☰
☰
Annonce
Den mærkeligste 1. maj nogensinde
Kun ganske få liberale krigere som Alex Vanopslagh og Joachim B. Olsen har beholdt skyklapperne på og ikke opdaget værdien af fagbevægelsen under corona-krisen
På fredag fejrer vi Arbejdernes Internationale kampdag. Det bliver den mærkeligste 1. maj nogensinde.
Morgensamlinger i fagforeninger og socialdemokratiske partiforeninger med kaffe, rullepølsemadder og en lille en til ganen er aflyst. Demonstrationer med røde faner og kamptaler i Fælledparken i København samt Kongens Have i Odense og mange andre byer er aflyst.
Covid-19pandemien har lagt de traditionelle 1.maj-arrangementer ned
Covid-19pandemien har lagt de traditionelle 1.maj-arrangementer ned på grund af smitterisiko og forsamlingsforbud. Både i Danmark og resten af verden bliver fagbevægelsens årlige festdag markeret i corona-krisens skygge og på helt nye måder.
Krisen viser værdien af fagforeningsmedlemskabet
Men selvom pandemien forhindrer lønmodtagere i at forsamles 1. maj 2020, understreger den samtidig, hvilken kolonorm betydning fagligt sammenhold har i en dybt alvorlig krise, som den vi er kastet ud i for øjeblikket.
Krisen rammer hårdt og brutalt
Mere end 45.000 danske lønmodtagere har mistet deres job i de seneste måneder. Titusinder er sat midlertidigt ned i løn eller sendt hjem fra arbejde uden løn. Freelancere og selvstændige trues på deres levebrød. Små og mellemstore virksomheder risikerer at gå konkurs.
Krisen rammer hårdt og brutalt. For receptionister og rengøringsassistenter i hotelbranchen, tjenere og kokke på restauranter, ansatte i flybranchen og lufthavne, taxachauffører, håndværkere og mange andre er foråret 2020 et mareridt.
Men krisen får også mange til at opdage eller genopdage vigtigheden af at være medlem af en fagforening og en a-kasse og have et stærkt og solidarisk fællesskab.
Fagforeninger passer godt på medlemmerne
Jeg tænker, at kun ganske få liberale krigere som Alex Vanopslagh og Joachim B. Olsen har beholdt skyklapperne på og ikke opdaget værdien af fagbevægelsen under corona-krisen.
Sammen med arbejdsgiverne var fagbevægelsen hurtige til at lande en trepartsaftale, der giver lønkompensation til mange tusinde arbejdere, der ellers risikerede en fyreseddel. Samtidig har faglige organisationer råbt højt om behov for hjælpepakker for at holde hånden under beskæftigelsen og sikre tryghed for lønmodtagerne.
En socialdemokratisk regering, der lytter til fagbevægelsen
På det offentlige område har faglige organisationer som FOA, Dansk Sygeplejeråd og BUPL midt i en sundhedskrise, der især udfordrer og belaster ansatte i social- og sundhedssektoren, været eminent dygtige til at passe på deres medlemmer.
Jeg er afsindig glad for, at vi midt i den største økonomiske krise i min levetid har en socialdemokratisk regering, der lytter til fagbevægelsen og har som topprioritet at holde hånden under beskæftigelsen og skabe tryghed for lønmodtagerne. Okay, vi har ikke fået indfriet vores ønske om højere dagpenge, men til gengæld er dagpengeperioden forlænget med tre måneder, ligesom de strikse regler for ledige om jobsøgning og rådighedssamtaler er sat midlertidig ud af kraft.
Hvad ville LA og NB have gjort?
Tænk sig, hvis vi midt i corona-krisen havde haft en borgerlig statsminister, der sad på Liberal Alliance (LA) og Nye Borgerliges (NB) nåde og var i lommen på grådige banker og knapt gad tale med fagbevægelsen. Det er ganske enkelt en uudholdelig tanke, fordi vi godt ved, at arbejdsløshedskøen var blevet mange kilometer længere, og hjælpepakkerne møntet mere på virksomhedsejerne end på lønmodtagerne.
Det gør krisen værre for italienske, spanske og amerikanske lønmodtagere, at de ikke har en stærk fagforening i ryggen
Corona-krisen gør ondt på den enkelte dansker, på virksomheder, på velfærdssamfundet, og den kommer desværre til at gøre ondt meget længe. Milliard-regningen skal betales, og den bliver dyr. I fagbevægelsen vil vi kæmpe for, at det ikke bliver de arbejdsløse, de lavest lønnede og kortest uddannede, der kommer til at betale mest. Regningen skal ikke vende den tunge ende ned ad og bidrage til større ulighed og utryghed.
Lande som Italien, Spanien, Frankrig, Storbritannien og USA er hårdere ramt af covid-19, end vi er på vores breddegrader. Ubegribeligt mange døde og smittede. Og ubegribeligt mange arbejdsløse og et arbejdsmarked, der kun langsomt kommer op i gear igen. I mange af de lande har fagbevægelsen slet ikke den størrelse, troværdighed og politiske legitimitet som vi kender. Det gør krisen værre for italienske, spanske og amerikanske lønmodtagere, at de ikke har en stærk fagforening i ryggen til at kæmpe for at redde dem igennem krisen.
Måske den vigtigste kampdag nogensinde
Fagbevægelsen og den danske model er en del af løsningen på corona-krisen. Det skal vi huske og fejre 1. maj i år. Når krisen for alvor hugger til, er der et sikkerhedsnet og en solidaritet, der afbøder det værste og gør pandemien til at bære, hvor ubærlig den end synes lige nu.
Det bliver en mærkelig 1. maj i år
Det bliver en mærkelig 1. maj i år. Men også en kampdag, der måske er den vigtigste nogensinde. Fordi den kan være en demonstration for alverden af, at fagligt fællesskab er med til at give tryghed og håb om, at vi også på den anden side af covid19-pandemien har et velfærdssamfund og et arbejdsmarked med gode løn- og arbejdsvilkår at stå op til.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Kommentarer
Når nu talen er om den 1. maj, vil jeg benytte lejligheden til, helt malplaceret, at hylde den udformning af den demokratiske tanke, som den faktisk har fået herhjemme. Det forhold, at vi har forholdstalsvalg, hvor mandatfordelingen i Folketinget udregnes efter d’Hondts metode, har bevirket, at vort demokrati er hurtigt til at opfange bevægelser blandt vælgerne, en hurtighed, som mange andre lande slet ikke har, og hvor man med føje kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt der egentligt er tale om demokrati. Der er i mange lande eksempler på, at folkelige rørelser ingen parlamentarisk gennemslagskraft har haft, alene på grund af et brøstfældigt valgsystem. Vort valgsystem har i vidt omfang betydet, at den politiske diskussion i vidt omfang herhjemme er gået langt videre end idéologiske forpostfægtninger. Politisk diskussion er i mange situationer nået frem til det helt konkrete, og egentligt er det lidt synd, at mange folketingsdebatter ikke når længere ud i samfundet, end det rent faktisk er tilfældet, fordi der siges mange kloge ting. I umådelige mange lande bevæger den politiske diskussion sig kun rundt i den demagogiske manege uden nogen sinde at få substans, at komme til at handle om sagernes kerne uden idéologisk underlægningsmusik. Man kan sige, at herhjemme er vi forholdsvis mindre tilbøjelige til at vælge personer, der har grådighed efter magt som deres eneste kvalifikation end i andre lande. Snarere ser vi gerne åndelig smidighed og en ægte hensigt i henseende til at blive klogere som en kvalifikation, og også det, at der herhjemme er bedre adgang til vore politikere for almindelige mennesker end i andre lande, forlener vort politiske system med en folkelighed, man ikke finder ret mange andre steder. Selvfølgeligt er der Asger Aamund-typer og hele CEPOS-væsnet, der bestandigt leder efter huller i suppen, og hvis hele projekt er uforfalsket magtfordrejning. Ligeledes har De Radikale formået at skaffe sig en parlamentarisk gennemslagskraft, de efter deres mandattal ikke er berettiget til. Der er kort sagt kræfter herhjemme, som i grunden er antidemokratiske, og som hvis man gravede i deres inderste, i grunden er antidemokrater, ja, der er kræfter herhjemme, som gerne så en tilbagevenden til feudaltiden, og der er også mange træk i det moderne samfund, som ikke er så langt væk fra det feudale system som man kunne ønske. Der er mennesker, som ser det som en legitim levevej at slavepiske andre mennesker, som ikke har været i stand til at unddrage sig denne magtudøvelse. Men det kunne være meget værre. Desværre er det i dag ikke rigtigt muligt at diskutere samfundets flugtveje, selvom disse er afgørende for vurderingen af, hvor menneskeligt samfundet rent faktisk er. Hele denne diskussion strander stort set altid der, hvor en eller anden siger, at det skal kunne betale sig at arbejde. Der er på denne måde samtaler, der aldrig bliver ført, ihvertfald ikke i offentlig sammenhæng. Men spørgsmålet er kompliceret, ikke mindst fordi det involverer hele det udlændingepolitiske område.