Normaliseringen af Enhedslisten

Nyt netværk i Liste Ø afslører, at listen, ligesom andre partier, efterhånden er ved at få klart definerede politiske fløje.
Ét af Enhedslistens særtræk har altid været manglen på politiske fløje og medfølgende fløjkampe. Eller i hvert fald relative mangel på sådanne i forhold til andre partier.

Og det på trods at, at Enhedslisten blev dannet i 1989 af en række partier på den yderste venstrefløj, for hvem ingen uenighed historisk havde været for lille til ikke at resultere i en tendens, en fraktion eller ligefrem et parti. Den dag i dag har Danmark således stadig hele fire partier, som kalder sig kommunister.

Godt nok har Enhedslisten arvet organisationsstrukturen fra Venstresocialisterne (VS) med kollektiv ledelse, mindretalsbeskyttelse og en rotationsordning, der skal sikre en repræsentativ folketingsgruppe uden såkaldte levebrødspolitikere, men ikke dette partis berømte/berygtede fraktionskampe.

Når denne ved, at han skal hænges

Som den engelske kritiker og forfatter Samuel Johnson sagde, så får det jo på en vidunderlig måde en mand til at koncentrere sig, når denne ved, at han skal hænges. I dette tilfælde kunne kommunister, venstresocialister, trotskister – og siden maoister – i slutningen af 1980’erne se frem til ellers at ende på historiens losseplads.

Alle vidste partierne, at hvis de skulle komme videre, var de nødt til at lægge fortidens stridigheder bag sig. Hvilket skete samtidig med, at Murens fald gav dem en ny chance, for venstrefløjen behøvede hverken strides om forholdet til Sovjetunionen og Kina, eller hvordan det socialistiske samfund skulle se ud - og vejen dertil.

Parti i partiet

Sådan har det som sagt været et langt stykke af vejen siden dengang. Men som i alle partier har der selvfølgelig været den klassiske opdeling mellem dem, som ønsker den rene vare, og dem, som ønsker, eller kan leve med, den mere udtyndede. Mellem traditionalister og modernister.

Trotskisterne i Socialistisk Arbejderparti (SAP) er dog blevet opfattet af mange i Enhedslisten som et parti i partiet, hvilket har resulteret i flere årsmødeforslag om et forbud mod dobbeltmedlemskaber, eller Lex SAP, og til, at partiet nu har skiftet navn til Arbejderpolitik. Hvilket også i endnu højere grad har været tilfældet med de andre trotskister i Internationale Socialister (IS), der i en årrække udgjorde kernen i det såkaldte højtråbende mindretal i Enhedslisten (indtil IS forlod Liste Ø i 2015).

Både SAP og IS befinder/befandt sig på Enhedslistens venstrefløj i en lang række spørgsmål (for sidstnævntes vedkommende på alle spørgsmål).

Christiansborg-fløjen

Men bortset fra de to trotskistiske grupper har det været kendetegnende for de netværk og Facebook-grupper, som ikke mindst opstod som konsekvens af Enhedslistens samarbejde Thorning-regeringen, at de mest af alt har været utilfredse med det, som nogle kalder ”Christiansborg-fløjen”.

Kritikken har handlet mindre om den førte politik og mere om centraliseringen af magten i folketingsgruppen og sekretariatet på Christiansborg. Hvilket dog også dækker over frygten for, at de langsigtede mål glemmes i den daglige politik.

”Grundlæggende går ’Christiansborg’-fløjens strategi ud på at gøre Socialdemokratiet rangen stridig som Danmarks store centrum-venstre-folkeparti, herfra stammer udtrykket ’et parti i egen ret’,” skrev redaktøren på Kritisk Revy, Niels Frølich, tidligere på måneden.  

Plads til tre socialdemokratiske partier i Danmark?

”Men det kniber med at realisere dette, for er der plads til tre socialdemokratiske partier i Danmark? Langt henad vejen fungerer jo både SF og EL som Socialdemokratiets eksterne venstrefløj. Det er der også brug for og Enhedslisten er jo alt andet lige stadigvæk mere venstre end centrum og mere social-humanistisk end socialdemokraterne, men er det nok?”

Nye netværk

Men det er nu ved at ændre sig, som det senest er sket med oprettelsen af et nyt EU-netværk, der vil gøre op med Enhedslistens krav om dansk udmeldelse af EU.

Et andet netværk, Græsrodsnetværket, vil ”fastholde og udvikle EL’s oprindelige DNA, som et mangfoldigt kritisk, antikapitalistisk venstrefløjsparti i sin egen ret.”

Og sidst, men ikke mindst, har Enhedslisten fået endnu en uofficiel ungdomsafdeling, nemlig Rød-Grøn Ungdom (RGU) der gør Socialistisk Ungdomsfront (SUF) rangen stridig som partiets foretrukne af slagsen.

Mens flere i Enhedslistens ledelse har været kritiske over for SUF, har ungdomsorganisationen til gengæld kritiseret ”moderpartiet” for at være for pragmatisk og for optaget af netop arbejdet i Folketinget. Symbolsk boykottede SUF i 2019 folkemødet på Bornholm og opfordrede forgæves Enhedslisten til at følge trop – med henvisning til, at det ”er en elitær fest forbeholdt de meget få, der har tid til, råd til og mulighed for at tage fri fra arbejde eller uddannelse og rejse hele vejen til Bornholm for at deltage i det.”

Modtagelsen af Rød-Grøn Ungdom har også delt sig efter de samme skillelinjer, som har præget – og præger – partiet og risikoen er, at de unge, som skoles med denne splittelse, naturlig nok som ældre tager lærdommen med ind i moderpartiet.

Parti og sekt

Her og nu støtter et stort flertal modernisterne, Christiansborg- eller højrefløjen (hvad sidstnævnte i hvert fald ikke vil kaldes!), som valgene af folketingskandidater og hovedbestyrelsesmedlemmer samt årsmødeafstemningerne afslører. Omend Enhedslisten er splittet i spørgsmålet om EU, hvor de ledende kammerater  – i en eller anden form – støtter et opgør med partiets nuværende modstand mod Unionen.

Beslutningen om for første gang i 2019 at stille op til Europa-Parlamentet skyldtes også, at lukningen af Junibevægelsen – de facto – efterlod liste Ø med liste N’s endnu mere kritiske EU-politik som sin egen. Uden at nogen havde besluttet dette.

Imod selv de mindste forringelser

Tiden som støtteparti for Frederiksen-regeringen sætter dog – ligesom under Thorning-regeringen – Liste Ø under pres og forstærker sprækkerne i enigheden. Det vil altid være svært at leve op til principprogrammets ord om at arbejde for ”selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser,” når der skal laves kompromisser med andre partier. Kompromisser indebærer både at give og få indrømmelser.

Men som en af Enhedslistens grundlæggere, SAP’eren Søren Søndergaard, engang har sagt:

”Et parti uden en højre- og en venstrefløj er ikke et parti, det er en sekt.”

Hvilket var møntet på SAP, der i sine bedste dage aldrig havde  over 200 medlemmer.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Er det ikke en lidt flot at skrive, normalisering af enhedslisten? er der overhovedet noget normalt i det parti?

Flere studier peger på, at danskernes trivsel generelt er hårdt ramt på grund af corona.

En ny undersøgelse viser, at 21 procent har fået dårligere mental trivsel. Statens Institut for Folkesundhed har spurgt de samme 5.000 danskere om deres mentale sundhed både i 2019, altså før coronakrisen, og så igen i efteråret 2020.

I 2020 var antallet af selvmord blandt unge kvinder det højeste antal, der er registreret i 20 år.

Helt præcis tog 17 kvinder i aldersgruppen 20-24 år deres eget liv, og det er altså en tredobling i forhold til tidligere år.

Tallene kommer fra et særudtræk fra Dødsårsagsregisteret, som Sundhedsdatastyrelsen har lavet for DR Nyheder.

En realitetsprofil for Enhedslisten som støtteparti i 2020. Normaliseringen af Enhedslisten.

“At tage kvinder og børn hjem fra Syrien med fængsel og adskillelse af mor og barn, vil udgøre en stor risiko for selvmord”. Erfaringerne var fra Kosovo. Fra en der har studeret emnet. Risikoen for terrorisme skal vel afvejes med risikoen for selvmord.

Coronahåndtering? Risiko for død af virus? Risiko for død af selvmord? Enhedslisten er blevet et ansvarligt parti! Man tager valg! Og står med konsekvenserne! At normalisere det unormale er oftes det politiske dilemma. I øjeblikket står Enhedslisten med døden i sine hænder. Vindere og tabere...Det er svært at frelse verden.

Enhedslisten som et helt normalt parti.

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

...og Socialdemokratiet har ingen fløje og ingen dialog? Alle er enige med toppen og så dernedad? Eller....?

Det er før i medierne fastslået, at Enhedslisten er ”et sammenrend af afdankede autonome og overvintret hønsestrik fra den kolde krig” (Politiken). Partiet optræder som venstredrejet småpibende støttehjul, som et knirkefrit tandhjul, for mindretalsregeringen, som kynisk udnytter Enhedslistens stræben efter at blive et magtparti, accepteret af de toneangivende partier på det politiske parnas. Eller optræde som det forsømte, men artige barn, der flinkt angler efter voksenaccept ved at indynde sig og sleske.
For at nå det mål, må man give køb på sin ideologiske sjæl. Som Goethes Faust. Få ambitiøse mennesker magter konstant at blive afvist, og især ikke hvis man er vokset op i et fattigfine, stræbsomme småborgerhjem, som nok de fleste medlemmer af partiet er. Der er langt mellem medlemmer fra arbejderklassen for ikke at tale om aktive i den organiserede fagbevægelse. Over halvdelen af medlemmerne er som studerende og pensionister uden for arbejdsmarkedet, mens tre fjerdedele af resten har løst fagligt medlemskab hos akademikerne eller funktionærerne med Magisterforeningen som den største fagforening. Aktive medlemmer af de gamle LO-fagforeninger udgør kun ca. en ottendedel af samtlige medlemmer. Arbejderne søger ikke til Enhedslisten, men til Socialdemokratiet, måske til SF og DF.
På den baggrund er det derfor heller ikke mærkværdigt, at Enhedslisten undlader at profilere sig som et socialistisk parti andet end med en halv snes besværgelser i et livløst principprogram, for partiet er hverken et arbejderparti eller et socialistisk parti. Som enhver anden idéverden er i partiet også marxismen en vanrøgtet ideologi, som kun fortidige munkemarxister i afsondrede studieceller og velbjergede kystbanesocialister ved festlige symposier beflitter sig med. Enhedslisten kan ikke forbinde sin tanketomme aktivisme med idémæssig substans, men springer gladeligt på enhver forbikørende køns- og identitetspolitisk ladvogn, som var det en evig pride-parade.
Med sin stuerene pragmatisme uden ’røde linjer’ risikerer Enhedslisten at gå samme skæbne i møde som DF med optur og kollaps, for uden en grundlæggende vision om et fundamentalt andet samfund risikerer partiet at miste sin identitet. Og med sin identitet også sin eksistensberettigelse. Konturerne hertil viser sig såmænd allerede.
Gode, gamle Karl Marx, en vis og indsigtsfuld tænker, som atter er ved at komme til nostalgisk ære og værdighed, om end de færreste evner at læse ham, i det mindste korrekt, skrev de kloge ord: ”Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.” Det er en fuldstændig grundlæggende tese til den rette forståelse af menneskers virkelighedsopfattelse og deres ageren i overensstemmelse hermed.
Det gamle VS-koryfæ Preben Wilhjelm klandrer i sin vurdering af venstrefløjens mangel på visioner og system- og magtkritik, især hos Enhedslisten, som han dog rettelig rubricerer sammen med Radikale Venstre i rollen som den tamme vagthund. Og han mener, at de tillige meget betegnende mangler humor og bid! Det kan dog ikke undre, for lige som hos de socialliberale består Enhedslistens medlems- og vælgerskare som nævnt især af akademikere, studerende og folk fra den kreative klasse. Arbejdere, håndværkere osv. er der jo ganske få af; de har kun forvildet sig ind, fordi partiet foregøgler at tale deres sag. Partiet er således ikke et arbejderparti, men et udpræget middelklasseparti med et anarko-nihilistisk tilsnit, og det er lige så lidt et socialistisk parti. Det kan dog ikke overraske, at partiet mangler system- og magtkritik. Denne mangel er faktisk immanent i et parti, der som Enhedslisten med sine humorforladte og visionsløse medlemmer er præget af en falsk bevidsthed om at være de ægte progressive. Ens samfundsmæssige væren kan man trods alt ikke gøre sig fri af. Det kunne den store VS’er heller ikke i sine velmagtsdage, så derfor blev alle væsentlige dagsordener tabt pladask på gulvet. Ikke meget blev rykket, men man havde det vist sjovt, inden man mæt og sat kom på rette plads i sin spidsborgerlige socialklasse.

Annonce