Annonce

Alternativet støtter blåt ønske om nedsættelse af beløbsgrænsen

”Jamen, det er vi positive over for,” fastslår partiets udlændingeordfører, Josephine Fock
Regeringen foreslår en nedsættelse af beløbsgrænsen for arbejdstagere uden for EU fra den nuværende grænse på 418.000 til 330.000 kroner.

Fagbevægelsen, Dansk Folkeparti og de røde partier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er indædte modstandere af en nedsættelse af beløbsgrænsen. Her frygter man, at en sænkning af beløbsgrænsen vil betyde massiv social dumping og udbredt løntrykkeri.

Nu oplyser Alternativet, at partiet – på linje med de radikale – støtter regeringens forslag:

”Jamen, det er vi positive over for. Vi har også stemt imod de gange i salen, hvor beløbsgrænsen blev hævet. Vi synes, det er positivt, at der kommer udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Vi synes, det er vigtigt at lytte til virksomhederne i denne her sammenhæng. Regeringen foreslår også at en lang række processer skal gøres mere enkle. Dét støtter vi også. Samlet set bakker vi op om den pakke (”Styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft”, red.), som regeringen har lagt frem,” siger Alternativets udlændingeordfører, Josephine Fock, til Netavisen Pio.

Vi deler ikke fagbevægelsens frygt

Ikke mindst fagbevægelsen frygter for massivt løntrykkeri og social dumping, hvis man sænker beløbsgrænsen. Alternativet deler ikke dén frygt?

”Nej, men det er klart, at de udenlandske lønmodtagere, der kommer hertil for at arbejde, de skal selvfølgelig arbejde på ordinære løn- og ansættelsesvilkår. Det lægger regeringen også op til. Derfor ser jeg ikke for mig, at en lavere beløbsgrænse vil medføre løndumping. Vi deler ikke fagbevægelsens frygt.”

"Det ene udelukker ikke det andet"

Alternativet lyder meget som de radikale her?

”Jamen, vi har hele tiden været meget positive over for udenlandsk arbejdskraft. Det har vi aldrig lagt skjul på. Men det er selvfølgelig klart, at der skal være ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. Man skal holde sig til overenskomster og følge lovene. I forhold til den frygt, der er i forhold til dansk arbejdskraft, dér er vi meget optagede af få uddannet ufaglærte til faglærte og i øvrigt kompetenceudvikle den danske arbejdskraft. Den indsats, skal der også være meget stort fokus på. Så det ene udelukker ikke det andet.”

Fagbevægelsen peger på, at der er ca. 100.000 ledige danskere og omkring 10.000 unge, der mangler en praktikplads – og at man derfor først og fremmest burde skaffe jobs til ledige danskere og unge uden praktikplads, før man åbner yderligere op for udenlandsk arbejdskraft…

Vi er positive over for udenlandsk arbejdskraft. Det har vi altid været

”Vi synes, det skal gå ved siden ad hinanden. Vi er positive over for udenlandsk arbejdskraft. Det har vi altid været. Det er vi fortsat, men vi synes bestemt den danske arbejdskraft skal opkvalificeres. Vi synes også unge skal have praktikpladser, og at der skal være fokus på erhvervsskolerne,” siger Fock.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Uffe Elbæk har altid brugt den del af kroppen han sidder på, til at tænke med!!
Partiet ryger forhåbentlig ud af folketinget til næste valg.
De vil ikke blive savnet, for de har ikke bidraget med ret meget.
Joe- der var vist noget med en fest, hvor man kunne få fotograferet en vis legemsdel,
men det er ikke engang værd at trække på smilebåndet af!!!

Annonce