Annonce

Dansk Metal kritiserer besparelser på erhvervsuddannelser

VLAK-regeringen efterlod ubetalt regning for FGU-uddannelsen på 60 mio kr – bredt flertal har fundet pengene på Børne- og Undervisningsministeriets område
S-regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet er netop blevet enige om finansieringen af den nye FGU-uddannelse fra 2020 og frem. Kun Enhedslisten, Nye Borgerlige og Fremad er ikke med i aftalen.

VLAK-regeringen efterlod en ubetalt regning for FGU-uddannelsen på 60 mio. kr. Pengene til den nye FGU-uddannelse hentes med aftalen nu bredt på Børne- og Undervisningsministeriets område.

Der er fundet en række besparelser inden for erhvervsuddannelser, gymnasie-området og folkeskolen.

Fagforbundet Dansk Metal kritiserer, at erhvervsuddannelsesområdet rammes af besparelserne:

Når samfundet mangler faglærte, så giver det ingen mening, at man bliver ved med at give dem kniven

Den forrige regering har efterladt en ubetalt regning, som erhvervsuddannelserne nu igen skal betale størstedelen af. Det er ikke bare kortsigtet, det grænser til det uansvarlige. Når samfundet mangler faglærte, så giver det ingen mening, at man bliver ved med at give dem kniven. Hvis man vil tiltrække flere til erhvervsuddannelserne, så skal man investere i erhvervsuddannelserne og ikke spare,” siger forbundssekretær Kasper Palm ifølge en pressemeddelelse.

"To skridt frem og et tilbage"

Kasper Palm glæder sig over, at regeringen i september meddelte, at de ville fjerne det udskældte omprioriteringsbidrag på erhvervsuddannelserne og samtidig ønskede at videreføre den såkaldte kvalitetspulje til erhvervsuddannelserne med 168 mio.kr. årligt i 2020-2023.

Men med de nye besparelser på erhvervsuddannelserne bliver det to skridt frem – og et tilbage, mener Dansk Metal:

”Med omprioriteringsbidraget har erhvervsuddannelserne i en årrække oplevet en udhuling af uddannelseskvaliteten, som ellers langt om længe var blevet stoppet af regeringen. Det giver derfor ingen mening, at aftalepartierne nu vælger at spare på erhvervsuddannelserne igen. Det er jo to skridt frem og et tilbage,” lyder det fra Kasper Palm.

S: Vi har fordelt regningen

Socialdemokratiets undervisningsordfører, Jens Joel, understreger, at der lå en bunden opgave i at finde finansiering til det nye uddannelsestilbud, FGU:

Set med Socialdemokratiske briller er det aldrig en ønskesituation at finde pengene i andre uddannelses-kasser

"Det var en bunden opgave, der lå fra den tidligere regering. Der er bred opbakning til, at vi skal have et FGU-tilbud. Set med Socialdemokratiske briller er det aldrig en ønskesituation at finde pengene i andre uddannelses-kasser. Men vi har forsøgt at fordele regningen blandt uddannelserne," siger Joel til Netavisen Pio.

"Jeg synes ikke, man kan sige, at vi nu går to skridt frem og et tilbage. Vi afskaffer omprioriteringsbidraget for alle uddannelser, og vi vidererfører kvalitetspuljen af erhvervsuddannelserne. Der er samlet set tale om et meget stort løft," siger Jens Joel.

Enhedslisten, der ikke er med i forliget, har foreslået, at de 60 millioner hentes ved at spare på tilskuddet til private gymnasier.

Opdateret kl. 18 med kommentarer fra Jens Joel.

 

Fakta: Sådan skaffes de 60 millioner kroner

  1. Lavere færdiggørelses- og skolepraktiktaxameter
  2. Harmonisering af tilskud til eud-kostafdelinger
  3. Reduktion af efteruddannelsesmidler på FGU
  4. Reduktion af bygningstaxameter på almengymnasiale uddannelser og forhøjelse af udkantstilskud og socialt taxameter
  5. Regionaliseringsfaktor på erhvervsskoler
  6. Tilpasning af bistand fra læringskonsulenter
  7. Udskydelse af henvisningstaxameter
  8. Omprioritering af midler til campusdannelse

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet