#MeToo-opgøret stopper ikke på redaktionsgangen

Dårlig og brutal ledelse er ikke isoleret til medierne og toppolitik. De bedste værn mod #MeToo er lønmodtagernes eget sammenhold.
På TV2 kunne det koste en lussing at sætte sig op imod ledelsen.

Det skrev TV-kanalens tidligere politiske redaktør Anders Langballe på Twitter som reaktion på dokumentaren “MeToo: Sexisme bag skærmen”, hvor 11 kvinder står frem og beretter om den udbredte sexisme og krænkelseskultur på TV2 Nyheder.

placeholder

Lussingen blev uddelt af nyhedschefen Mikkel Hertz til en fest i det TV2 cheferne omtalte som “legendernes julefrokost”. Skulle man ønske sig yderligere dokumentation for den bøvede og seksualiserede kultur, så se denne tåkrummende video fra 2013 hvor tidligere studievært Jes Dorph bedømmer en deltagende kvindes bagdel.

Chefer der mobber og gramser

Det hele lyder som et afsnit af komedieserien “Klovn” hvor komikerne Casper Christensen og Frank Hvam gør grin med kultur- og medieeliten, men desværre er det et virkelig indblik i brutal ledelsesstil, hvor magtfulde mænd skiftevis mobbede og gramsede løs på deres underordnede.

Det hele lyder som et afsnit af komedieserien “Klovn”

For at gøre det hele ekstra absurd, så nægter en række af de involverede mediechefer at stille op til interview og spiser i stedet kritiske journalister af med skriftlige svar på de kritiske spørgsmål  som ellers normalt er i høj kurs mediebranchen - dvs. præcis den fremgangsmåde medierne kritiserer politikerne for.

Mens branchens macho-mænd er ved at falde bagover af jomfrunalsk forargelse over tonen i departementschef Barbara Bertelsens interne SMS’er, så har ingen af dem rigtigt bemærket en årelang krænkelseskultur på en af landets største journalistiske arbejdspladser.

Ofre for egen dårlige opførsel

Siden studievært Sofie Linde sidste år skød anden omgang af #MeToo bevægelsen i gang, er en række magtfulde politikere som de radikales Morten Østergaard, Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen og de konservatives Naser Khader, blevet ofre for deres egen dårlige opførsel og dømmekraft.

Ingen af dem har rigtigt bemærket en årelang krænkelseskultur

Der er samtidig blevet sat kritisk fokus på kulturen i de politiske ungdomsorganisationer og alle de store partier har igangsat interne undersøgelser.

Ingen skal dømmes af en folkestemning og rygter, men indtil videre er der intet, der tyder på at magtfulde mænd herhjemme behøver frygte for retssikkerheden. De chefer og politikere, der har mistet job og anseelse er ikke faldet på bagateller, og vi skylder de kvinder, som har stået frem stor tak.

Husk også fokus på flertallet

Korrekt anvendt har #MeToo bevægelsen potentialet til radikalt at forbedre arbejdsmiljøet for ikke bare kvinder, men unge og udsatte medarbejdere i alle funktioner.

Men der er også en risiko for, at fokus udelukkende bliver på de de kvinder som har adgang til medierne og som offentlighedens øjne i forvejen hviler på. Dvs. journalisterne og politikerne.

For selv om man godt kunne få det indtryk, så er #MeToo ikke et større problem i medie- og politikerbranchen, end i resten af samfundet. Magtmisbrug og overgreb trives især der, hvor lønningerne er lavest og rettighederne færrest.

Magtmisbrug og overgreb trives især der, hvor lønningerne er lavest og rettighederne færrest.

Ifølge FH er lavtlønnede kvinder er syv gange så udsatte for seksuel chikane som deres vellønnede medsøstre. Bare se de kvindelige tjenere der i julefrokostsæsonen må løbe spidsrod mellem fulde og gramsende kunder.

Ikke nok at skifte dårlige chefer ud med gode

Maria Højgaard Andersen har i Pio beskrevet springet fra journalistbranchen til at blive smedelærling. Hendes oplevelse var, at selv om der også findes sexisme blandt metalarbejdere, så føler hun sig mere tryg som værdsat medarbejder med en stærk fagforening i ryggen, end som løst ansat journalist.

Hendes historie er værd at bide mærke i, for #MeToo er også en arbejdskamp, men desværre en arbejdskamp, hvor det er nemmere at appellere til chefernes gode moral, end lønmodtagerens egen styrke og sammenhold.

#MeToo er også en arbejdskamp

Fagforeninger og overenskomster er stadig det bedste værn mod både seksuelle krænkelser og alle andre former for nedværdigende arbejdsforhold.

Som Weekendavisens Søren Villemoes skriver på twitter: Hvis din overordnede slår dig, så gå til din tillidsrepræsentant:

placeholder

 

 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så kom denne "ikke" nyhed fra TV2 for 9 gang. Kunne feministerne køre deres kampagne et anden sted end hos Piopio?

Dan, det er IKKE feministerne 'der kører deres kampagne på Piopio'.
Det er en artikel skrevet af Piopio's chefredaktør!
Men OK, lad os vende blikket mod Karsten Hansen, tidligere socialdemokratisk minister:
https://piopio.dk/kraenket-af-carsten-hansen-staar-frem-det-oedelaegger-...

Der findes også mandlige feminister!

Der findes også mandlige feminister!

Der findes også mandlige feminister!

Sexismen hærskede også på TV2 i 1992. Her nogle vilde damer som skriger efter lækre manderøve - Men det er selvfølgelig noget HELT andet end hvis mænd synes om en lækker kvinde røv.

https://www.tv2fyn.dk/odense/i-1992-savlede-kvinderne-over-dem-nu-kommer...

Fremtiden bliver kønsløs, hvor vi ikke længere må synes om lækre kvinder og mænd. Der skal nok komme godt gang i salget af sexrobotter.

Jeg er glad for jeg var teenager i puck-maxi 70'erne med topløse piger på stranden hver sommer. Drengene nød at få et lille genert kik og pigerne nød at blive kikket på - Helt naturligt.

Det var den vestlige civilsations gyldne tider. Nu skal alt vægtes på en skål, hvor den laveste fællesnævner vinder hver gang.

Jeg må indrømme, at jeg i starten var ret skeptisk overfor Sofie Linde og andre mediekvinders beretninger om unavngivne chefers groteske adfærd, som aldrig blev fulgt op af beviser, og som ligger meget langt fra noget, jeg selv har oplevet eller bare hørt om på de arbejdspladser, jeg har været på.

Men når jeg så hører svarene fra de mænd, der er blevet nævnt ved navn, er det pludselig som at høre Bjarne Riis svare på det direkte spørgsmål fra Line Baun Danielsen, om han nogensinde havde taget doping: (lang pause) ".. jamen, øhhh .. jeg er aldrig testet positiv".
Og på samme måde her, hvor en uskyldig ville møde anklagerne med udtryk som "løgn" og "fri fantasi" hører vi i stedet udtryk a la "sådan husker jeg det ikke" eller "det kan jeg ikke helt genkende". Mindre overbevisende kan det næsten ikke blive.

Dermed ikke sagt at alle historier i den kategori er sande, eller skal behandles som sande, bare fordi de kommer fra kvinder eller bare fordi lignende beretninger har været sande. Men jeg er i hvert fald selv blevet mere åben for den mulighed, at der sagtens kan være noget om snakken.

Annonce