Følelsen som jeg stod der, glemmer jeg aldrig. Det var en stor og smuk solidaritetserklæring til vores jødiske medborgere.
I det øjeblik stod vi sammen. Samlet om budskabet "aldrig igen* – aldrig igen skal danske jøder forfølges og trues, fordi de er jøder.
Det har vi gjort siden 2. verdenskrig, men der var noget specielt over den aften sidste år. Aldrig har vi været så mange, aldrig har budskabet været så klart, og aldrig har alvoren været så tæt på.
Det var en kulmination på alt det, vi har set fra terrorangrebet mod Synagogen i 2015 frem til tiden efter 7. oktober sidste år.
Men til hvad nytte?
Vi sagde fra overfor, at der er behov for politibeskyttelse af synagogen, Carolineskolen og andre jødiske institutioner. Vi sagde fra overfor, at antisemitiske slogans som “From the river to the sea” og “Globalize the Intifada" frit kan lyde i vores gader.
Og vi sagde fra overfor, at jøders hverdag, om det så er på uddannelsen, på arbejdet eller sågar indenfor hjemmets fire vægge, er præget af antisemitisk hverdagsterror og chikane.
Men til hvad nytte?
En ting er nemlig at lave en stor og smuk solidaritetserklæring, vores jødiske medborgere uden tvivl også blev rørt af. Noget helt andet er så rent faktisk at løse problemet. Dertil er den tragiske kendsgerning, at det hele jo kun er blevet værre siden 9. november sidste år.
Og det værste er, at det er blevet udstillet til fuld skue for antisemitterne i de islamistiske miljøer og på den yderste venstrefløj, at der ingen konsekvenser er.
Vi ved, der kaldes på jihad i gaderne. Vi ved, at der er jøder, som føler sig utrygge på mange af landets universiteter. Og vi ved, at forfølgelsen trænger helt ind i hjemmet, hvad enten det er med brandstiftelser på altaner eller med jødestjerner markeret på døren.
Imamerne repræsenterer de miljøer, ud fra hvilke den, efter min mening, farligste antisemitisme udspringer
Alligevel gør vi intet. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi er handlingslammede og bedrager os selv. Vi tør ikke bruge politiet, på den måde som, det vi ser i dag, ellers burde foranledige.
Historien om det forliste dialogmøde mellem Udlændinge- og Kirkeministeriet og Dansk Muslimsk Union er måske det klareste udtryk for selvbedrageriet. De illegitime autoritetsfigurer, imamerne fra Dansk Muslimsk Union, burde aldrig have fået en invitation fra ministrene i første omgang.
Imamerne repræsenterer de miljøer, ud fra hvilke den, efter min mening, farligste antisemitisme udspringer. De skal frygte, at det officielle Danmark straffer dem som ansvarlige for jødehadet i muslimske miljøer.
I stedet giver vi dem - og de følelser de repræsenterer - en form for legitimitet ved at invitere dem til dialog.
Og til voldsforherligende Palæstina-optog i storbyerne går politiet side om side med dem, der opfordrer til hellig krig. Ikke for at sikre voldsmændenes sikkerhed, men derimod for at beskytte andre mod den voldsparathed de kommer med.
Sandheden er, at vi som samfund kyser, når de værdier vi bærer på, trues med vold. Vi tør ikke sætte hårdt mod hårdt og dermed bruge det eneste sprog, voldsmænd forstår, nemlig magt.
Vi tror, at det hele nok skal gå, hvis bare vi kan beskytte alles ret til at ytre hvad som helst, de har lyst til, medmindre der er tale om eksplicit terrorbilligelse.
Hvis vi virkelig mener det, når vi siger, at vi vil antisemitismen til livs, må vi også acceptere, at det kræver ubekvem brug af hård magt
På den måde sikrer vi jo, at alle bliver hørt, og at alle får lov til sætte ord på - og handle ud fra – deres følelser, men det er en fatalistisk tilgang, der kun forværrer problemet. Det eneste voldsmænd forstår ved, at deres handlinger ikke mødes med konsekvenser, er, at de uden bekymringer kan fortsætte ned af den sti.
Hvis vi virkelig mener det, når vi siger, at vi vil antisemitismen til livs, må vi også acceptere, at det kræver ubekvem brug af hård magt. Og det er først og fremmest politikernes ansvar.
I mandags beskrev udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad (S), sin skam over det manglende folkelige ramaskrig over jødernes situation. Jeg forstår til fulde Frederik Vads skam, og forbløffes også selv over den tilsyneladende ligegyldighed med hvilken, vi ser på jødernes situation.
Jeg finder dog håb i markeringen af Krystalnatten sidste år, fordi den viste, at der jo er massiv opbakning. Som samfund vil vi gerne, at jøderne skal kunne leve åbent, frit og sikkert i Danmark.
Og der ville helt sikkert også være opbakning til at give politiet yderligere beføjelser, hvis det er det, der skal til. Det kræver blot, at politikerne rækker ud efter de muligheder.
Vi ved godt begge, hvad det kræver
Lad derfor min afsluttende bemærkning være en opfordring til Frederik Vad: Omsæt din skam til politiske handlinger, der virker!
Vi ved godt begge, hvad det kræver. Vi kan også allerede nu sætte navn på de interessenter, der kommer til at afvise alle forslag, der reelt vil antisemitismen til livs, men der er ingen vej udenom.
Aldrig igen. Det er nu. Stop antisemitisme i Danmark!
Kommentarer
Hvordan kan skribenten skrive så mange ord helt uden at komme ind på den aktuelle situation i Gaza, Vestbredden og Israel. Det er jo det, der er sagens kerne. Og det der er det relativt nye i situationen.
For mange danske jøder kan og vil ikke undsige, hvad den nuværende israelske regering gør, fordi de er ligeså hjernevaskede som mange herboende muslimer.
Hvad der foregår i andre lande langt herfra, burde ikke føre til voldelige gerninger/konflikter her i landet.
Gerningsmændene bør smides ud med det vons. Danske jøder skal da ikke undsige hvad den israelske regering gør. De er danskere, ikke israelere.
For en sjælden gang er jeg enig med dig i det du skriver i sin kommentar.
din kommentar.
Tak, tak.
August: Sikke noget vås. Den aktuelle situation har intet med sagen at gøre. De voldelige elementer har jo opholdt sig her i årevis, hvilket altså ikke har gjort dem mindre voldelige. Nu viser de bare deres sande ansigt - altså bortset fra den stadige bandekriminalitet og uacceptable høje kriminalitetsrate i forhold til etniske danskere. Disse elementer er styret af helt andre kræfter og har helt andre mål, end du i din/vores danske naivitet forestiller dig. Desværre! Og det er dét, der er sagens kerne!
Disse elementer har med al tydelighed bevist, at de udnytter enhver given chance for med løgn og fake news at mobilisere de mørke kræfter og få unge naive danskere med på felttoget mod et Israel, der i 75 år har måttet forsvare sig selv mod vold og terror fra den arabiske side.
Du tror givetvis, at du står på de undertryktes side, men det gør du ikke. Du står på den side, der hylder vold og terrorisme og forfølgelse af danske borgere, og du fungerer som nyttig idiot for islams religiøse mørkemænd. Så fat det dog!
Tak til Emil Juhler-Nøttrup for en fremragende artikel. Jeg tilslutter mig 100% og er lettet over, at der trods alt også findes gode og velinformerede kræfter på KU.
Der skal absolut andre boller på suppen, og det er nok muligt, at politiet skal have flere beføjelser, men som jeg har forstået det, har politiet faktisk bedt de jødiske foreninger om at holde lav profil - for "ikke at provokere". Hvordan det skal forstås, er jeg ikke sikker på - måske ønsker politiet ikke at få mere arbejde med at holde holdninger adskildt i de københavnske gader?
Som almindelig dansker synes jeg, at ordet “antisemitisme” smides i hovedet på enhver der kritiserer den israelske regering. Antisemitisme betyder “antijødisk holdning”. Jeg er særdeles kritisk og fordømmer den israelske regerings terrorvirksomhed i Gaza, Vestbredden og i Libanon. Men jeg er ikke antisimit af den grund. Tænk lige på det næste gang udtrykket bruges!
Mange mennesker er åbenbart ikke i stand til at skelne mellem den israelske regering og herboende danske jøder. Det er både en kendsgerning og et problem, og den eneste løsning er at oplyse om tingenes faktiske sammenhæng. Som er, at ikke alle zionister er jøder, og ikke alle jøder er zionister.
Én metode, blandt flere, til at deeskalere situationen, kunne være at repræsentanter for det jødiske samfund i Danmark tager klart og tydeligt og offentligt afstand fra den israelske regerings handlinger. Så længe den israelske regering insisterer på at repræsentere alle jøder i verden, vil kritikken af zionisterne uvægerligt flyde over og ramme uskyldige jøder. Dette er forståeligt, men selvfølgelig ikke noget, der kan undskylde overgreb på uskyldige.
Er repræsentanter for det jødiske samfund parate til at lægge afstand til statens Israels handlinger? Eller insisterer herboende jøder på at være neutrale i denne sag, med hvad det indebærer af risiko for det jødiske samfunds medlemmer?
Åbenlyse tilhængere af zionismen må selvfølgelig imødese en del modstand mod deres holdninger, især hvis det indebærer en støtte til det israelske folkedrab i Gaza.