Sidste år havde jeg en mani med at gense amerikanske spillefilm fra 1970’erne. Det forbløffende var, at et gensyn med hele perioden gjorde, at jeg måtte revidere årtiets betydning som især den vestlige verdens historiske vendepunkt.

Manien med at gense filmene fra 1970’erne kastede også en fornyet interesse for datidens politiske og litterære betydning af sig.

Kort sagt, så var generationen fra 68, det famøse ungdomsoprør, faktuelt ikke vinderne i 1970’ernes USA, hvilket ellers har været mit generelle indtryk.

Og sådan fremstår historien nok for de fleste danskere: 68-generationen sejrede ad helvede til, og det var først i begyndelsen af 1980'erne, hvor Ronald Reagan blev præsident, at tiderne for alvor skiftede igen.

Pointen er blot den, at tiden efter 68 i USA i virkeligheden var et gigantisk nederlag for hippierne, selvom Watergate-skandalen, oliekrisen og Iran-contra skandalen var bump på vejen frem mod neokonservatismens næsten totale sejr, ideologisk og politisk.

Rå tilgang til virkeligheden

Selve årtiet var præget af ekstrem pessimisme, et massivt opgør med utopismer samt en meget mere direkte og rå tilgang til virkeligheden.

Spillefilmene blev produceret af stærke individualister og et væld af nye genrer spirede frem. Og politisk blev spillefilmene ekstremt brogede og pegede i alle mulige og umulige retninger.

Ved genlæsning af Robert M. Pirsigs, ‘Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel’ fra 1974, er der især et punkt, der springer i øjnene: en sønderlemmende kritik af hippiernes idé om at være særligt tilstedeværende i ‘naturen’, samt en grundlæggende idé om, at de var særligt kritiske forbrugere.  

Da bogen så endelig blev udgivet, blev den hurtigt en slags ny bibel for ekstremt mange mennesker

Selve bogens historie er broget. Robert M. Pirsig forsøgte et utal af gange at få den udgivet, men ingen forlag var interesserede.

Da bogen så endelig blev udgivet, blev den hurtigt en slags ny bibel for ekstremt mange mennesker, og en simpel Google-søgning viser, at ‘Zen - og….’ er blevet en formel, der er gentaget ad nauseam.

I dansk kontekst er Peter Bastians klassiker, ’Ind i musikken’ fra 1987, et rigtig godt eksempel på denne formel, hvor han, med omdrejningspunkt i det musikalske, får selv en opvask til at være en spirituel begivenhed.

Simpelt budskab

Og netop det lå i tiden. Man var interesseret i selvrealiseringsprojekter som aldrig før, og Robert M. Pirsigs tilgang til tilværelsen lignede tilsyneladende hippiernes forestillinger om uafhængighed og civilisationskritik.  

Det særlige ved ‘Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel’ er, at Robert M Pirsig, gennem sin personlige beretning om det at rejse gennem USA på en motorcykel, sammen med et vennepar og sin unge søn, reflekterer over tilværelsen og måden hvorpå vi er tilstede.

Men efter en genlæsning er det en helt anden pointe, der rammer mig som læser

Hans zenbuddhistiske budskab er i grunden simpel, men samtidig meget inspirerende, og selv var jeg fuldkommen besat af bogen, dengang jeg som ung læste den første gang.

Dengang var det inspirerende ved bogen, at det handlede om at "leve sig ind i" det spirituelle, det filosofiske og at det kunne skabe en mere nærværende måde at være til på. Men efter en genlæsning er det en helt anden pointe, der rammer mig som læser.  

Konteksten

‘Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel’ er gribende læsning, fordi Robert M. Pirsig så overbevisende beskriver, hvorledes han er i sync med sin maskine og ligesom forstår dens mekanik, hvilket også er en slags zen og en vej til frihed og uafhængighed.

Hans rejsebeskrivelser er derfor lige dele filosofiske refleksioner, pædagogik, civilisationskritik og psykologi. Det er denne sammenblanding af det hele, der gør bogen så interessant.

Robert M. Pirsig rammer 68-generationens fejlagtige fornemmelser for spiritualitet

Pointen er, kort sagt, at ‘naturen’ og ‘zen’ ikke er sådan noget, man bare kan gå ud og opsøge i den uskyldige og rene natur. Det er netop her, at Robert M. Pirsig rammer 68-generationens fejlagtige fornemmelser for spiritualitet.

Han påpeger, gennem venneparret, som han rejser sammen med, og som betragter sig selv som sande hippier, at de faktisk er slaver af maskinerne og moderniteten.

Blinde passagerer

Konstant vender Robert M. Pirsig tilbage til dette tema, hvor hippieparret, i en indgroet kritik af samtidens dehumanisering og naturfjendtlighed, nægter at sætte sig ind i alt det, som de faktisk er omgivet af.

De nægter at læse noget om den motorcykel, som de kører på, fordi den "bare skal virke", ligesom de ikke engang evner at fikse dryppet i deres vandhane, hjemme i deres hus.

Ifølge Robert M. Pirsig er de blevet blinde passagerer i udviklingen, som de derfor heller ikke kommer til at have indflydelse på

Når de kigger på fabrikkerne, så ved de intet om, hvordan de fungerer. De opsøger naturen, og leder konstant efter udgange, hvor de kan mærke sig selv og føle sig i harmoni med naturen.

Og det er netop her, at det hele ligesom kollapser for dem. Ifølge Robert M. Pirsig er de blevet blinde passagerer i udviklingen, som de derfor heller ikke kommer til at have indflydelse på.

Tandløs kritik

I dag kan vi gå tilbage til 1970'erne og konstatere, at den spirende miljøbevægelse blev vækket der, og at kritikken af forurening for alvor tog sin form i dette årti.

Problemet er blot, at denne kritik mestendels blev til en vægring mod at sætte rigtig ind mod problemstillingerne.

Flertallet af generationens proteststemmer vendte sig bare væk fra det hele og derfor blev deres kritik også tandløs. Under alle omstændigheder er forureningen blot blevet mangedoblet siden.

I dag forstår vi i langt højere grad, at man fra især 1970’erne og frem begyndte med en gennemgribende maltraktering af naturen, via brug af blandt andet pesticider og gødning.

Et ud af utallige eksempler på neo-hippiernes fejlslutninger i dag, er forestillingen om, at vi alle sammen bare skal kramme træer

I dag forstår vi mere end nogensinde, at det har store konsekvenser for naturen, og at ‘naturen’ faktisk ikke er et reservat, der kan varetages, dyrkes og beundres af de idealistiske, men at denne natur er allestedsnærværende, og at den griber ind alle vegne.

Det er med denne pointe og kritik i mente, at en genlæsning af Robert M. Pirsigs bog er oplysende.

Det er for eksempel beskæmmende selv i dag at lytte til rigtig mange miljøbevidste forbrugere, og så konstatere at de endnu lægger mest vægt på en forestilling om "natur" som noget "ægte", og knap så meget sætter sig konkret ind i truslen af det naturlige.

De forestiller sig, at de er "tætte på naturen"

Et ud af utallige eksempler på neo-hippiernes fejlslutninger i dag, er forestillingen om, at vi alle sammen bare skal kramme træer og lære ti navne på fugle, blomster sådan nogen, som om at den konventionelle bondemand, der anvender pesticider, ikke allerede ved meget mere konkret om naturen.

Det er en alvorlig fejlslutning, fordi disse neo-hippier indbilder sig, at det bare handler om et quick-fix, der vil kunne omvende flertallet, så vi bliver bedre til at værne om naturen.

Og måske mest alvorligt: De forestiller sig, at de er "tætte på naturen", blot fordi de krammer et træ og nyder en tur "ind i den" en gang imellem.

Et særligt kapitel

Hippiernes visioner og ønske om at ændre verden er efterfølgende blevet nærmest et særligt kapitel i vor kulturhistorie, men kritikken af dennes sværmeriske side er desværre også blevet nedtonet for meget.

Robert M. Pirsig er en af de mange stemmer, der ville korrigere denne fejlagtige tilgang til kritik, og denne er mere aktuel i dag, hvis blot man læser bogen med det perspektiv.

Der var faktisk tale om en reel modkulturel strømning, der fokuserede på realiteterne, og knap så meget på utopiske drømme

Det samme gør sig egentlig gældende med 70’ernes illusionsløse og sønderlemmende kritik af det amerikanske samfund, sådan som den fremstår i tidens bedste spillefilm.

Der var faktisk tale om en reel modkulturel strømning, der fokuserede på realiteterne, og knap så meget på utopiske drømme. Det er nok også derfor, at forbløffende mange af de amerikanske spillefilm fra netop dette årti, i dag er blevet til suveræne klassikere.

Det samme kan man sige om Robert M. Pirsigs bog.

 

Robert M. Pirsig: 'Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel. En undersøgelse af værdier.' Første gang udgivet i 1974. Oversat til dansk af Claus Bech. Gyldendal, 2023.