Annonce

“Det er sure lærepenge”: Står til at skulle tilbagebetale yderligere 40.000 kroner

Formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, skal samlet tilbagebetale uberettiget tillæg for dobbelt husførelse til Folketinget for omkring 72.000 kroner.
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Alex Vanopslagh, partileder, Liberal Alliance
Formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, har ikke opfyldt reglerne for at have folkeregisteradresse i den vestjyske by, Struer, i årene 2020 - 2022.

Det oplyste dagbladet Information i weekenden.

Af samme grund skal LA-formanden tilbagebetale tillæg for dobbelt husførelse, som han har modtaget af Folketinget fordelt på 27 måneder i årene 2020 - 2021.

Alex Vanopslagh har tidligere tilbagebetalt uberettiget tillæg for dobbelt husførelse for 2021 til Folketinget, svarende til 32.000 kroner.

På baggrund af afgørelsen fra Struer Kommune vil Vanopslagh nu yderligere blive opkrævet for seks måneders uberettiget udbetalt tillæg for dobbelt husførelse i 2020, og omkring ni måneders uberettiget udbetalt tillæg for dobbelt husførelse i 2022. Svarende til omkring 40.000 kroner efter de gældende satser fra før 1. oktober 2022.

Vanopslagh bekræftede allerede under valgkampen i oktober sidste år over Netavisen Pio, at han forventede at skulle tilbagebetale samlet omkring 72.000 kroner på baggrund af boligsagen.

Ja, jeg forventer, at det bliver deromkring

“Ja, jeg forventer, at det bliver deromkring. Men afgørelsen er ikke min. Jeg følger den afgørelse, som Folketinget træffer,” sagde Vanopslagh og føjede til:

“Det er sure lærepenge.”

Opsagde lejligheden i Struer og medlemsboligen i København

Forløbet i boligsagen ser således ud:

  • I 2020 opsagde Vanopslagh sin lejelejlighed i Vanløse i Københavns Kommune.
  • Han flyttede folkeregisteradressen til sine forældre i det vestjyske. Senere på året lejede han en mindre, billig lejelejlighed i Struer, og flyttede sin folkeregisteradresse hertil.
  • Samtidig med at Vanopslagh officielt flyttede til det vestjyske, søgte han om og fik stillet en gratis medlemsbolig i indre by i København til rådighed af Folketinget. Med lejligheden følger et årligt skattefrit tilskud fra Folketinget på dengang 32.000 kroner for dobbelt husførelse (Nu udgør det årlige skattefri tillæg godt 35.000 kr) .
  • Informationgik ind i sagen i september sidste år, og afdækkede, at Vanopslagh ikke opholdt sig tilstrækkeligt mange dage i Struer til at have sin officielle adresse dér.
  • I konsekvens heraf opsagde Vanopslagh prompte både sin lejelejlighed i Struer og sin medlemsbolig i København. I stedet rykkede han ind hos kæresten i hendes attraktive lejelejlighed i Nyhavn.
  • Vanopslagh bad Folketingets administration undersøge, om han skulle tilbagebetale dele af eller hele det udbetalte boligtillæg, som han havde fået udbetalt i i alt to år og tre måneder.

Erkender sjusk - afviser proforma

En foreløbig afgørelse fra Folketinget betød, at Vanopslagh skulle tilbagebetale det udbetalte tillæg for dobbelt husførelse for 2021.

“Det er alene mit ansvar,” understregede Alex Vanopslagh op til valget over for Netavisen Pio og tilføjede:

Jeg har da helt sikkert været for sjusket

“Jeg har da helt sikkert været for sjusket.”

Vanopslagh afviste til gengæld pure, at setup’et med en lille, billig lejelejlighed i Struer var rent proforma for at score en eftertragtet - og ganske gratis - medlemsbolig centralt i København. Stillet til rådighed af Folketinget med tilhørende boligtillæg:

“Nej, det var det ikke."

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Nu troede han lige det gik så godt med at stjæle andre folks penge. Ikke nok med Alex Vanopslagh har bedraget med skattefrie penge for dobbelt husførelse. Han har bedraget med en falsk anmeldelse med sin folkeregister adresse for uberettiget at få stillet en lejlighed gratis til rådighed i hjertet af København, hvor man som jyde kun kan feberfantasere om, hvad sådan en koster i månedlig husleje. Men 15.000 skattefrie kr. hver måned er nok det mindste. Og den har han haft i over 2 år. Det er lige mindst 360.000 af andre folks penge skattefrit lige ned i lommen.

Hvis det havde været en enlig Mor på kontanthjælp, som havde gjort noget lignende med at snyde med en samlevers folkeregister adresse, så var det blevet politi anmeldt. Men med "pæne" mennesker som Alex Vanopslagh er det jo noget helt helt andet. Bare en dagligdags forseelse vi alle kan komme til i det nye "moderne" forsikringspolice Danmark.

Et billede af den fremtid der venter os med højrefløjens ideologi.

Perfekt at han blev afsløret, MEN
det havde været endnu bedre, hvis han havde sat sig ind i reglerne før han 'søgte'.

Tilliden til (visse) folketings-politikere kan ligge på et MEGET MEGET lille sted, og det er ikke uden grund
.

Det vi alle kan lære af Vanopslaghs bedrageri er, at hvis fx. SKAT opdager at du har snydt, så sig undskyld og skynd dig at betale for snyderiet, så får du tilgivelse. Går den, så går den, husk at sige undskyld.
Sikke mange straffesager vi undgår.

Det er sgu nok bare småpenge for ham. Desværre.

Folketinget stiller ingen ved om Vanopslaghs efter sin bedrageriske adfærd, fortsat er værdig til at sidde i folketinget, hvordan skal vi det menige folk, fortolke den oplysning til borgerne, fra folketingets medlemmer ? Skal vi tage det som et tegn på at alle øvrige medlemmer, finder Vanopslaghs bedrageri acceptabelt ?

Sikke en lille svindler der altid har travlt med at angribe regeringen, men åbenbart ikke er så velbevandret i sin viden at han er i stand til at holde orden i eget hus.

Annonce