Annonce

Nye tiltag mod antisemitisme på vej: “Vi skal gøre langt mere”

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) til møde med Folketingets partier for at diskutere nye tiltag mod antisemitisme
Foto: Beskæftigelsesministeriet
Peter Hummelgaard (S), justitsminister
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) mødtes tirsdag med Folketingets partier for at diskutere nye tiltag mod antisemitisme.

“Vi er aktuelt i gang med at se på, om der er behov for at tilrette straffeloven, så vi kan løfte endnu flere sager om hadforbrydelser og antisemitiske ytringer. Og vi er også i gang med at se på, om vi kan udbrede undervisning i antisemitisme i skolerne endnu mere,” siger Hummelgaard til B.T.

De nye tiltag mod antisemitisme skal supplere handleplan mod antisemitisme, som den tidligere S-regering fremlagde januar 2022. Hummelgaard forventer at kunne være klar med de nye tiltag inden sommer.

Gør jøder i Danmark ansvarlige for Israels politik

Med 2022-handleplanen fik Det Jødiske Samfund 300.000 kroner årligt til dækning af udgifter i forbindelse med registrering af antisemitiske hændelser.

Den seneste rapport fra Det Jødiske Samfund viser, at der i 2023 blev registreret 121 antisemitiske hændelser.

Det er det højeste antal, siden man begyndte at registrere og offentliggøre resultaterne i 2012. Til sammenligning blev der i 2022 registreret ni antisemitiske hændelser.

en tendens til at holde danske jøder kollektivt ansvarlige for Israels politik

“Tallene viser en overvældende stigning af indberetninger i perioden efter terrorangrebet mod Israel, den 7. oktober 2023. Der er tale om både hærværk, trusler og antisemitiske ytringer, hvor der i særlig grad har været en tendens til at holde danske jøder kollektivt ansvarlige for Israels politik. Det er en bekymrende tendens, og det er naturligvis antisemitisk,” sagde formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, da rapporten blev offentliggjort for knap en måned siden.

Goldstein understregede, at det er åbenlyst urimeligt at stille en befolkningsgruppe kollektivt til ansvar på grund af deres baggrund:

”Uagtet hvad man måtte mene om konflikten mellem Israel og Hamas, er det åbenlyst urimeligt og antisemitisk at stille en befolkningsgruppe kollektivt til ansvar på grund af deres baggrund. Det gælder jøder, men det gælder selvfølgelig også herboende israelere og palæstinensere. Der er en bekymrende tendens til, at man ikke kan skille tingene ad. En tendens, der spreder sig fra sociale medier til gadeplan.”

En tendens, der spreder sig fra sociale medier til gadeplan

Goldstein fandt det særligt bekymrende, at børn og unge med jødisk baggrund bliver stillet til ansvar for Israels politik. Børn og unge har ifølge 2023-rapporten været udsat for tilråb og mobning. Desuden har der været to tilfælde af dødstrusler.

84 procent af hændelserne er sket efter 7. oktober 

Det fremgår af rapporten om antisemitiske hændelser i 2023, at af de i alt 121 hændelser er de 102 hændelser sket efter Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023. Svarende til 84 procent af samtlige antisemitiske hændelser sidste år.

I 88 af de 102 hændelser efter 7. oktober 2023 kan hændelsens indhold eller konteksten for hændelsen kobles direkte til den igangværende krig mellem Israel og Hamas.

Justitsministeren understreger, at vi ikke skal acceptere antisemitisk adfærd i Danmark:

“Vi må og skal aldrig acceptere antisemitisk adfærd i Danmark. Og vi skal gøre langt mere for at forebygge og beskytte imod, at det opstår i vores demokrati,” skriver Peter Hummelgaard på Facebook.

placeholder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Fornuftig og sober tale uden et eneste "men" til at mudre billedet.
Sådan skal det være og tak for det.

Kloge ord...

Skal vi i demokratiets navn så ikke også kende hvor mange andre befolkningsgrupper der bliver moppet. Det er vel også relevant at høre hvor mange kroner de er bevilget.
Jeg tænker, at der er flere mindretalsgrupper, som kan lave et ordentligt modtryk mod undertrykkerne. - eller er der en bestemt grund tul St det kun er en gruppe der får tilskud.

Tjah, jeg synes for eksempel St gruppen af folkepensionister burde have hjælp mod politisk undertrykkelse!! - det er altid dem på overførsel der betaler, husk nu at sige tak

Endnu engang synes jeg, at PH virker som en småpopulistisk stemnings-surfer.. Ja, antisemitisme er uacceptabelt og forkert, men at reducere andre mindretalsgruppers helt berettigede kritik af Israel (og dermed også Israels venner) og en måde, den israelske regering farer frem på, - det burde være lige så uberettiget og kritisabelt.

For mig er PH en alt for ung politisk letvægter til det svære og tunge embede, han p.t. er sat på..

Niels Fischer! Jeg giver dig fuldkommen ret, han har taget ved lære af Mette, han handler før han tænker
der er for mange Hovsa løsninger i populismens navn.

Annonce