Analysen viste nemlig, at hele 17 procent af andelshavere har et nært familiemedlem i samme forening. Oftest er der tale om forældre, som giver deres børn forrang på ventelisten til en ledig bolig.

Dermed er der langt fra den oprindelige tanke med andelsboligerne, som var at give den brede befolkning en fod indenfor på det ellers lunefulde københavnske boligmarked.

Den udvikling kommer ikke bag på Jens Ladefoged Mortensen, som er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet og blandt andet har beskæftiget sig med boligmarkedet i sin forskning.

Mange andelsboliger er i hans øjne blevet til “et lille kongedømme,” fortæller han til Netavisen Pio.

Men det er en grov indgriben i menneskers rettigheder

Og når det kommer til spørgsmålet om, hvordan andelsboligerne kan vende tilbage til idealerne om social retfærdighed, er der ingen snuptagsløsninger, slår han fast.

“Boligmarkedet og retfærdighed er en underlig størrelse.”

To veje

Mortensen ser to forskellige måder, man fra politisk hold kan vælge at håndtere problemet på:

“Man kan gå to veje. Man kan regulere og sige, I må ikke bytte til familiemedlemmer mere. Men det er en grov indgriben i menneskers rettigheder. Man kan også ligestille det med andre boliger, så man ikke selv kan bestemme prisen.”

Den anden vej - at ligestille andelsboligerne med det øvrige private marked - er man på nogle områder allerede begyndt at bevæge sig nedad.

Navnlig har man siden 1993 tilladt andelsboligforeninger at lade deres priser være markedsbaserede. Det er dog en mulighed, som ikke alle foreninger har gjort brug af, og derfor er der stadig mange billige boliger, som det kan være yderst attraktivt at sende i retning af sine familiemedlemmer.

At det generelle udbud skal op, hvis priserne skal holdes i ro, kan der altså ikke være meget tvivl om

Ved en fuld ligestilling af andelsboliger og almindelige ejerboliger ville man, fremhæver Mortensen, altså kunne fjerne det stærke incitament til nepotisme, der gør sig gældende i dag.

Desuden ville en fuld ligestilling også indebære, at andelsboligforeningerne ville få adgang til realkreditlån, som de eksempelvis kunne bruge på at bygge flere boliger.

Det ville være en fordel, mener Mortensen, for når man kigger på problemerne på det københavnske boligmarked mere generelt, er der én ting, der springer i øjnene.

“Det med udbud, det er dér, løsningen ligger.”

Mere byggeri

Udviklingen på det københavnske boligmarked de sidste mange år har først og fremmest været præget af et væld af nytilkommere og et udbud, der ikke kan følge med.

Fra 1995 til 2022 steg indbyggertallet i Københavns Kommune ifølge kommunens egne tal fra 471.300 til 644.452. Samtidig er der fra 2006 til 2021 kun blevet bygget boliger til omtrent halvdelen af de nytilkomne familier.

“Hvis det fortsætter, får vi et endnu større pres på boligmarkedet,” slår Mortensen fast.

At det generelle udbud skal op, hvis priserne skal holdes i ro, kan der altså ikke være meget tvivl om.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvem der varetager byggeriet. Ofte er det store kapitalfonde, der byder sig til, men de boliger, de bygger, er typisk dyre og ligger ikke under for huslejereguleringen.

Det kræver politisk mod at gøre noget ved boligmarkedet

Men man kan også kigge andetsteds efter pengene til byggeriet, fremhæver Mortensen:

“Man har statskassen, den offentlige bygherre, det er dem, man skal kigge på.”

Offentlige midler kan bruges både til offentligt byggeri og til et offentligt samarbejde med private bygherrer.

“Man kan lave en finansiering, der minder meget om realkredit, hvor man har en eller anden form for statslig tilstedeværelse,” nævner Mortensen som en mulighed.

Uanset hvilken kombination af tiltag man fra politisk hold ender med, er det vigtigste ifølge Mortensen, at man tør tage handling i første omgang.

Ofte er der blevet brugt flere politiske kræfter på reguleringer, der ender med at hæmme boligudbuddet, end på tiltag, der kan øge det. Imens er boligmanglen kun vokset.

“Det kræver politisk mod at gøre noget ved boligmarkedet,” konkluderer Mortensen nøgternt.