Insekternes undergang - en bog om pesticider og en levevis, der er ude at kontrol

Netavisen Pio har behandlet en af vor tids største udfordringer i flere kulturartikler: Klimaet forandres og arter forsvinder. Det er også fokus for ny bog af ekspert i bier.
Foto: Gads Forlag
'Den tavse klode' af Dave Goulson er pligtlæsning, selvom det er en kompleks bog, mener Freddy Hagen.
For tiden falder jeg ofte over opslag på de sociale medier, hvor en eller anden har postet et billede af en snorlige rapsmark, og skrevet noget ala: - ‘hvor er den danske natur dog smuk!’.

I virkeligheden viser sådan et billede et perspektiv på en tilstand, hvor det som naturvidenskabsmænd kalder for ”den sjette masseuddøen”, faktisk er en mere rammende betegnelse.

Når vi taler om ”den sjette masseuddøen”, så handler det om det tragiske faktum, at vi i disse årtier oplever en kraftig decimering af insekter.

Undersøgelser over hele verden viser, at decimeringen foregår i et tempo, der næsten ikke er til at fatte. Vi taler om en nedgang af insekter på næsten 70 procent.

Den tavse klode

Dave Goulson, forfatter og ekspert i bier, har skrevet en bog om denne tragedie, med titlen: ‘Den tavse klode’, der lige er udkommet på dansk. Bogens undertitel er: ‘Sådan forhindrer vi insekternes undergang’, hvilket lyder ganske formildende.

Problemet er blot, at når man læser bogen, der er helt utrolig velskrevet og oplysende, så sidder man ikke efterfølgende med det indtryk, at denne redningsaktion sådan lige med et vil igangsættes.

Gads forlag, der står bag den danske udgave af bogen, sammenligner den med havbiologen og miljøforkæmperen, Rachel Carsons berømte og indflydelsesrige bog, ‘Det tavse forår’, der udkom i 1962, og som for alvor igangsatte den internationale protest imod brugen af pesticidet DDT.

Nu burde det problem jo være løst

Dengang, tilbage i 1962, blev Rachel Carson angrebet massivt af producenterne af DDT, som kaldte hende hysterisk og demagogisk, men i sidste ende blev protesterne imod brugen af pesticidet så massivt, at DDT blev forbudt.

Så langt, så godt. Nu burde det problem jo være løst, og vor viden om manipulation af naturen nået et leje, hvor decideret ødelæggelse af naturen kan bremses via forbud.

Problemet er bare, at det faktisk ikke er tilfældet. Dave Goulsons bog handler om nutidens brug af pesticider og gødning, og det er bestemt ikke behagelig læsning, for selvom Rachel Carson formåede at sætte spot på faren ved brug af disse kemikalier, så er brugen af dem blot steget og steget.

Tilbage til rapsmarken

En sådan rapsmark, der står så snorlige og skriggul i landskabet på en sommerdag, er i virkeligheden et stærkt symbol på hvor ekstremt effektivt landbruget er blevet til at udnytte pesticider og gødning.

Du ser ikke skyggen af ukrudt, og markernes udstrækning er blot blevet videre og videre, uden naturlige læhegn og andre former for diversitet, hvor insekter og fugle kan trives.

Umiddelbart virker det til at være ligetil. Vi står overfor et problem, der dræber en masse insekter, og det kan vel løses ved at ændre adfærd.

Men så nemt er det bare ikke. Dave Goulsons bog afslører, at hele industrien, der producerer pesticiderne, er en ekstremt kompleks størrelse.

Pesticiderne gør, at mange insekter bliver dårlige til at orientere sig og modstå sygdomme

Reglerne for brug af disse, og viden om deres indflydelse på naturen, er i bedste fald mangelfuld og i værste fald manipulerende.

Landbrugets lobbyister taler konstant om mere sikre måder, hvorpå de anvender disse pesticider, men samtidig viser undersøgelser, der blandt andet er foretaget Dave Goulson, samt et hav af biologer og videnskabsmænd verden over, at pesticiderne rammer hele planetens økosystem, reducerer forekomsten af vilde planter og dræber insekter i hobetal, der efterfølgende reducerer fuglene, der lever af disse.

Dave Goulson forklarer, at man kan betegne denne truende tilstand, der rammer insekterne i disse årtier, for stress. Og i stedet for hele tiden at skændes om, hvad der er mest ødelæggende for deres mulighed for at leve, skulle man fokusere på alle faktorerne samtidig.

Pesticiderne gør, at mange insekter bliver dårlige til at orientere sig og modstå sygdomme. Udryddelsen af vilde planter - ukrudt - gør, at mange insekter ikke længere har noget at spise.

Afskaffelsen af levende hegn, på grund af sammenlægning af landbrugsarealer til mere storbrug gør, at insekter og fugle ikke længere kan bevæge sig over længere strækninger.

Komplekst

Klimaforandringerne og temperaturens skiften gør, at mange insekter og planter bukker under, og det ser desværre heller ikke ud til, at træer og planter kan nå at præge de nye voksesteder, der opstår som en slags karavane, hvor man på vor egne himmelstrøg pludselig kan få sydlige planter til at gro.

Det stigende indtog af invasive arter, både intenderet, som når man forsøger at indføre insekter og dyr, der skal løse problemer et sted på kloden, og ikke tilsigtede, når international handel medbringer fremmede arter, som bosætter sig på det nye sted, kan skabe enorme problemer for insekterne og planter.

Det er disse problematikker, der gør det hele så komplekst. Dave Goulson skriver meget mere om alt det, som vi endnu ikke ved, og som vi heller ikke bekymrer os om, end om alt det, vi tror, at vi ved.

For eksempel har vi kun meget sparsom viden om verdens insekter.

Det er den art, der er mest udbredt, og med flest forskellige typer. Man estimerer, at der eksisterer mere end fire millioner forskellige arter af insekter, men vi har kun viden om ca. en million.

En verden uden disse bliver som at bebo en tavs klode, hvor vores brug af pesticider og gødning er totalt ude af kontrol

De fleste af os ved ikke engang, hvad disse mange insekter gør ved naturen. Vi kender simpelthen ikke til deres eksistens, og derfor er flertallet heller ikke så bekymrede, blot fordi de forsvinder. Det er mest når sommerfuglene forsvinder, eller når bestøvning af markerne pludselig viser sig ikke at ske, at vi rammes af denne forsvinden.

Når man så læser om, at man gør forsøg på at kreere kunstige bestøvere, dvs. små maskin-insekter, der kan bestøve vor afgrøder, så bliver det hele bare så tragisk som en sci-fi vision om en nærtstående, dystopisk fremtid.

Netop opfindelsen af maskinelle bestøvere får mig til at tænke på den tyske forfatter, Ernst Jünger, der i 1957 skrev den dystopiske science fiction-novelle, ‘Glasbierne’, der netop handler om den ny tid, hvor maskinernes indtog forandrer den verden og den levevis, som vi alle er vant til.

Men hvorfor er disse svirrende insekter så vigtige? Det er de naturligvis, fordi de både bestøver vores afgrøder og vilde planter, samtidig med at de er et vigtigt led i fødekæden for fugle.

En verden uden disse bliver som at bebo en tavs klode, hvor vores brug af pesticider og gødning er totalt ude af kontrol, og hvor effektiviteten vendes til at blive katastrofalt altødelæggende.

Massivt opgør

I disse år taler vi meget om at give mere plads til den vilde natur, men Dave Goulson er ikke på det hold, der mener at det er godt nok, hvis blot en større andel af jorden bliver omlagt til det. Brugen af pesticider har vist sig også at have indflydelse på disse udstykkede jordlodder.

Derfor kræver en redning af insekter og hele økosystemet et meget mere massivt opgør med vores industrier og levevis. Og Dave Goulson har ikke meget tillid til vore politikere, hvilket der bestemt heller ikke er nogen som helst grund til, 

Til gengæld tror Dave Goulson på, at vi snart kan nå et ‘tipping point’, hvor flertallet begynder at kræve forandringer, og hvor flere og flere begynder at ændre adfærd. Det er denne forandring, der får ham til at være optimistisk, trods alt.

Det er klart en styrke, omend det ikke ser lovende ud, fordi den danske natur er så ekstremt udpint, også set i forhold til resten af verdens natur

Den danske udgave af ‘Den tavse klode’ er oversat og bearbejdet af miljøforfatteren Kjeld Hansen. Det betyder, at man hele tiden får perspektiveret teksten, så den oplyser om Danmarks forhold.

Det er klart en styrke, omend det ikke ser lovende ud, fordi den danske natur er så ekstremt udpint, også set i forhold til resten af verdens natur.

Hepper på insekterne

For eksempel kan man læse om kemifabrikken Cheminova, der var så forurenende, dengang i 50’erne og 60’erne, hvor industrien og landbruget for alvor blev effektiviseret i Danmark og resten af den vestlige verden.

I dag producerer fabrikken landbrugsprodukter, der er ulovlige at bruge i Danmark og andre industrilande. Men de sælges bare til lande, der har mindre strenge regler for brug af pesticider.

‘Den tavse klode’ er pligtlæsning. Det er en kompleks bog, men det er den, fordi det er sådan, at det faktisk forholder sig.

Til gengæld er det ekstremt oplysende, og Dave Goulson gør virkelig en stor indsats for at fortælle og illustrere sådan, at man også er underholdt (dårligt ord i denne sammenhæng).

Det letter læsningen, og man sidder efterfølgende og hepper på insekterne, på biodiversiteten og på de forandringer der skal til, for ikke at masseuddøen gør vor levevis umulig at opretholde.

 

Dave Goulson: ‘Den tavse klode. Sådan forhindrer vi insekternes undergang.’ Oversat og bearbejdet til dansk af Kjeld Hansen. 352 sider. Gads Forlag, 2023.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Og de Nordjyske kommuner hjælper gerne med til at reducere de arealer, der skal bevare resterne af en ødelagt natur.
Der hvor jeg ofte kommer i naturen, er jeg i tvivl - er jeg blevet døv eller mangler der fugle.
Normalt ser jeg mange rovfugle og hører gøgen kukke og lærken synge - nu må jeg nøjes med P1 fra danmarks radio

Annonce