At anmelde og kritisere et tv-program man ikke har set, for at være det rene kommunisme, uden at have set det og så beskylde politiske modstandere for "tunnelsyn", hører til i den mere mærkværdige ende af skalaen, men er udtryk for en politisk strategi, hvor det ikke længere er fakta, der er styrende for debatten, men hvilke motiver og tillægsord, man kan tilskrive de politiske modstandere.

”Man benytter en vulgærmarxistisk skabelon til at bestemme, hvem der er ond, og hvem der er god. Tudehistorien om den grumme virksomhed, der tjener grimme penge. Om den enlige mor til tre, der har ’angst’ og måske lidt piskesmæld i lillefingeren, som må nøjes med den lille kabelTV-pakke og ikke har råd til endnu en hund.” skriver hun og indskriver sig som en småsløj, ung dansk udgave af det amerikanske debatfænomen Ann Coulter.

Ann Coulter er en højreorienteret, amerikansk tv-debattør, der siden starten af 90’erne har skabt sig en karriere ved at råbe socialisme og det der var værre af de politiske modstandere. Debat uden hverken substans eller fakta. Bare tilsvininger, øgenavne og udstilling af modstanderne.

Metoden har været den samme for Ann Coulter i tyve år. Man tager et politisk argument og så tilføjer man et par tillægsord eller beskrivelser, der vækker opsigt, som da f.eks. hun kaldte Obamas selvbiografi ”Dreams from My Father” for en billigbogsudgave af ”Mein Kampf” eller at hun i forbindelse med en debat om flysikkerhed, mente at muslimer, i stedet for at tage en flyvemaskine, kunne tage et ”flyvende tæppe”. Og det er den vulgære debatskabelon, som Eva Agnete Selsing har fordansket.

Debatten om Danmarks Radios røde skævvridning, er en evigt tilbagevendende klassiker for den yderste højrefløj.

Eva Agnete Selsing ser simpelthen spøgelser, når hun skriver følgende: ”Og alligevel gennemsyrer venstreorienteringen nyhedsudsendelserne. På et langt mere fundamentalt niveau. I form af valg og fravalg af emner. Vinklerne. Sprogbrugen. Kilderne. Det hele, faktisk. Det er selve præmisserne for og produktionen af udsendelserne, som udtrykker et venstreorienteret verdensbillede.”

Er det kilderne, der er problemet? Mads Lundby Hansen var sidste år den mest citerede økonom i danske dagblade og også i Deadline har han og kollegerne  fra tænketanken, Martin Ågerup og Jacob Mchangama, været flittige gæster. Er det dybt, venstreorienterede vinkler som ”Hvordan forbedrer vi konkurrrenceevnen?” eller ”Er det danske skatteniveau ødelæggende for konkurrenceevnen”.

Selsing og hendes ligesindede på Berlingske og Jyllands-Postens bloguniversers, dem som Kristian Madsen kaldte De Sorte Magistre, udgør på ingen måde et flertal af landets borgerlige, men de har fået skabt deres eget ekkokammer, hvor nyheder er socialisme, hvor tv-programmerne er socialismen og hvor det danske samfund er gennemsyret af en ugudelig, kulturradikal socialisme.