I Sverige hagler kritikken ned over den passive statsminister, i Kina forsøger en officiel talsperson fra Udenrigsministeriet at skyde skylden på den amerikanske hær, I USA prøver at Trump at tørre ansvaret af på Obama og i Italien synger man til hinanden fra balkonerne.

Det kan ikke overraske at landet, der gav os Romeo og Julie viser deres corona-solidaritet ved fælles serenade-sang fra byernes balkoner. Det er lige så klassisk, som det leverpostejsfarvede danske svar er kedeligt.

Usexet som bare fanden

Mens andre lande forsøger at skyde skylden på hinanden eller finder kærlighedssangene frem, så satser danskerne på noget så usexet som en trepartsaftale. I stedet for at dyrke fjendskabet, de store følelser eller de løsagtige beskyldninger, så sætter vi os sammen for at finde en pragmatisk aftale.

Det øger ikke oplagstallene for aviserne og man skal nok ikke forenten en efterfølgende filmatisering af hændelserne, når der lander en trepartsaftale.

Ikke desto mindre, så viser Danmark sit sande og mest effektive ansigt, når arbejdstagere, arbejdsgivere og regering på rekordtid kan levere en aftale, der sikrer at tusindvis af danskere kan holde skinnet på næsen under det gigantiske økonomiske pres, som corona-virusset i disse dage sætter dem under.

Historieskrivning 

Selvom en trepart langt fra kan løse alle problemer, forhindre kommende konkurser eller sikre alle typer af ansatte, så er trepartsaftaler et helt igennem unikt redskab, som er forbeholdt et fåtal af lande i Skandinavien.

Den danske trepart fra søndag eftermiddag er ganske enkelt historisk.

Trepartsaftalen som landets topdirektører, fagforeningsfolk og regering leverede sikrer en statslig lønkompensation til medarbejdere. Lønmodtagere på alle private virksomheder, der er ramt som følge af corona-virusset og derfor står overfor større afskedigelser kan opnå lønkompensation fra staten på 75 pct. af de pågældende medarbejderes løn, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned. Og det endda med tilbagevirkende kraft.

Hermed er alle problemer langt fra løst. Der vil stadig være virksomheder der går konkurs, mennesker der mister deres job og en vækst der bliver sat ned i gear.Men aftalen viser, at beslutningstagerne har forstået hvad vores arbejdsmarkedsmodel kan og at fleksibilitet er et af vores allervigtigste konkurrenceparametre.

Konditor: ”Nu er der håb”

Virksomhederne skal have fleksibilitet til at kunne tilpasse sig den nedadgående efterspørgsel og medarbejderne skal have tryghed til at kunne fortsætte deres liv. Devisen er, at trygge mennesker tør – og den tryghed bliver netop holdt i live af trepartsaftalen.

Reaktionen fra en ellers slukøret konditor lød ovenpå partnernes lønkompensation lød således: ”Nu kan vi holde skindet på næsen”og konditor Mette Søgaard kunne tilføje ”…nu er der håb”.

Vores halvgrå tillidskultur, vores leverpostejsfarvede aftalemodel og vores kedelig evighedssnak om fællesskabet har virkelig vist sit værd. Hundredevis af virksomheder og tusinder af danskere har fået foræret en ekstra mulighed af fællesskabet.

I dag kan vi godt bøje nakke og andægtigt sende guderne en tak for vores fuldstændigt unikke danske arbejdsmarkedsmodel.