Det, der umiddelbart - og uden svinkeærinder - slår en, når man giver sig i kast med W.G. Sebalds forfatterskab, er hvorledes man allerede fra første sætning ligesom stiger på et arkaisk lokomotiv, for efterfølgende at blive revet viljeløst med.

Der er noget helt ekstremt unikt ved hans diktion og stil, der gør sproget fortættet og umuligt at læse, uden at man samtidig må koncentrere sig for at fange et eller andet; noget, der bliver sagt mellem linjerne og som slår en som værende af altovervejende betydning.

Det er derfor, at det er så stor en oplevelse at læse hans debut, ‘Efter naturen', der udkom i 1988. På daværende tidspunkt var han 44 år, og underviste på universitetet i litteratur. ‘Efter naturen' er et prosadigt, delt op i tre suiter, omhandlende Tysklands dybere historie.

En oplagt kandidat til Nobelprisen

Sebalds forfatterskab og liv endte brat i 2001, da han omkom i en bilulykke, men på daværende tidspunkt var hans litterære renomme så stadfæstet, at de fleste betragtede ham som en oplagt kandidat til at modtage Nobelprisen.

‘Efter naturen' er et interessant skrift af mange forskellige grunde, og nok især fordi han, som en natsværmer, allerede her udfolder hele sit forfatterskabs tematikker og metodiske diktion og stemme.

Det særlige ved Sebalds tilgang er, at han begynder historien om barbariet, om lidelsen og den tyske identitets splittelse langt tidligere i historien

Det er samtidig et modigt skrift, og det fremstår så modent, så fuldkomment.

Det er vanskeligt at forklare helt præcist hvad W.G. Sebald gjorde, men nogle af elementerne i forfatterskabet står ret eksplicit som grundelementer, blandt andet Tysklands forhold til holocaust, som stort set alle tyske forfattere efter Anden Verdenskrig har taget livtag med.

Det særlige ved Sebalds tilgang er, at han begynder historien om barbariet, om lidelsen og den tyske identitets splittelse langt tidligere i historien, og det er netop, hvad der er på spil i ‘Efter naturen'.

Fokus forskudt

Prosadigtets første suite handler om den tyske maler, Matthias Grünewald. Han var renæssancemaler, men fulgte ikke datidens vej, hvor man perfektionerede gengivelsen, ligesom i Leonardo Da Vincis vitruvianske menneske.

 

 

Det var angiveligt også derfor, at man efterfølgende glemte ham i kunsthistorien, for siden at blive genopdaget, i slutningen af det nittende århundrede, af den excentriske forfatter og kunstkritiker, Joris Karl-Huysmans.

Det var en periode i kunsthistorien, hvor avantgardisterne forsøgte at tage et opgør med den naturalistiske kunstforståelse.

Det var i denne periode, hvor man også genopdagede maleren El Greco, som pt udstilles på Willumsens Museum, og som Netavisen Pio har anmeldt her.

Det særlige ved både El Greco og Matthias Grünewald er deres manieristiske tilgang til maleriet.

Begge malere overholdt ikke reglerne for menneskets proportioner, og deres fokus var forskudt, fordi de ville indfange noget spirituelt, noget der ikke rigtig kan vises, hvis man blot gengiver virkeligheden naturalistisk.

Derfor blev Leonardo Da Vincis vitruvianske menneske vredet af led i disse kunstneres malerier.

Kunstens sandfærdige magi

Ifølge Karl Joris-Huysmans skabte Matthias Grünewald en syntese, bestående af lige dele naturalisme og spirituel symbolisme.

Dette kommer for alvor til udtryk i alterværket i klostret i Isenheim. Det særlige ved dette kloster var, at man der tog sig af de lidende, dem, der var ramt af fysiske sygdomme, hvor deres kroppe var i opløsning.

For det er netop, hvad der fascinerer både Joris Karl-Huysmans og W.G. Sebald: Grünewalds evne til at illustrere kroppenes opløsning og Kristus’ lidelse, i en sådan grad, at det samlet set fremstår som en anklage, et vidnesbyrd, om tidens barbari og kunstens sandfærdige magi.

W.G. Sebalds skriver fuldkommen eminent og særegent. Man kan ikke skelne mellem tænkning og poesi i hans skrift

W.G. Sebald iscenesætter Grünewalds arbejder i tidens kontekst, hvor der også blev oprettet ghettoer for jøderne. Og det er denne insisteren på at se på barbariet, på det grusomme, som et element i det skønne, som kunstneren skaber på trods, der er selve grundstammen i hele W.G. Sebalds forfatterskab.

Der er tale om en art lidelse, der befinder sig hinsides forstanden, og som derfor heller ikke kan gengives direkte.

Eller rettere: Det skønne, det betagende og det givende i kunsten giver kun mening, hvis det konfronteres med lidelsen, der fremstår som noget naturgivent, en gentagelsesfigur, der ikke forsvinder, på trods af fremskridtet.

W.G. Sebalds skriver fuldkommen eminent og særegent. Man kan ikke skelne mellem tænkning og poesi i hans skrift. De er låst fast i hinanden, ligesom sandheden og fiktionen glider sammen i hans tekster.

Skyggen, som flertallet forsøger at glemme

De to sidste suiter i ‘Efter Naturen’ handler om henholdsvis naturvidenskabsmanden Georg Wilhelm Steller og Sebald selv.

Steller deltog i den 2. Kamtjatka-ekspedition, sammen Vitus Bering, og i ‘Efter Naturen’ er det forsøget på at finde et sprog for al den billedskønne natur, som Steller giver sig i kast med, samtidig med at død, lidelse og barbariet foregår omkring ham.

Og sådan er det også med efterkrigsbarnet, W.G. Sebald, da han giver sig i kast med at skrive om sin egen opvækst, og holocaust fremstår som den skygge, som flertallet forsøger at glemme, eller alt for nøgternt beskriver og indekserer, uden sådan rigtig at tage livtag med de dybere traumer.

At det overhovedet nu findes i en dansk oversættelse er nærmest et mirakel

Det er derfor, at W.G. Sebalds livtag med især Matthias Grünewald og holocaust i ‘Efter Naturen’ fremstår som en nøgle til at forstå hele forfatterskabet.

Det er intenst, det er et sværdslag med det nøgterne, det eskapistiske, det nemme og helt umulige, lige dér, hvor kunsten for alvor kan spille en rolle, med vidt åbne øjne, direkte fokuseret på det uforståelige i menneskehedens historisk grusomme væsen.

At det overhovedet nu findes i en dansk oversættelse er nærmest et mirakel. W.G. Sebald var selv yderst kritisk overfor oversættere, men den danske oversættelse fremstår både præcis, smukt rytmisk og sansemættet, så man efterlades med tårer i øjnene.

W.G. Sebald: ‘Efter naturen. Et elementardigt.’ Oversat fra tysk af Kasper Green Munk. 99 sider. Udgivet på forlaget Atlanten, 2022.