmark.

Bogen brister illusionen om det lige velfærdssamfund

”Mig ejer ingen” er en selvbiografisk fortælling, en skilsmissefortælling. Men også en fortælling om, hvad det vil sige at vokse op i et arbejderhjem i 70’ernes Sverige. En fortælling om hvordan det opleves at vokse op med en far, der er alkoholiker. At være mønsterbryder og ende på universitet, langt væk fra hjembyen Västerås.

Mest af alt er romanen dog er en oprejsning, og det der skal rejses op, er farens minde. Han skal have en gravskrift. Derfor er romanen overvejende et tilbageblik på deres liv sammen. Om kærlighed og længsel. Om drømme. Og dens slags følelser, der trodser selv lugten af cigaretter, sved og Pripps Blå.

Det begynder dog anderledes lyst. Leif Andersson er den lokale fodboldstjerne, der gifter sig ung og tager et job på stålværksfabrikken, hvor også hans egen far og brødrene arbejder. Siden bliver dog han skilt, og lille Åsa og faren bor alene.

Bogen brister illusionen om det lige velfærdssamfund. Alligevel er ”Mig ejer ingen” en smuk og dybt solidarisk gribende fortælling om den lille mand generelt og det til tider anstrengte forhold til hårdtarbejdende og alkoholiserede far i særdeleshed.

Åsa Linderborg: ”Mig ejer ingen.” 263 sider. Lindhardt & Ringhof. Udgivet 2008.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Annonce