Det giver selvfølgelig mening, fordi El Greco faktisk var inspirationskilde for mange europæiske, herunder skandinaviske, moderne kunstnere, og nok især fordi Willumsen selv, i 1911, indkøbte et maleri, tilskrevet El Greco, som i dag ejes af museet og betragtes som en uvurderlig perle.

Var overset

Det hele begyndte i 1888, hvor kunstneren og kunstkritikeren, Johan Rohde, for første gang skrev begejstret om El Greco på dansk.

El greco var dengang nærmest overset. Johan Rohde opdagede ham på sin intense Europatur året forinden, hvor han så en del af hans malerier på Prado Museet i Madrid. Han var forbløffet over det udtryk, som man i dag kalder for ‘mannerisme’.

Mannerismen kan bedst forklares ved et kik på Michelangelos kunst, hvor han i stigende grad nærmest blev besat af kroppens detaljer.

El Greco betragtes i dag som mannerist, fordi hans udtryk var så maniske, nærmest karikerede

Det skabte bekymringer, også inde i Michelangelo selv, der mistænkte denne mani for at fordrive den dybe tro på og tilbedelse af Gud, til fordel for fokus på detaljerne og repræsentationen af disse.

El Greco betragtes i dag som mannerist, fordi hans udtryk var så maniske, nærmest karikerede, og tidligere betragtede man hans fokus på kroppenes og ansigtsudtrykkene som værende skabt af en gal mand.

Hans inderlighed og originalitet gjorde, at kroppene mistede deres naturlige udtryk, og noget åndeligt, noget nærmest manisk og symbolsk kom frem på lærrederne.

Hypermoderne

I dag fremstår disse figurer som hypermoderne, fordi de virker fritstillede, formmæssigt plastiske, og det er blevet tydeligt, at mange af datidens symbolister og modernister har fundet inspiration i netop ham.

Ikke mindst Willumsen. Han var, som sagt, besat af El Grecos univers, og på denne udstilling ser man tydeligt, at han næsten kopierer, eller i hvert fald bruger rigtig mange virkemidler derfra, i hans eget kunstneriske univers.

Der har altid været noget dobbeltbetonet i Willumsens univers. Han var på mange måder kvintessensen af modsætninger.

Det er helt tydeligt, at den omtalte El Greco-mani har manifesteret sig helt eksplicit i mange værker

Han gjorde om nogen op med datidens kunstneriske smag og udtryksformer, samtidig med, at han konstant refererede til tidligere kunstnere. Han arbejdede konstant med et udtryk, der på en og samme tid er karikeret og sakralt, ikke mindst med ham selv som iscenesat figur.

Og når man først har set sammenhængen mellem El Greco og Willumsen, så ser man det alle vegne.

Det samme gælder de mange udvalg af datidens moderne kunstnere, som denne særudstilling har taget med. Det er helt tydeligt, at den omtalte El Greco-mani har manifesteret sig helt eksplicit i mange værker.

Den eneste rigtige tilgang

Dengang jeg selv læste på universitetet, i midten af halvfemserne og op gennem nullerne, var man mest interesseret i at fokusere på brud. Man interesserede sig for, hvor skarpt de forskellige kunstneriske retninger skabte brud mellem epoker.

Det var, nærmest karikeret, som var fremskridtet i kunsthistorien som en ren linje, hvor den totale abstraktion og den rene konceptkunst fremkom af en art historiens nødvendighed, der var et udtryk for en stigende formaliseret kunstopfattelse.

Intet moderne er mere betydeligt, end det gamle, blot fordi det er nyere

Men sådan fungerer kunst ikke. Tag blot kunstneren Hieronymus Bosch, der på en sær måde overgår selv den mest ekstreme surrealist.

Og det er sådanne forbindelseslinjer mellem nyere og ældre kunst, der måske har været oversete eller glemte, som denne udstilling om El Greco-manien peger på. Det er vigtigt, lærerigt og ens horisont udvides.

Det er, for mig at se, det eneste rigtige tilgang: Intet moderne er mere betydeligt, end det gamle, blot fordi det er nyere.

Tværtimod.

Kunst er kommunikation, og man er et fattigt menneske, hvis ikke man kan blive blæst bagover af en kunstner, der på den særeste facon pludselig bryder ud af fortiden og taler direkte til dine sanser, som var de nærmest forud for din egen forståelse og tid.

Udstillingen om El Greco og nordisk modernisme kan mange ting, men for mig er det mest betydelige netop fokus på Willumsen og El Greco, og de andre modernister, der også er repræsenteret, som virker mest som en accentuering af, at mange dengang så direkte og eksplicit på denne store kunstner fra fortiden.

Øjenåbnende udstilling

Jeg kunne nok godt have tænkt mig, at udstillingen tog tråden fra Johan Rohdes skriverier om El Greco mere uddybende op.

Det var jo Johan Rohde, der et par år senere, i 1891, sprængte datidens kunstneriske konsensus, da han tog initiativ til en protestudstilling, Den Frie Udstilling, hvor blandt andre Willumsen bidrog med sin berømte stregtegning, der i dag symboliserer det egentlig moderne gennembrud i dansk kunsthistorie.

Den nuværende er, i sig selv, en øjenåbnende og dybt inspirerende udstilling

Går man rundt på Willumsen Museum er der så mange tråde, der peger mod dette opgør, og samarbejdet mellem Johan Rohde og Willumsen.

Også begges genopdagelser af datidens kunstnere, der inspirerede så mange, og skabte grobunden til alt det nye, der i dag er blevet klassisk, og som måske kan retfærdiggøre, at man i stigende grad kan tale om en særlig Nordisk Modernisme.

Et sådant fokus kunne måske være tema for en fremtidig udstilling om Willumsen Museum. Den nuværende er, i sig selv, en øjenåbnende og dybt inspirerende udstilling.

Og El Greco kan man i hvert fald aldrig få for meget af.

'El Greco og Nordisk Modernisme - Som et barn, der klipper og samler'. Særudstilling på Willumsen Museum, Frederikssund. 4. marts - 4. juni, 2023.